|
Tid og sted
Treogtyvende søndag efter Trinitatis den 24. november 1715 i Weimar. Kantaten blev også opført den 31. oktober 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Johann Heermann (1630)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), violin I, II, bratsch, cello I, II, continuo
De enkelte satser
1. sats går lige til sagerne med en arie for tenor og strygere. Med to violinstemmer, bratsch, cello og continuogruppe er det en fyldig strygersats, som til trods for moltonearten rummer en dejlig intens energi. Også tenorens melodi er umiddelbar og ukrukket. Salomon Francks tekst er inspireret af Matthæus-evangeliets kap. 22 vers 21-22, hvor Jesus siger: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" Kantatens titel er en forenklet version af skriftstedet, men findes også i en af romerrettens tre grundsætninger "honeste vivere, alterum non laedere, suum quique tribuere". Det betyder "at leve ærefuldt, ikke skade andre, svare enhver sit". Det er historiens triste ironi, at "Jedem das seine" i 1938 blev smedet som indskriften i indgangsdøren til koncentrationslejren Buchenwald med det formål at fangerne ved mønstring på lejrens plads kunne lægges sig ordene på sinde om at enhver får hvad der tilkommer ham på sinde. Der er kun ti kilometer fra slottet i Weimar til lejren, men prøv at se bort fra under lytning til arien.
2. sats er et basrecitativ, hvis indledende rim med en vis succes også kan rime på dansk: "Du er, min Gud, giver af alle gaver; vi haver hvad vi haver, alene af din hånd, du har os givet, ånd, sjæl, legeme og livet." Senere synger bassen om vores hjerte, der alene skal være afgiftsmønten til Gud. Det er naturligvis teksten til treogtyvende søndag efter Trinitatis hvor farisæerne prøver at få Jesus til at modsige sig selv i et teoretisk fiskalt spørgmål om skat til kejseren. Derfor er kantatens tekst fuld af mønt-metaforer, der er ganske indforståede, idet Salomon Franck udover at være poet også passede på fyrsternes bibliotek og møntsamling.
3. sats er en basarie, som udover continuoet akkompagneres af intet mindre end to obligate celloer. Man kan få den tanke, at dette kunne være en af de Bach-satser, som inspirerede den brasilianske komponist Heitor Villa-Lobos (1887-1959) til hans værkserie med titlerne "Bachinanas Brasileiras" ("Bach på brasiliansk"). Villa-Lobos, der selv spillede cello, valgte at skrive "Bachianas Brasileiras nr. 1" for et orkester af celloer og "Bachianas Brasileiras nr. 5" for en sopransolist akkompagneret af syv celloer. Dette er eneste gang, at to cellister spiller med på en arie i en Bach-kantate, men sammen med bassen giver det en herlig klang i den dybe ende af skalaen. Arien er præget af adskillige møntmetaforer med den morale, at man får hvad man har fortjent.
4. sats' recitativ skaber kontrast til basrariens to obligate celloer. Nu er det sopran, alt og et lyst continuoakkompagnement, der høres. Recitativet kræver at sopranen skal helt op på et højt H.
5. sats er en duet for sopran og alt. Violin I, II og bratsch spiller imens salmemelodien "Meinen Jesum lass ich nicht". Satsen får derfor karakter af at være en lille koralfantasi med indsatser fra sangstemmerne.
6. sats har voldt en del hovedbrud, selv om der for så vidt ikke er tvivl om at der skal være et salmevers som afslutning på kantaten. I det eneste bevarede partitur står der, at der skal være en "Choral. In simplice stylo". Det vil sige en salme i enkel stil. Derudover er der blot en continuostemme til en salme på tolv takter, i takten 4/4 og i tonearten D-dur. I Salomon Francks "Evangelisches Andachts-Opffer" står teksten "Führ' auch mein Herz und Sinn durch deinen Geist dahin" som afslutning på teksten til denne søndags evangelielæsning. Bach-forskeren Andreas Glöckner har fundet ud af, at continuostemmen passer nøjagtig til en version af salmen "Wo soll ich fliehen hin", der findes i komponisten Christian Friedrich Witts melodisamling. Verset i kantaten er vers 11 i Johann Heermans salmetekst.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 687-690, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162, 164, 166 |
