|
Tid og sted
Trettende søndag efter Trinitatis den 3. september 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Allein zu dir, Herr Jesus Christ” af Konrad Hubert (1544). Salmens vers ét og fire er brugt til kantatens 1. og 6. sats, mens en ukendt tekstbearbejder med inspiration fra salmen har skrevet teksten til 2., 3., 4. og 5. sats. På dansk findes teksten i en dansk oversættelse i salmen ”Til dig alene, Herre Krist”.
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er indledningskoret for kor og orkester. Med kun én takts forskydning introduceres temaet først i obo I, derpå i obo II, så i violin I og derefter i violin II. Det er et energisk sekstendedelstema, som trods tonearten a-mol, er fuldt af liv i et solrigt forløb, der takten efter er lagt ned i continuobasstemmen. Med denne energi lige fra begyndelsen føres stemmerne fra oboer og strygere videre i et fornemt vævet tæppe af synkoperede mønstre gennem de tyve takters orkesterforspil. Som vanligt, bortset fra Bachs fire første koralkantater, hvor alle korets stemmer på skift var melodiførende, er salmemelodien (Wittenberg 1541) placeret i sopran, der synger en tekst, som i Hans Thomissøns og Frederik Hammerichs gendigtninger lyder: ”Til dig alene, Herre Krist”. Melodien er tilpasset taktarten 3/4 og afrundes med en koket trille. I korets indsatser gentager Bach de forskudte indsatser fra orkesterstemmerne i satsens første fire takter. Efter et orkesterafsnit følges salmens anden strofe ”står alt mit håb på jorden”, men nu sunget af korets fire stemmer samtidig i mere enkel koralstil. Nu følger en ny orkesterdel af samme rundt regnet samme varighed som den indledende del. Den efterfølges af korets næste strofe: ”Jeg véd, du er min trøster vist”, der efter en ny orkesterdel følges af ”du er min frelser vorden”. En strofe, der har et noget andet indhold i Konrad Huberts originaltekst, hvor en ordret oversættelse ville lyde ”der er ingen anden trøst for mig”. En ny fornemmelse indfinder sig, for det er som om korets stemmer og de ledsagende instrumenter nu intensiverer og inderliggør deres udtryk på ordene ”fra verdens første tid ej kom”. Kun sopraner synger i lange nodeværdier, mens de andre stemmer er mere bevægeligt kommenterende. En orkesterdel følger, og derpå fortsætter koret, nu i enkel firestemmig stil med strofen ”et menneske på jord så from”. Efter en orkesterdel klinger koret på ny i enkel firestemmig stil: ”der i min nød kan hjælpe mig”. Efter otte takter kommer salmens korteste strofe, den bønfaldende ”Jeg råber til dig”. Den uro og forvirring, der herskede i takterne inden anråbelsen, er nu væk som når skyerne trækker bort og lader solens lys skinne. Satsen er kortvarigt moduleret til a-mols paralleltoneart C-dur, og den otte takters orkesterdel, der følger nu, er den eneste i satsen, hvor de lyse klange hersker. Allerede i den efterfølgende korstrofe vendes tilbage til mol, mens koret synger: ”til hvem jeg sætter min lid”, som i gendigtningen er blevet til ”mit hjerte tør fortrøste sig.” Frem for en tilbagevenden til det indledende orkesterforspil, nu hvor korets rolle i koralfantasien er udspillet, foretager musikken i den afsluttende del snarere end opbremsning, hvor oboer og strygere har fundet mere fælles fodslag og nu følges ad i rytmer, der kun modsvares af continuobassens anderledes stemme og sørger for at der også er aktivitet på taktens treslag, hvor de øvrige stemmer har en synkope.
2. sats er et recitativ for bas og continuo. Da Konrad Huberts salme kun har fire vers, men kantaten er landet på seks satser, har der måttet strækkes tekst, sådan at salmens vers to er delt ud på 2. og 3. sats, mens salmens vers tre danner grundlag for indholdet i 4. og 5. sats. Teksten i recitativet er om Jesus som den strenge dommer hvis spørgsmål det menneske, som er plaget af synd, end ikke kan besvare ét ud af tusind af. De sidste tonestrømme fra bassangeren er på ordet glæde (på tysk ”Freude”), som den glæde, mennesket føler ved et tilgivelsens ord fra Jesus.
