|
Tid og sted
Fastelavn den 11. februar 1725 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Herr Jesu Christ, wahr’ Mensch und Gott” af Paul Eber (1562). Af salmens otte vers er det første og det ottende brugt uændret til kantatens 1. og 5. sats. Man ved ikke hvem der omarbejdede de øvrige vers til brug for kantatens 2., 3. og 4. sats.
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), trompet, blokfløjte I, II, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor, som allerede inden korets første strofer instrumentalt imponerer med ensemblets vekslen mellem blokfløjter, oboer, strygere og continuo. Dominerende i tematikken er en punkteret hoppende rytme, som Albert Schweitzer rammende har kaldt en højtidelighedsrytme. Herudover hører man allerede fra første takt i violin en præsentation af det lutheranske ”Agnus Dei”, som siden overtages af oboer og derpå blokfløjter. Denne hymne har klar reference til Jesu lidelse og død. Også continuogruppen citerer en salme, nemlig Hans Leo Hasslers åndelige sang for de døende ”Herzlich tut mich verlangen”. Korets indsatser i rækkefølgen tenor, alt, sopran, bas sker efter seksten takters forspil. Her er det Paul Ebers salme til melodi af Claude Goudimel, som klinger i sopranernes cantus firmus med ordene ”Herre Jesus Krist, i sandhed menneske og Gud”. Bemærkelsesværdigt i de få takter inden korets næste indsats er, at blokfløjter, oboer og strygere nu spiller uden continuoets
ellers faste fundament. ”Du, som led pinsel, angst og hån”, klinger næste strofe, der efter sidste tone i sopranens melodi kommenteres imitatorisk af de tre nederste stemmer i koret. På ny følger fire takter med orkestergruppernes højtidelige vekselspil, inden tilføjelsen ”for til sidst at dø på korset for mig”. I den tyske originaltekst slutter frasen med ordet dø (på tysk ”starbst”), der tydeligt illustreres af såvel en lang dyb tone i continuoet, og at diskantgrupperne i orkestret – blokfløjter, oboer og violiner – her spiller i et dybere leje. Dét løftes af et oktavspring i blokfløjterne, som gennem otte takters mellemspil får trukket oboer og violiner med op i det høje til korets næste strofe ”og vandt mig din Faders nåde”. Netop ved ordet ”vandt” (på tysk ”erwarbst”) i sopranstemmens cantus firmus synger alterne samtidig det samme ord, og giver sig ganske kortvarigt den punkteret hoppende højtidelighedsrytme helt i vold. Alternes eskapade er uden sidestykke i andre korstemmer gennem hele satsen, hvor forbeholdes de tre diskantgrupper blokfløjter, oboer og violiner. Netop på dette sted kan den derfor ses som Bachs markante understregning af det troende menneskes (altstemmens typiske rolle) glæde over, at Jesus vandt Faderens nåde for os gennem sin død på korset. Efter en kort instrumentaldel er det da også altstemmens troende menneske, som har den første kanoniske indsats med næste strofe ”jeg beder gennem din bitre lidelse:…”. Efter alt følger tenor og bas inden sopranens cantus firmus. Seks takter for orkestret forløber, inden sidste strofe, der først klinger i sopranens melodi skarpt fulgt af alterne, tenorerne og basserne ”… Du vil være mig synder nådig.” Frem for en helt instrumental afslutning efterfølges nu fire takters instrumentaldel af en gentagelse af teksten fra først basser, derpå alter, så sopraner, der ikke længere er bundet af cantus firmussens stringente krav, og til sidste tenorne hvorpå både kor og orkester sammen afslutter indledningssatsen med en pludseligt optimistisk F-dur-akkord.
