|
Tid og sted
Ottende søndag efter Trinitatis den 30. juli 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Wo Gott der Herr nicht bei uns halt” af Justus Jonas (1524). Denne gendigtning af Salme 124 er ikke oversat til dansk. I kantaten bruges salmens vers 1, 4, 7 og 8 i deres helhed. Det vides ikke hvem der parafraserede salmeteksten til brug i satserne 2, 3, 5 og 6.
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), horn, obo I, II (også obo d’amore I, II), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats domineres fra de første takter og hele vejen igennem satsen både af rastløse sekstendedele og af skarpt markerede rytmer. Oboer, strygere og continuogruppe veksler mellem de to motivtyper i en sats, der rent klangligt kan minde førstesatsen i den første Brandenburgkoncert. Denne koncerts to jagtgæster, horn, medvirker faktisk også her i kantaten, men dog kun ét af slagsen, der fungerer som støtte for korets sopraner. Melodien fra 1529 er af en ukendt komponist, og den er i den lige siden middelalderen meget brugte form AAB, også kaldet barformen, der består af to Stollen og en Abgesang. Efter et forspil på det skæve antal af tretten takter sætter koret ind med første strofe af første Stollen af Justus Jonas’ salme fra 1524: ”Hvis Gud Herren ikke havde været med os…”. Koret synger her i firestemmig koralstil. Efter seks takter med de rastløse pointeringer fra orkestret følger det andet led i første Stollen fra koret: ”når vores fjender raser”, men nu er det som rastløsheden og uroen også har bredt sig til korets sangere, hvor kun sopranerne fastholder en cantus firmus over sekstendedelsbevægelser og skarpre pointeringer fra de tre nederste stemmer. Efter tretten takters orkestermellemspil er de tre stemmer faldet tilbage i deres først tildelte rolle som harmonisk udfyldning af sopranmelodien med den anden Stollen : ”og han ikke støtter vores sag” fulgt af seks takters orkesterafsnit og derpå korets mere rastløse anden del af anden Stollen: ”i Himlen højt deroppe”. Efter tretten takter for orkestret følger nu den såkaldte Abgesang, B-stykket, hvor teksten lyder: ”Hvis ikke han er Israels beskytter”, fulgt af fire takter for orkester inden koret fortsætter: ”og selv bryder fjendens list”. Herpå fire takter mere for orkester inden korets afrundende strofe i denne Abgesang: ”så er alt tabt for os.” I de afsluttende tretten takter fortsætter uroen og rastløsheden i orkestret inden der endelig kommer ro over klangbilledet på en afsluttende takt.
2. sats er et salmevers med recitativiske afbrydelser for soloalt, korets altgruppe og basso continuo. Verset fra salmen er lagt i hænderne på korets alter fulgt af en adræt-kontrapunktisk continuobasstemme. I mere rolige episoder uddyber soloalten i recitativisk form salmens strofer, mens continuogruppen med længere akkorder underbygger harmonisk. Hvis man synes, at der næsten er for meget fart over feltet i korledene, er dette en tilsigtet effekt fra komponistens side – ikke dirigenten, som er ude efter en kortere arbejdsdag. Bach har skrevet presto over noderne i salmestroferne og recitativo over soloaltens uddybende replikker.
3. sats er en arie for bas, violiner og basso continuo. Allerede noderne er et af disse små vidundere af grafisk illustration af, hvad teksten handler om, for bølgebevægelsen kan aflæses tydeligt i den stemme, som spilles unisont af en samlet violingruppe. Continuogruppen får også del i bølgegangen, og det er faktisk blevet sagt om denne kantate, at den trods en samlet varighed på kun omtrent tyve minutter, er lige så krævende at spille som hele Matthæuspassionen! Denne betragtning ses blandt andet i notater, som John Eliot Gardiner udgav sammen med sin indspilning af kantaten fra Bach Cantate Pilgrimage. I 3. sats af kantaten ”Was willst du dich betrüben” (BWV 107) til den 23. juli blev ordet ”erjagen” (på dansk ”nedlægge et bytte”) af Bach brugt til en kraftigt jagtinspireret arie i en kantate uden overordnet jagtrelateret indhold. Albert Schweizer skrev om arien: ”Eksemplet viser, hvordan Bach, når han bliver fristet og revet med af et sindbillede, giver efter for fristelsen og derpå ikke længere bekymrer sig om den generelle stemning i det digt, som han skulle udtrykke i musik.” Her i arien med de vilde vover er noget tilsvarende sket på baggrund af en enkel linje i Justus Jonas’ oprindelige salme: ”som havets bølger ruller ind”. I tekstparafrasen til kantaten er bølgerne blevet udgangspunktet: ”Ligesom de vilde havbølger med heftighed kaster skibet hid og did, således raser fjendernes vrede og røver vores bedste sjælegods. De vil udbrede Satans rige og slå Kristus’ båd i stykker.” Man kunne få den tanke, at den ukendte bearbejder af salmens tekst, faktisk var Bach selv, da salmeverset er parafraseret til det, der gav ham det bedste grundlag for at skrive dramatisk musik.
4. sats er et salmevers fremført af tenorsolisten akkompagneret af to oboer d’amore og continuogruppe. Oboernes rastløse duetspil bringer mindelser om indledningskorets orkesterakkompagnement med de stædige sekstendedele og markerede noder. Satsen har trods dens nydelige generelle sound alligevel en klang af dyster forudanelse. Hvor salmemelodien i 1. sats fremførtes i a-mol og i alternes udgave i 2. sats stod i e-mol, er salmen her kommet op i h-mol for at passe til et godt tenorleje fra a til fis. Teksten her i det centrale vers i kantatens syvsatsede struktur lyder: ”De efterstræber os som var vi kættere/de tragter efter vores blod/dog priser de sig selv som kristne/der kun tilbeder Gud/Ak, Gud, dit dyrebare navn/må tjene som deres snuheds dække/du vil en dag opvågne.”
5. sats er for de tre solister, kor og continuo. Salmens strofer synges af koret og salmeteksten uddybes af af først bas, derpå tenor, så alt og til sidst bas igen. Teksten handler om, hvad fjenderne gør; blandt andet spærrer de gabet op. Det synger koret om hvorpå bassolisten uddyber den drabelige metafor: ”På løvers vis med brølende lyd, de viser deres mordertænder og vil fortære os. Urotemaet, reminscenser fra 1. sats, som også spilledes af de to oboer d’amore i 4. sats, optræder her i continuobassens da-da-da-daaa – ikke ulig banketemaet fra Beethovens ”Skæbnesymfoni”. Satsens kombination af salmevers kor koret og mere recitatvisk-dramatiske solopassager for de tre sangere er blevet sammenlignet med gospelmusikkens call and response, og det er da også en højspændt satstype, der ikke er mange fortilfælde af i Bachs kantater.
6. sats er en arie for tenor, strygere og basso continuo. Kompositorisk er det en ret elegang konstruktion med flere lag i de akkompagnerende strygerstemmer. Tenorens sætninger er usymmetriske og der er få regelmæssige afsnit i musikken. Der er heller ikke megen melodi i konventionel forstand, og solotenoren har haft en temmeligt vanskelig opgave med at lære at udføre ariens afsnupppede linjer i løbet af få dage.
7. sats er de to afsluttende salmevers med melodi af den ukendte komponist fra slutningen af 1520’erne. Sopranen følges af de to oboer, horn og violin I. Alstemmen følges af violin II, tenor af bratsch og med continuogruppe med udgangspunkt i basstemmen.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 511-516, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