3. sats er en arie for alt, strygere og continuo. Som et sindbillede på det syndefulde menneskes tvivl er der allerede vaklen at spore i det i øvrigt meget smukke tema, som spilles af førsteviolinerne, mens de øvrige strygere og continuogruppen akkompagnerer i stille pizzicatotoner. Arien, som er en af Bachs skønneste altarier overhovedet, har mange fællestræk med sopranarien i den 3. sats i kantaten ”Herr, gehe nicht ins Gericht mit deinem Knecht!” (BWV 105) til den 25. juli 1723. Også dér var der tale om en manglende sjælelig forankring. Teksten i denne altarie lyder: ”Hvor frygtsomt vaklede mine skridt, men Jesus hører dog min bøn og forkynder sin Fader for mig. Syndens laster trykkede mig ned, men Jesus’ trøsteord hjalp mig på ny, således har han gjort nok for mig.” Der er tid til at nyde den flydende evighedsfornemmelse i arien, der normalt i sig selv udgør op mod det halve af hele kantatens samlede spilletid. I øvrigt er der her tale om en da capo arie – en formtype, som ikke høres så ofte i Bachs koralkantater fra årene 1724-1725.
4. sats er et recitativ for tenor og continuo. Indholdsmæssigt er der ikke langt fra basrecitativet i 2. sats til dette recitativ, der også handler om at være tro mod Guds lov og frygten for fortabelse, hvis man ikke er. Der er et par illustrative detaljer i løbet af satser, der tekstligt bygger på materiale fra tredje vers i Konrad Huberts originalsalme: Allerede de første toners henvendelse ”Min Gud” sker naturligvis i det høje leje fra e til a, og da sangeren lidt senere beder om, trods stadige overtrædelser af Guds bud, ikke at blive forjaget fra hans åsyn, er Guds åsyn også i det høje. Det tyske ord ”Angesicht” oppe på samme høje toner – nu fra gis til a. Kort efter samvittighedsstrid må berøve os den sande tro. Netop ordet ”berøve” (på tysk ”berauben”) høres tydeligt, da der her tonalt sker et skred fra en H-dur-akkord til c-mol med Bb i bassen. En effektfuld understregning af ordet ”berøve”!
5. sats er en duetarie for tenor, bas, continuo og to obligate oboer. De første par takter er en tro kopi af Bachs egen triodel i den fjerde sats af hans Brandenburgkoncert nr. 1, blot med den detalje, at triodelen i koncerten fra 1721 er i d-mol og denne sats er i e-mol. Det var naturligvis helt i orden at citere sig selv, og faktisk blev det i en tid før ophavsretten endog anset for ærefuldt for komponister, når andre lånte lidt af deres fine melodier. Efter seksten takters forspil for oboer og continuo synger tenor og bas samme tema som oboerne lagde ud med. I satsens tredelte menuetrytme fremføres sangerne bønnen: ”Gud, du hvis navn er kærlighed, optænd min ånd, lad frem for alt min kærlighed til bæres op til dig!” Sangernes strofer veksler med instrumentale indslag båret af de to oboers imiterende duet. De følgende strofer lyder: ”Giv at jeg af ren af egen drift må elske min næste som mig selv, og forstyrrer fjender min to, da send du mig din hjælp!” Også Konrad Huberts originaltekst har bønnen i tredje vers: ”Giv mig af din barmhjertighed/
en kristen tro til ende/at jeg dit samfunds søde fred/ret inderlig må kende/og over alting elske dig/min næste ligervis som mig!/Stat du mig bi, når jeg far' hen/din hjælp mig send/og Djævlens list så fra mig vend!”
6. sats er kantatens afsluttende koral med fjerde vers fra Konrad Huberts salme: ”Gud Fader evig lovet vær/som os alt godt mon give/og Jesus Krist, vor broder kær/for han hos os vil blive/og ligeså den Helligånd/som er vor trøst og hjælper sand/så Gud vi tjene her med fred/til dag går ned/og hisset i al evighed.” Satsen er i enkel firestemmig stil. Sopran følges af obo I og violin I, alt af obo II og violin II. Med tenor er bratsch, og continuogruppen tager udgangspunkt i bassernes stemme.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 571-575, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
