|
Tid og sted
Fastelavns søndag den 7. februar 1723 i Leipzig
Tekstforfattere
Salmevers fra det tyske "Agnus dei" (1525), ukendt
Besætning
Sopran, alt, tenor, kor (SATB), obo d'amore I, II, zink, basun I, II, III, violin I, II, bratsch, cello, continuo
1. sats indledes af de to oboer d'amore, som spiller et tema, der både danner indledning til denne kantate, men for så vidt også skulle minde tilhørerne om konteksten fra den kantate, "Jesus nahm zu sich die zwölfe" (BWV 22), som var blevet opført inden præstens prædiken. Udviklingen i dén kantate handlede om, at vi lige som disciplene alle står undrende over for Jesu ord: "Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes!". I løbet af kantaten lod menneskeheden sig frejdigt lede med mod Jerusalem og opfyldelsen af profetierne. Det kan være i det lys man skal se det faktum, at Bach i "Du wahrer Gott und Davids Sohn" har tilføjet en andenobo, som nu "går sammen med" den obo, der ellers fremstod solistisk i "Jesus nahm zu sich die zwölfe". Vel er der ikke tekst på det tema, som de to oboer d'amore spiller, men prøv at synge ordene "Jeg går med dig til Jerusalem" så er situationen skitseret. Evangelieteksten til "Du wahrer Gott und Davids Sohn" tager sit udgangspunkt i en tilskikkelse på Jesus’ og disciplines rejse mod Jerusalem: Helbredelsen af en blind mand ved Jeriko (Lukas-evangeliets kap. 18 vers 35-43). Efter indledningen med de to oboer d'amore, der altså her har de første af utallige smukke obo d'amore-stemmer i Bachs kantater fra Leipzig, synges arien af sopran og alt. Det er en indadvendt og alvorlig duetarie af stor skønhed. Den skifter mellem passager med de to sangere og de to oboer d'amore, mens continuoet skaber det faste fundament på vandringen mod Jerusalem.
2. sats er et recitativ, hvor tenorsangeren akkompagneres af både oboer d'amore, strygere og continuo. "Ak, gå ikke forbi, du alle menneskers frelser". Teksten refererer ligesom den forudgående arie til Jesu mirakuløse helbredelser, og fortsætter senere "Jeg ser dig på disse veje hvorpå man ville lade mig ligge, endog i min blindhed. Jeg tager mod til mig og slipper dig ikke uden din velsignelse." Lytter man her i recitativet efter den øverste stemme i instrumenternes ledsagelse, der spilles af oboer d'amore og førsteviolin, vil man fornemme en salmes enkle tonegange. Det er da også de første strofer af "Kristus, du Guds lam", som er en salme, vi skal komme til at høre mere til i kantatens 4. sats.
3. sats er en korsats, hvor det samlede kor i visse passager tier og lader en tenor og en bas synge lange passager solistisk. Denne vekslen mellem sang med og uden de såkaldte ripienisten (fra det italienske ord "ripieno", der betyder "fyld") har vi også tidligere hørt i Bachs kantater. Det skaber interessante klanglige variationer at veksle mellem to solistiske stemmer og det fulde kor. Satsen begynder med otte takters forspil fra oboer d'amore, strygere og continuo. Albert Schweitzer skrev, at denne sats' tema kan lyde som en menneskemasse, der urytmisk vælder forbi. Urytmisk er derimod ikke Bachs raffinerede placering af teksten så ingen stavelser falder ved siden af det talte sprogs naturlige rytme. Teksten "Alle øjne venter, Herre, du almægtige Gud, på dig, og særligt mine egne" har krævet et par overvejelser at få til at passe, men bemærk hvordan Bach har løst opgaven forbilledligt, når sopranerne synger "du almægtige Gud, på dig" (på tysk "du allmächtger Gott, auf dich"). Skulle man finde et enkelt kritikpunkt i den ellers så fortræffelige sats, kunne det måske være selve teksten, hvor man får en usubtil reference til helbredelsen af den blinde i Jeriko gennem strofen "alle øjne venter på dig". En enkelt lille papudskæring, som kunne forstås af enhver februarfrysende kirkegænger i Leipzigs Thomaskirke, skal dog være tilgivet den ukendte tekstforfatter, som ellers både i denne kantate og i den forudgående "Jesus nahm zu sich die zwölfe" (BWV 22) formåede at udtrykke evanglieteksten i fine, koncise billeder.
4. sats har snarere karakter af, at noget nyt begynder end at den skulle være tænkt som en afslutningssats. Løsrevet fra sammenhængen ville man umiddelbart gætte på, at de første fire takters langsomme indledning med de to oboer d'amore ført solistisk over korte harmonier i strygere og continuo var en indledende sinfonia til en kantate. Også efter at koret sætter ind med salmen "Kristus, du Guds lam" (på tysk "Christe, du Lamm Gottes), fortsætter den højtidelige atmosfære. Fortsættelsen af teksten "Du, som bærer alverdens synder, forbarm dig over vore" pointeres efter korets sidste ord "unser" (det tyske ord for "vore") af andenobo d'amore, som spiller den triste, nedadgående tetrachord. Denne tonegangs musikhistoriske betydning findes beskrevet nærmere i teksten om 2. satsen fra kantaten "Weinen, klagen sorgen, zagen" (BWV 12). Efter et par minutters højtidelig indledning skifter satsen karakter og i hurtigere tempo høres nu salmen, der på dansk kendes fra "O Guds lam uskyldig" som cantus firmus i sopraner og zink. De øvrige korstemmer fulgt af basun I, II og III føres selvstændigt i forhold til melodien, men de tre stemmer indleder og afslutter deres variationer i nær tilknytning til sopranernes strofer, hvilket giver plads til instrumantale mellemspil, hvor de to oboer d'amore høres solistisk. Andenviolinerne følger altstemmen og bratscherne tenoren, mens førsteviolin spiller salmemelodien, dog forskudt som kanon i forhold til sopran og zink. Efter udråbet "amen" i alle stemmerne afsluttes satsen på en dur-akkord.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 278-282, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 221-222, 244 |