2. sats er et kort recitativ for tenor og continuo. Teksten i recitativet ligger forholdsvis tæt på stroferne i Paul Ebers salmes andet og tredje vers. I 1. sats med teksten fra salmens vers ét var jo emnet Kristus’ ofren sig for menneskets skyld. I recitativet beskrives legemets død med billeder lånt fra salmens tekst ”når tungen kun taler gennem sukke” og ”når dette hjerte brister”. Recitativet skaber en forbindelse til arien i 3. sats, der handler om hvordan Jesus tager vare på mennesket i døden. Det tyske ord ”Ruhe” (kan oversættes som ”den evige hvile”) i recitativets sidste strofe synges på tonen as, og gør det desto mere overraskende, at recitativets slutning i takten efter indeholder tonen a i endnu en F-dur-akkord.
3. sats er en arie for sopran, blokfløjter, soloobo, strygere og continuo. Over korte harmonier fra de to blokfløjter og continuocello spiller oboen sin transcendentalt smukke stemme som sjælens rejse fra jordelivet til himmeriget. Selv de otte indledende instrumentale takter er overjordisk længselsfulde, og de er også instrumentationsmæssigt uden sidestykke i Bachs øvrige produktion. Sopransolisten er her repræsentant for menneskets sjæl. Teksten er bygget over fjerde vers i Paul Ebers salme, og ville med sin enkelhed også være brugbar som et værdigt indslag efter jordpåkastelsen ved en begravelse eller en bisættelse. Derfor findes teksten her oversat i en form, der også kan tilgodese metrikken i arien:
”I Jesu hænder hviler sjælen/når jorden dækker denne krop/ak, kald mig snart, I ligfærdsklokker/ i døden går jeg uforfærdet/for Jesus vækker mig på ny.” I et interview i forbindelse med en opførelse af kantaten i St. Gallen i Schweiz har den fortrinlige engelske sopran Julia Doyle givet gode tolkninger af ariens elementer. Hun mener, at akkorderne fra blokfløjter og continuocello kan høres som hjerte-slag fra den døende, mens strygernes pizzicato spiller rollen som de højtonede tyske ”Sterbeglocken” (i fordanskningen ovenfor kaldet ”ligfærdsklokker”). Endelig tilføjer Julia Doyle med et humoristik glimt i øjet, at arien bestemt må høre hjemme på hendes private ”playliste til når den tid kommer”.
4. sats er for bas, trompet, strygere og continuo. Det skaber en mærkbar musikalsk kontrast i forhold til arien i 3. sats. Nu er det genopstandelsen på den yderste dag, hvor dommedagsbasunen skal lyde, der illustreres af trompetens fanfarer og de hurtige figurer i strygere og continuo. Satsens kombination af recitativ og arie dækker indholdsmæssigt tre vers, det femte, sjette og syvende, fra Paul Ebers salme og falder da også i tre dele: Et rastløst recitativ, en arioso med teksten ”Führwahr, führwahr, euch sage ich” (på dansk ”Sandelig, sandelig, siger jeg Jer”), og til sidst en del med trompetfanfarer og forrevne strygerfigurer, der viser menneskets redning fra dødens bånd. Citatet ”Sandelig, sandelig, siger jeg Jer” findes flere steder i evangelierne, da det er en måde, Jesus ofte bruger til at fremhæve pointerne i for eksempel sine lignelser. Nærliggende i sammenhængen her er kap. 1 vers 51 i Johannes-evangeliet: ”Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«” Med tre vers fra den originale salme indarbejdet i bassolistens dramatiske kombination står sidste vers i kantaten til rådighed for den afsluttende koral i
5. sats, hvor sopranstemmen følges af de to blokfløjter oktaven over, to oboer og violin I, alt følges af violin II, bratscher følger tenor og continuobassen korets basstemme, mens orglet spiller akkorderne. Trompeten medvirker kun i 4. sats og skal hverken følge sopranstemmen i 1. sats eller her i koralen. Teksten er en bøn til Gud om at forlade vor skyld, så vi tålmodigt afventer, at vores stund kommer til at sove ind i saligheden.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 285-288, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, pp. 234-237, 330-331, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277, Albert Schweitzer: J. S. Bach, pp. 485, 503, 734 |
