|
Tid og sted
Sjette søndag efter påske den 13. maj 1725 i Leipzig.
Tekst
Johannes-evangeliet kap. 16 vers 2 (1. sats), Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760) (2., 3. og 4. sats), salmevers (1653) af Paul Gerhardt (5. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas (vox Christi), obo d’amore I, II, obo da caccia I, II, violin I, II, bratsch, piccolocello, continuo
De enkelte satser
1. sats’ recitativ for bas, fire oboer og continuo er den korteste indledning på nogen af Bachs kantater overhovedet. På lidt mindre end et halvt minut foredrager solobassens vox Christi tekst fra Johannes-evangeliets kap. 16 vers 2: ”De skal udelukke Jer af synagogerne, der kommer en tid, da enhver, som slår Jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.” Dette synges over et orgelpunkt i continuobassen og lange toner i de to oboer d’amore og to oboer da caccia - en overdådighed af oboklang, som siden kun blev brugt i julekantaten ”Es waren Hirten in derselben Gegend” (BWV 248 II) fra Juleoratoriet.
2. sats er en arie for tenor, continuo og obligat piccolocello. Den indledes af et forspil for piccolocello og continuo, inden tenoren med bævende stemme skal synge: ”Jeg frygter ikke dødens rædsel/jeg skyr ingen modgang.” Teksten skal forstås i forlængelse af Jesu forudsigelse i 1. sats, der talte om at enhver som havde fulgt Jesus skulle blive mødt af modgang og endog dødsstraf for sin tro hvad forfølgelserne af de kristne i de første århundreder viste. Arien er et fornemt eksempel på en person, der foregiver ét, men hvor ængstelsen nedenunder det hele røber sig. Piccolocelloen skal formentlig illustrere Jesu beskyttende arm midt i modgangen, som vi hører om i begyndelsen af denne da capo aries B-stykke: ”For Jesus’ beskyttende arm skal dække mig/jeg følger gerne villigt efter/vil I ikke skåne mit liv/og tror I gør Gud en tjeneste/Jer skal han selv belønne/velan, derpå må det bero.” Arien er meget krævende for både piccolocellist og sanger. I de bedste opførelser kan man være heldig at høre en sanger, som kan afbalancere de tekniske krav med den ængstelse, der ligger under de modige ord – en vanskelig balance, der kan kamme over og lyde som generel usikkerhed og manglende kontrol over stemmen.
3. sats er et recitativ for alt, fire oboer, strygere og continuo. Piccolocelloen medvirkede kun i 2. sats. Strygerne spiller lange toner, men de to oboer d’amore og to oboer da caccia spiller det lille motiv, vi også hører fra altsangeren med teksten ”Jeg er parat”. Motivet høres på skift fra de to gange to oboer gennem recitativet, mens sangeren i en fint formet melodik synger: ”Jeg er parat til at opgive mit blod og mit elendige liv for dig, min Frelser, hele min menneskelighed skal helliges dig; det trøster mig, at din ånd vil stå mig bi, såfremt der skulle ske mig for meget.” Kantaten viser at højere åndeligt niveau i Bachs tonesprog kalder på højere og højere sangstemmer. Undtaget er Jesu stemme, der foredrages af en bas Den ængstelige discipel i 2. sats lå i tenoren. Nu i 3. sats er det troende menneske altsangeren.
4. sats er arie hvor den befriede sjæl fremstilles af den højeste sopranstemme. Akkompagnementet udføres af strygere og continuo. To oboer da caccia medvirker også. De spiller unisont i hele satsen. Den tillidsfulde fremadskriden mod døden følges af munter dansemusik. Sopranen synger: ”Højeste trøster, hellige ånd/du der viser mig vejen/som jeg skal vandre/hjælp min svaghed ved at træde i mit sted/thi for mig selv kan jeg ikke bede/jeg véd, at du vil sørge for mit ve og vel!” De kaskadeagtige løb i de to oboer da caccia skiller sig jævnligt ud fra orkestret. Om instrumenterne symbolske betydning skriver Ludwig Prautzsch i bogen Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs: ”Efter min indgående forskning på området så jeg at oboerne symbolsk ikke kun dækkede over de menneskelige tanker og følelser, men i det hele taget peger mod Jesus, der af kærlighed blev menneske, lige som os, – d’amore – og på hans virke for at vinde menneskene for Guds rige – da caccia.” Arien kombinerer dermed sjælens rejse med frejdig dansemusik og Jesu virke for at vinde menneskene for himmeriget.
5. sats er kantatens afsluttende koralvers med femte vers fra Paul Gerhardts salme ”Zeuch ein zu deinen Toren” fra 1653. På dansk kender vi den som ”Drag ind ad disse porte” med melodi af Johann Crüger. Teksten lyder ”Du er en ånd der lærer/hvordan man bede skal/din beden høres gerne/din stemme klinger vel/den sti’r til himlen op/den stiger uden ende/indtil kun han har hjulpet/ som alene hjælpe kan.” Sopranstemmen følges af to oboer d’amore og violin I, alt af obo da caccia I og violin II, tenor af obo da caccia II og bratsch, mens continuogruppen tager udgangspunkt i korets basstemme. Da der medvirker en solistisk sopran, alt, tenor og bas i kantaten, kan den udmærket opføres uden også at anvende et kor. Er der kun en solosanger på hver stemme, må instrumenterne skrue godt ned for styrken for at give stemmerne plads i lydbilledet.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 389-392, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, pp. 337-338, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 278, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 705-706, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs p. 23 |
