|
Tid og sted
Ukendt tidspunkt, men muligvis Mariæ renselsesdag den 2. februar 1742, og formentlig i Leipzig
Tekst
Ukendt tekstforfatters parafrase over Simeons Lovsang i Lukas-evangeliet kap. 2 vers 29-32
Besætning
Alt, violin I, II, continuo
Denne arie indledes af strygernes lysende introduktion over continuoets fundament. Snarere end en almindelig stemmefordeling, hvor violin I ligger i det høje leje og violin II i det dybere, er der tale om en sats hvor violin I og II afløser og supplerer hinanden; der hvor den ene stemme bevæger sig nedad falder den anden ind og tager overstemmen. Dette ledsages af continuogruppe. Der er ingen bratsch. Efter ni takters forspil overtager altsangeren hovedrollen med en tekstlig parafrase over den såkaldte Simeons Lovsang fra Lukas-evangeliets kap. 2 vers 29-32: ”Hans navn vil jeg nu anerkende/han herre er og han er Krist.” Derpå følger fire takters mellemspil, inden sangeren fortsætter: ”Af ham bli’r alle men’skers såsæd/velsignet og forløst såvist.” Derefter høres fem takters instrumentalt indslag, og så får vi ariens sidste tekstdel: ”Selv døden stjæler ej min lid/han er mit lys til evig tid.” Endelig kommer en instrumental outro, som ligeledes er på fem takter og afsluttes med fermat på sidste tone i violin I, II og continuogruppe. Arien spænder over tonerne fra det, man kan kalde nøglehuls-cisset, til e2 en lille decim højere. Dette gør arien velegnet for mange mezzosopraner; én indspilning på YouTube er med den tjekkiske stjernemezzo Magdalena Kožená, men der ligger også en langsommere version ledsaget af orgel hvor den russiske kontratenor Rustam Yavayev tilfører arien en ganske særlig højtidelighed.
Arien indgik ikke i den oprindelige udgave af Bachs kantater, som Bach-forskeren og komponisten Wilhelm Rust stod for i midten af 1800-tallet. Arien blev først fundet i 1924 og offentliggjort i 1935.
Med sit magiske nummer i Bach-Werke-Verzeichnis BWV 200 står den som en lille - men utilsigtet -buffer mellem kirkekantaterne BWV 1-199 og de verdslige kantater fra BWV 201 og opefter. Denne opdeling er dog siden opblødt noget, efterhånden som nye værker dukker op i gamle støvede arkiver. Netop et værk, der blev fundet så sent som i 2005 på Herzogin Anna Amalia Bibliothek i Weimar, er i sin struktur og inderlige højtidelighed af samme kaliber. Det drejer sig om arien ”Alles mit Gott und nichts ohn' ihn” (BWV 1127), som blev komponeret af den da 28-årige Bach til Fyrst Wilhelm Ernst af Sachsen-Weimars 51-års fødselsdag den 19. oktober 1713 i Weimar og med tekst af Johann Anton Mylius (1657-1724). Dén arie er for sopran, violin I, II, bratsch, continuo. Kan man lægge noget i det forhold, at BWV 200, der er komponeret næsten 30 år senere, er for alt og uden bratsch i orkestret?
Ofte antager man, at en udeladt bratschstemme, for eksempel i den femte Brandenburgkoncert, kan indikere, at Bach udelod sin egen stemme for at tage sig af et andet instrument (cembalo i koncerten). Om Simeon hedder det i Lukas-evangeliet kap. 2 vers 25-26: ”I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon. Han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.” Spørgsmålet er, om det måske var Bach selv der sang solostemmen i denne tekstlige parafrase over Simeons Lovsang?
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten p. 736, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 285, 286, 418, Michael Maul: Teksthæfte til BIS-SACD-1471 pp. 15-17 |
