|
Tid og sted
Fastelavns søndag den 7. februar 1723 i Leipzig. Den brugtes også til fastelavn den 20. februar 1724.
Tekstforfattere
Ukendt, salmevers af Elisabeth Creutziger (1524)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), obo, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats kan i begyndelsen lyde som en instrumentalsats for obo, strygere og continuo, men er en arioso, det vil sige nærmest et recitativ, der nærmer sig ariens udtryksfylde. Efter seks takter reciterer tenoren, der her har funktionen som evangelist, tekst fra Lukas-evangeliet kap. 18 vers 31: "Han tog de tolv til side og sagde til dem:" Herefter har bassen rollen som Jesus: "Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes". Efter et kort instrumetalt afsnit gentager Jesus replikken som en understregning af evagelietekstens oplysning i vers 34 "men de fattede ikke noget af dette og de forstod ikke hvad der blev sagt". Den belgiske violinist, dirigent og pioner inden for opførelser med barokinstrumenter Sigiswald Kuijken har i forbindelse med en opførelse af kantaten påpeget, at netop disciplenes manglende forståelse af Jesu' ord, er hele værkets kontekst. Disciplenes forvirring bliver nu illustreret i et korafsnit, hvor stemmerne på skift synger teksten fra vers 34. Undertiden ser man opførelser, hvor sangerne i rækkefølgen sopraner, alter, tenorer og basser rejser sig kort før deres indsats i denne fugadel. Det er dog ikke meningen, at koret skal agere disciplenes stemmer; det er evangelistens ord, som koret synger. Dramatiske afsnit i Bachs "Johannespassion" og "Matthæuspassion", hvor koret fik roller som disciple og kommer med ytringer fra enkeltstemmer i folkemængden, lå endnu noget ude i den fremtidige produktion. Men det er et illustrativt korafsnit, hvor blandt andet placeringen af ordene "hvad" og "der" (på tysk "was" og "das") på de ubetonede slag i takten giver en følelse af forvirring, som evangeliet beretter, at disciplene også havde: "Hvad er det, Jesus mener med, at det som står skrevet, skal blive opfyldt i Jerusalem?"
Det er som om forvirringen har bredt sig helt ind i orkestrets rækker, for i den afsluttende korte instrumentaldel fortsætter obo og strygere med de små hik "hvad", indtil de til sidst finder sammen og først falder til ro på de sidste akkorder.
2. sats er en altarie, som sættes an af continuo og obo. Det er fra positionen som det redebonne, troende menneske, at alten synger sin arie: "Min Jesus, tag mig med, jeg er rede, jeg vil herfra og drage til Jerusalem og til din lidelse. Det er godt for mig, hvis jeg forstår vigtigheden af denne tids lidelse og død som værende min trøst!". Arien kan virke som en forløber for "Von den Stricken meiner Sünden" (på dansk "Fra mine synders snare"), som alten fik i 7. sats af "Johannespassionen". Det værk skulle Bach komme til at komponere godt et års tid senere i det tidlige forår 1724.
3. sats er et recitativ for bas, der akkompagneres af strygere og continuo. Bassen synger de samme fire indledningsord som alten i 2. sats, men med en anden fortsættelse: "Min Jesus, tag mig med, så vil jeg løbe." Recitativet handler om disciplenes vanskelighed ved at fatte den lidelse, som Jesus har foran sig, og som de ikke lige så villigt vil tage del i som de tog del forklarelsen på bjerget Tabor. Ordet "løbe" (på tysk "laufen") udføres på en hurtig, bevægelig melisme. Senere synger bassen ordene "Golgata derimod" (på tysk "hingegen Golgata") med en krast klingende disharmoni på "Golgata". Denne musikalske fremstilling af korsfæstelsesbjerget med en disharmoni skulle senere komme igen flere gang i både "Johannespassionen" og "Matthæuspassionen". Teksten beretter videre, at Golgata og Jesu fornedrelse på denne høj, var noget, som ingen ville se i øjnene. Bassen fortsætter med ønsket om at syndigheden i overført betydning må blive korsfæstet. "Så kan jeg forstå hvad Jesus mener, og drage til Jerusalem med tusindfold glæde". Dermed slutter recitativet med et optimistisk glædesmotiv fra bassen, som overtages af violinerne i en lille musikalsk forberedelse af de toneranker, som førsteviolinerne skal udsmykke den næste sats med.
4. sats er en ubeymret arie med schwung for tenoren. I førsteviolinernes ind i mellem galloperende tonestrømme kan man næsten høre, hvor travlt denne enkeltperson har med frejdigt at følge Kristus på vejen mod Jerusalem og Golgata: "Min eneste ene. Mit evige god', forandr' mit hjerte, forbedr' mit mod" synges der i den meget melodiøse arie. Det er en dejlig arie for solisten at synge, men også førsteviolin har fået en fin stemme.
5. sats er den afsluttende koral med tekst fra femte vers af Elisabeth Creutzigers "Herr Christ, der einig Gottes Sohn". Satsen indledes med hurtige strømmende figurer fra obo og førsteviolin inden koret sætter ind. Satsen ud skiftes mellem korets strofer og korte instrumentale afsnit med obo og førsteviolien i hovedrollerne.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 282-285, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 221-222, 244 |
