|
Tid og sted
Toogtyvende søndag efter Trinitatis den 24. oktober 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Hoseas' Bog kap. 11 vers 8, salmevers af Johann Heermann (1630), ukendt
Besætning
Sopran, alt, bas, kor (SATB), zink, obo, I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for bas og det samlede orkester. Grundstemningerne i arien er vrede, ængstelse og tvivl. De skildres af continuobas, oboer og violiner. Continuobassen spiller et vredestema bestående af hurtige noder. Violinerne har et tvivlende, opadgående motiv, som besvares af oboernes sukkende bevægelser nedad. Solisten synger det tvivlende opadgående motiv med tekst fra Hoseas' Bog kap. 11 vers 8: "Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim? Skulle jeg opgive dig, Israel? Skulle jeg prisgive dig som Adma? Skulle jeg gøre dig som Sebojim?". Hoseas Bog handler om en old-israelitisk stamme i moralsk, politisk og religiøs opløsning. Spørgsmålene kan i overført betydning ses som stillet til de troende, der har vendt sig fra kristenhedens vej, men som kan blive frelst gennem omvendelse til Gud. "Efraim" er som person, en af Josefs sønner, men navnet betegner ligeledes den stamme og den del af landet, som Efraim blev leder for. "Adma" og "Sebojim" var byer i Jordan-dalen, som i Første Mosebog kapitel 19 blev ødelagt samtidig Sodoma og Gomorra, mens kun byen Soar blev skånet. At udslettelse ikke falder Gud let, fremgår af de følgende strofer: "Mit hjerte vender sig, medfølelsen vælder op i mig." Akkompagnementet i denne del er ændret: Vreden murrer stadig i continuobassen, men nu er det oboerne, som spiller de spørgende tonegange. Tilsvarende har strygerne overtaget oboernes sukkende figurer. Ændringen er dog kun kortvarig og snart vendes tilbage til den oprindelige fordeling da det instrumenantale forspil gentages. Guds tvivl om synden ikke er for omfattende til, at frelse er mulig, præger satsens afslutning.
2. sats er et recitativ for alt og continuo med teksten: "Ja, sandelig skulle Gud tale et ord om dom og hævne hans fjenders spotten af hans navn. Usammentællelig er regningen for dine synder, og selv hvis Gud havde overbærenhed, forkaster dit fjendtlige gemyt hans tilbud om godhed og pålægger din næste skylden; derfor må vreden antændes."
3. sats fortsætter med alten som solist i en arie, som også har en vigtig rolle til en vred continuocello. Den har en indledning med et udtryksfuldt tema, der senere overtages af alten. Teksten giver svaret på hvad der er den eneste sande sanktion mod de synder, vi fik opregnet i recitativet i 2. sats: "En ubarmhjertig rettergang vil med vished overgå dig." Altens næste strofer synges over hurtige trioler: "Hævnen begynder med dem, som ikke selv har handlet barmhjertigt og tilintetgør dem ligesom Sodoma." Udover at være en opsang til en menighed, som ikke følger Guds bud, er teksten i 2. og 3. sats inpireret af dagens tekst. Den er fra Matthæus-evangeliet kap. 18 vers 23 - 35, hvor Jesus fortæller lignelsen om en gældbunden tjener. Continuocelloen får det sidste ord, og der er noteret et tydeligt forte i noderne så også de sidste takter får udtrykt hævnmotivet, som er satsens omdrejningspunkt.
4. sats er et recitativ for sopran og continuo. I en anderledes blid tone bekendtgør solisten sit ønske om at lægge vrede, kiv og splid bag sig og berede hjertet på at tilgive næsten, selv om man må stå foran Gud i al sin syndighed. "Men Jesu blod nulstiller denne regning, når jeg i troen vender mig til ham, al retfærds grundlag.”
5. sats er i næsten enhver forstand den absolutte modpol til altens hævnarie i 3. sats. Ikke blot er den lyse sopranstemme akkompagneret af en dansende obo. Der er også en aristokratisk kammermusikalsk enkelhed over satsens sangbare melodi. Det får skabt en mærkbar kontrast inden for den meget korte kantates rammer. Som sådan kunne der være tale om en kærlighedsduet fra et syngespil, men det skal dog erindres, at arien på Bachs tid blev sunget af en drenge- eller mandssopranstemme, og ikke af en kvinde. Teksten lyder: "Retfærdige Gud, ak, dømmer du mig? Da skal jeg for sjælens frelse tælle dråberne af Jesu blod. Ak, tilskriv summen på min konto! Ja, da ingen kan udgrunde dem, skjuler de min skyld og mine synder." Som det fremgår af teksten og af det forhold, at 3. satsens hævnmotiver kun ligger et par minutter tilbage i lytningen, rummer denne kantate et hurtigt skift fra synd og rettergang til frelse gennem Jesu blod.
6. sats er det syvende vers fra Johann Heermanns salme fra 1630 "Wo soll ich fliehen hin" (på dansk "Hvor skal jeg søge tilflugt") med den melodi, som vi her til lands kender fra "Fryd dig du Kristi brud". Salmen er arrangeret i enkel firestemmig stil med hornet, oboerne og violin I på sopranstemmen, violin II på alten, bratsch på tenoren. Basserne følges af continuogruppen.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 677-680, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 270, 271 |
