|
Tid og sted
Juledag den 25. december 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Gelobet seist du, Jesu Christ” af Martin Luther (1524). Salmens første og syvende vers er anvendt uændret i kantatens 1. og 6. sats. Man ved ikke hvem der har bearbejdet salmens andet, tredje, fjerde, femte og sjette vers til brug for kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. På dansk finds salmen med same melodi under titlen “Lovet være du, Jesus Krist”
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), horn I, II, pauker, obo I, II, III, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes af et veritabelt festfyrværkeri af instrumenter, som i glædesfyldt forventning om julens budskab lægger ud med en løbetur fra det lave d, op til c septimen over, ned omkring grundtonen g og så endelig op til et fanfareagtigt motiv bestående af tonerne d g g d, h d d h og g h h g. Turen udføres i rækkefølge af obo I, II, III, derpå af violin I, II, bratsch og sidst continuobassen, mens festlige og varme toner i de to horn udstikker tonearten G-durs terts og kvint, mens paukerne markere grundtonen på første slag i hver takt. Man kan umiddelbart undre sig over, at der er brugt horn i stedet for trompeter til denne juledagskantate, men valget af horn har en ganske særlig tekstligt-symbolsk årsag, som vil blive behandet i forbindelse med kantatens 4. sats. De tolv takters orkesterforspil, inden koret føjer sig til, præsenterer tre grupper; hornene med pauke som basinstrument, obogruppe og strygergruppen med continuo. Salmen er den kendte julesalme af Martin Luther ”Lovet være du, Jesus Krist”, og melodien synges af sopranerne, mens alt, tenor og bas har kontrapunktiske stemmer med påmindelser om de glædesfyldte skalaløb, som oboer og strygere indledte satsen med. Dét ritorneltema vender tilbage allerede da sopranstemmen har sat tonen an med ordet ”Krist”. Denne gang begynder løbeturen i violin I, derpå II, så bratsch, inden den i række følges til dørs af obo I, II og sidst III. Inden næste korindsats når hornene at få affyret en fanfare, hvorefter koret fortsætter med ”at du menneske vorden est”. Det følges af et orkesterafsnit med en livlig continuobas, fanfarer i hornene og glædesmotiver i oboer og strygere. Sopranernes strofe ”født af en jomfru ren og skær” akkompagneres af de andre korstemmer i metrisk forkortede imitationer, hvorefter de fastlår ”ren og skær” (i den tyske originaltekst er det ordene ”das ist wahr”, egtl. ”sandelig”). I den derpå følgende orkesterdel veksles mellem glædesmotiver og fanfarer, mens tekststrofen ”gladelig hilst af himens hær” (på tysk ”des freuet sich der Engel Schar”) har givet grundlag for et jublende festfyrværkeri af skalaløb i bas, tenor og alt, mens sopranerne holder fast i melodien. Der er jublen i orkesterstemmerne, hvor strygere og oboer netop markeres ”himlens hær” med skalaløb oppefra det himmelske og ned, paukerne hamrer glædesmotiver mens continuobassen tager to hurtige skalature i rap og hornene supplerer med små fanfarer. Korets slutter med ”Kyrie eleis!” Det betyder egentlig ”Herre, forbarm dig over os”, men er i den danske version af salmen blevet til ”O, Gud ske lov!”. Bønnen synges frit polyfont, men med en toneartsfremmed c-mol akkord til at give bønnen alvor og tyngde. Allerede ved korets første ”e-leis” påbegynder obo I skalaturen fra satsens begyndelse, og denne bevægelse forplanter sig straks til kollegerne i obogruppen, til strygergruppen og til continuobassen. I en vekslen mellem glædemotiver fra strygere og træblæsere og fanfarer i horn og pauker slutter det festlige indledningskor med musikalsk materiale fra satsens begyndelse.
2. sats er et recitativ for sopran og continuo. I løbet af de floromvundne fraser om den højestes herlighed og Guds væsens udtrykte billede synger sopransolisten, som jo er den af de fire stemmer, der kommer nærmest det himmelske, også andet vers fra Luthers salme: ”Du, Gud Faders enbårne Søn/mand i lys men dog Gud i løn/underlig klædt i kød og blod/kom på vor brøst at råde bod.” Vel er det ikke det mest interessante recitativ fra Bachs fjerpen, men alligevel hører det med. Det virker voldsomt, som foreslået af Albert Schweizer i en fodnote: ”Recitativet med koral ’Der Glanz der höchsten Herrlichkeit’ er det ved opførelser af det skønne værk bedst at stryge”!
