|
|
Cantata BWV 45
Es ist dir gesagt, Mensch, was gut ist
Dansk kommentar [Danish Commentary] |
|
Tid og sted
Ottende søndag efter Trinitatis den 11. august 1726 i Leipzig.
Tekstforfattere
Mikas Bog kap. 6 vers 8 (1. sats), Matthæus-evangeliet kap. 7 vers 22-23 (4. sats), salmevers fra 1630 af Johann Heermann (7. sats), ukendt (2., 3., 5. og 6. sats). Man mener at tekst til 2., 3., 5. og 6. sats stammer fra slottet Elisabethenburg i Sachsen-Meiningen hvor Bachs fætter, Johann Ludwig Bach, fra 1711–1731 var violinist og hofkapelmester. Ved hoffet i Sachsen-Meiningen brugtes kantatetekster med to skriftsteder - ét skriftsted fra Det Gamle Testamente og ét skriftsted fra Det Nye Testamente.
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), tværfløjte I, II, obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor har et længere orkesterforspil for fire stemmer. Den første består af tværfløjte I, obo d’amore I og violin I, den anden af tværfløjte II, obo d’amore II og violin II, den tredje af kun bratsch, og den fjerde af continuobassen, mens gruppens akkordinstrument udfylder becifringer. Der er energi og optimistisk fremdrift i temaet og rytmiske forskydninger i form af overbundne synkoper. I denne indledende sinfonia høres de unisone stemmer for violiner og træblæsere som en helhed af klang. Korets indsatser i rækkefølgen bas, sopran, alt, tenor høres et lille minuts tid inde i satsen med tekst fra Mikas Bog kap. 6 vers 8, der synges tre gange: ”Det er dig fortalt – det er dig fortalt – det er dig fortalt.” Ved anden indsats, hvor samme tekst gentages tre gang, er indsatserne i rækkefølgen bas, tenor, alt sopran, og endelig, ved sidste gentagelse af denne tekstbid, der også her synges tre gange, er det rækkefølgen tenor, bas, sopran, alt man hører. Hermed rummer disse tre gange tre tekstbidder i stadig nye rækkefølger i sig selv en hyldest til treeningheden, Trinitatis, Gud, Søn og Helligånd. Først efter disse korets ”bedeslag” sætter sopranstemmen gang i en fuga med mere tekst: ”Det er dig fortalt, menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig.” Ordet ”kræver” (tysk ”fordert”) er delt ud over en lang melisme. Herefter sætter alt ind, siden tenor, og sidst bas. I halen på fugaen høres så seks takters instrumentalt mellemspil, hvor korsangerne må trække vejret i bund inden de samles på ”nemlig,” (så én takts pause) ”nemlig, hold Guds ord, handl kærligt, og vær ydmyg foran Guds åsyn”. Et markant ord i denne strofe er ”hold” (på tysk ”halten”), som synges på en lang tone over to takter. Orkestret fylder ud i en elleve takters passage, inden korets basser påbegynder en gentagelse af: ”Det er dig fortalt” fulgt af tenor, alt og sopran med de tre gange tre ”bedeslag”. Også nu tager sopraner fat på fugaen ”Det er dig fortalt, menneske, hvad der er godt, og hvad Herre kræver af dig”, men allerede ved det, der lyder som en for tidlig indsats fra alterne, hører man, at dette ikke bliver en gentagelse af fugaen, men en omarbejdet og forkortet version af den, hvor heller ikke tenor og bas får lov at brede sig ud som tidligere i satsen. Snart er vi tilbage ved det retoriske kneb for at fange opmærksomheden: ”nemlig” og derpå lyder de tre påbud ”hold Guds ord, handl kærligt, og vær ydmyg foran Guds åsyn.” Påbudene gentages frem til satsens afslutning hvor både kor og de ledsagende orkesterstemmer høres.
Et særligt forhold i kantaten er Bachs betegnelse af tværfløjterne på forsiden af omslaget til partituret:
|
|
|
|
Forsiden til ”Es ist dir gesagt, Mensch, was gut ist”
(BWV 45) omtales i forbindelse med arien i 5. sats.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo. Allerede i først takt høres det sigende interval stor sekst opad fra h til gis1 på ordene ”den højeste” (på tysk ”Der Höchste”). Den syllabiske tekst i recittativet slår det fast, koret sang i 1. sats og tilføjer at den højeste har givet sit ord som rettesnor for mennesker.
3. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. ”Jeg véd, Guds retfærdighed/er det, som kan hjælpe mig/når han fra mig som sin gårdskarl/kræver regnskab, der er klart.” Strygerne violin I, II og bratsch og continuogruppen sætter i menuetform revisorpåtegning på tenorens henvisning til søndagens tekst fra Matthæus-evangeliets kap. 7 vers 15-23 om Jesus’ advarsel mod falske profeter i Bjergprædikenen. Arien er ikke en dacapoarie, men har et kontrasterende B-stykke med teksten: ”Sjæl, betænk nu blot din redning/løn gi’s efter lydighed/kval og hån/truer hvis du ej det véd!” Bemærk hvor smukt ordet ”lydighed” (på tysk ”Gehorsam”) synges over en opadgående melisme, mens ”kval” og ”hån” (på tysk ”Qual” og ”Hohn”) første gang synges på en tonegentagelse inde i en flad, formindket akkord (h dim) og derpå synges over en formindsket akkord opad gennem en forstørret kvart, det vil sige en tritonus. Desuden må solisten kort efter synge lange, krævende melismer på ordet ”drohet” (på dansk ”truer”).
Satsens sidste fireogtyve takter leveres af orkestret, og dermed afrundes denne kantates første afdeling.
4. sats er en arioso for bas, strygere og continuo. Ligesom tre forudgående kantater med tekstforlæg fra fyrstehoffet Sachsen-Meiningen ("Brich dem Hungrigen dein Brot" (BWV 39), "Siehe, ich will viel Fischer aussenden" (BWV 88) og "Es wartet alles auf dich" (BWV 187)) udgør 4. sats med et skriftsted kantatens centrale sats, og her med den samme symmetriske fordeling som illustrationen på side 382. Faktisk er ariosoen her snarere end arie, komplet med strygerkaskader og et virtuost, operagtigt parti for en bassanger med styr på det høje e1, der typisk anses for bassangeres højeste tone. E’et kommer på ordet ”herre” i arisoens tekst Bjergprædikenen i Matthæusevangliets kapitel 7 vers 22-23): ”Mange vil den dag sige til mig: Herre! Herre! Herre!” Derpå følger evangeligteksten ”Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn?” Denne første del gentages, men nu i E-dur, en dominanttoneart til ariens hovedtoneart A-dur. Efter gentagelse tier strygerne en stund og overlader solist og continuogruppe scenen i det, der kan lyse som en da capo aries kontrasterende B-stykke til tekst: ”Da vil jeg sige til dem, som det er, at jeg har aldrig kendt jer, vig bort, alle som begår lovbrud!” Frem for en gentagelse forfra, gentages nu ” Da vil jeg sige til dem, som det er, at jeg har aldrig kendt jer, vig bort, alle som begår lovbrud!” i noget, der kan anses for ariosoens C-stykke præget af virtuose melismer over ordene ”vig” og ”alle” (på tysk ”weichet” og ”alle”). Således slutter en virtuos arioso, som mange ved en gennemlytning uden for kantatens kontekst ville tro var en arie af G. F. Handel.
5. sats er en arie for alt, continuo og obligat tværfløjte. ”Enhver der af hjertets grund/bekender sig til Gud/ham vil Gud også anerkende/men han må evigt brænde/som blot engang med munden/kalder ham Herre.” Det troende mennekse i altens skikkelse gentager advarslen mod falske profeter, men får også plads til den troendes angst for evig pinsel, hvis troen kun udtrykkes med mund og ikke fra hjerte. Tværfløjtens rolle i arien må ses ud fra den meget specielle instrumentbetegnelse, Bach valgte på forsiden af det stemmeomslag, der ses på side 391. Traversieri er en fransk form med en italiensk endelse, og den måde at betegne tværfløjter, anvendte Bach udelukkende, når de skulle symbolisere, at Kristus tog verdens synd på sig, men dog selv var uden synd og derfor kan være vor ypperstepræst, som på vores vegne står foran Guds dommersæde. Denne tolkning er fremsat af Ludvig Prautzsch på side 36 i Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs. Formen traversieri for tværfløjterne havde på dette tidspunkt kun fortilfælde i pinsekantaten ”Erhöhtes Fleisch und Blut” (BWV 173) fra 1724, hvor en tværfløjteakkompagneret duetarie for sopran og bas 4. sats netop citerer Johannesevan-geliets kap. 3 vers 16 ”For således elskede Gud (…) at han giver os sin søn (…) vi nyder nådens gaver”. Siden skulle traversieri først dukke op igen i juleoratoriekantaten ”Herrsdes Himmels” (BWV 248/III) fra julen 1734 og i himmelfartskantaten ”Lobet Gott in seinen Reichen” (BWV 11) fra 1735.
6. sats er et kort recitativ for alt og continuo: ”Derfor skal hjerte og mund selv være mine dommere/ og Gud vil give mig løn efter mit sind/rammer min opførsel ikke hans bud/hvem vil da hele sjælens skader/hvorfor hindrer jeg mig selv/Herrens vilje må ske/mens hans bistand er også sikret/sådan at han kan se sit værk opfyldt gennem mig.” Det er et helt syllabisk recitativ fra et rettroende menneske.
7. sats er kantatens afsluttende koralvers med andet vers fra Johann Heermanns salme fra 1630 ”O, Gud, du gode Gud” (på tysk ”O Gott, du frommer Gott”). Sopranerne er forstærket af træblæserne tværfløjte I, II, obo d’amore I, II og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch, og continugruppen følger dels bassstemmen, og spiller becifringer i overenstemmelse med øvrige stemmernes bevægelse: ”Giv, at jeg nu med flid/må gøre hvad der kræves/og dertil på dit bud/vel i min stand mig fører/giv at jeg gør det snart/til den tid hvor jeg må/og når jeg gør det giv/at jeg geråder vel!” Melodi af Ahasverus Fritsch.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 516-519, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 282, John Eliot Gardiner: Teksthæftet til Soli Deo Gloria 147 p. 11 |
| |
|
Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English) |
|
|