3. sats er en arie for tenor, continuo og tre oboer. Oboerne var for den første halvdel af 1700-tallet, hvad saxofonen senere kom til at betyde for jazzen, og der er da også rig lejlighed for trioen for at fylde klange ud i den markante otte takters indledning. Også for tenorsolisten er der grobund for at vise stemmepragt i dramatisk skarpt punkterede rytmer kendt fra den franske ouverture; vel er han et lille barn på moderens skød, men det er jo også himmelkongen, vi har for os. Som tenorsolisten synger: ”Gud, for hvem jordens kreds er for lille/han som hverken jord eller himmel kunne rumme/vil nu ligge i en snæver krybbe.” Det er julesalmens tredje vers, der er gendigtet til første del af tenorens smukke og højstemte arie. Derudover synges i en konstrasterende del tekst svarende til salmens fjerde vers om hvordan himlens evige lys nu er kommet til jorden: ”Hvis dette evige lys skinner på os/da vil Gud fremefter/ikke hade disse lysets børn.”
4. sats er et recitativ for bas, strygere og continuo. Basstemmen anvendes af Bach ofte til at repræsentere hverdagsagtige spørgsmål. Her opfordres kristenheden til at berede sig på at modtage Guds søn, næsten som var det forberedelsen af en fest i hjemmet. I recitativets sidste strofe illustreres det så hvordan Guds søn kommer ned fra sin trone for at ”føre os gennem denne jammerdal” (på tysk ”durch dieses Jammer-tal zu führen”). Dét sker med en kromatisk opgang på stavelsen ”jam-”. Umiddelbart kunne man jo have forventet en nedgang, men husk at man gennem jammerdalen bevæger sig opad, så vi kan stå foran hans nådes trone. Netop hans trone, der er nævnt lige inden (på tysk ”vor seinen Thron”), er årsag til, at Bach har valgt hornene som messinginstrument i denne kantate. Der er nemlig en helt fasttømret tendens til at lade hornene symbolisere to ting. I verdslig musik har de typisk en jagtfunktion, som man eksempelvis vil kunne høre i Brandenburgkoncert nr. 1 (BWV 1046) og i kantaten ”Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd! (BWV 208). I kirkemusikken optræder hornene som processionsinstrumenter, når teksten handler om at stå foran hans nådes trone. Det er tilfældet i både ”Erforsche mich, Gott, und erfahre mein Herz” (BWV 136), ”Darzu ist erschienen der Sohn Gottes” (BWV 40), ”Sie werden aus Saba alle kommen” (BWV 65), ”Herr, wie du willt, so schicks mit mir” (BWV 73), ” Wo Gott der Herr nicht bei uns hält” (BWV 178) og i ”Erfreute Zeit im neuen Bunde” (BWV 83), hvor et kort citat fra 3. sats lyder ”vor den Gnadenstuhl zu treten” (på dansk ”at træde frem for nådens trone”). Valget af horn har en ganske særlig tekstligt-symbolsk årsag, som Bach også brugte ti år senere i nytårskantaten fra ”Juleoratoriet (BWV 248), hvor indledningskoret har teksten: ”Fald med tak, fald med lovprisning, foran den højestes nådes trone” (på tysk ”Fallt mit Danken, fallt mit Loben, vor des höchstes Gnaden Thron”).
5. sats er en duetarie for sopran, alt og continuo. Desuden medvirker alle violiner unisont (samlet på én stemme), og det er netop dem, der indleder satsen med et tema, der kan lyde som en spids udgave af visse passager fra Beethovens ”Skæbnesymfoni”. Teksten er sjette vers fra Luthers julesalme, og det helt centrale begreb i forbindelse med gendigtningen ti brug i kantatens duetarie har været den fattigdom, som Jesus lod sig føde til. I ”Juleoratoriet” (BWV 248) skulle Bach i 1734 lade en sopran synge netop dette vers sammn med basrecitativet i 7. sats af oratoriets del to ”Und es waren Hirten in derselben Gegend”. I den smukke duet mellem det troende menneske og sjælen lyder teksten: ”Den fattigdom, som Gud har iført sig/har sikret os evig frelse/en overflod af himmelskatte/Hans menneskelige natur gør Jer/englenes herlighed lig/og giver Jer plads i englenes kor.”
6. sats er det afsluttende koralvers, hvor salmens vers syv s. I den danske oversættelse lyder verset: ”Konning er du blandt konger bedst/ånders konge blev støvets gæst/fører os op fra skyggedal/hjem til sin lyse kongesal/O, Gud ske lov!” Sopranstemmen er forstærket af de tre oboer og violin I, alt af violin II og tenor af bratsch. Continuogruppen tager udgangspunkt i korbassernes stemme, og de tre horn og pauken begiver sig efterhånden ud i festlige markeringer af slutstroferne.
I øvrigt skulle Bach ti år senere bruge dette salmevers i ”Juleoratoriet”s tredje del, hvor det udgør som 5. sats i kantaten ”Herrscher des Himmels, erhöre das Lallen” (BWV 248, III).
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 122-126, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven plate 16, p. 211, p. 326, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276, Albert Schweizer: J. S. Bach, p. 725 |
