|
Tid og sted
Muligvis i løbet af 1746 til ukendt anledning, formentlig i Leipzig
Tekst
Ingen, da der kun er overleveret en instrumental sinfonia.
Besætning
Koncerterende violin, trompet I, II, III, pauker, obo I, II, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
Den enkelte sats indledes af orkesterfanfarer med trompeterne og gruppens basinstrument pauke helt forrest i lydbilledet mens der er ivrig aktivitet i oboer og violiner. Bratscherne og continuogruppen har en mere taktfast funktion, men også deres stemmer bobler jævnligt af små hoppende glædesmotiver. I satsens videre forløb bliver det klart at den koncerterende violin, trods hyppige orkesterkommentarer, er den egentlig solist, og gradvist udvikler det sig til en sand fremvisning af virtuoseri med fremvisning af mange af barokkens violintekniske finurligheder. Heri kan satsen minde om første sats i den femte Brandenburgkoncert, hvor Bach lod sit eget instrumet cembalo træde gradvist ud af en rolle som rent akkompagnement og fuldkommen overtage scenen og slutte af med en gnistrende solokadence. Her i sinfoniaen får violinen samme mulighed. En af de ting den fremragende barokviolinist Shunsuke Sato har hæftet sig ved i forbindelse med sin fremførelse af sinfoniaen sammen med orkestret Netherlands Bach Society, er netop hvor meget ’rum’ soloviolinen tiltager sig i lydbilledet ved siden af det virtuose.
Når vi i dag véd at satsen ikke blot er en violinkoncert, skyldes det dels at besætningen med trompeter og oboer er usædvanlig, men allermest at den overleverede node bærer titlen ”J J Concerto. a 4 Voci. 3 Trombe, Tamburi, 2 Hautb: Violino Conc: 2 Violini, Viola e Cont.”, altså et værk hvori der også er sangere med. Desværre står satsen jo for sig selv, og høres derfor sjældent. Dette kan også skyldes, at det kræver en sand virtuos troldmand -eller kvinde at forløse violinstemmens tekniske udfordringer. |
|
Måske kan man lade kronologien bestemme, at når denne sinfonia er fra samme tid som den korte kantate ”Gloria in excelsis Deo” (BWV 191), kunne sinfoniaen bruges som uofficiel indledning til denne kantate. Besætningen med trompeter og pauker er allerede indkaldt, og de to tværfløjter fra BWV 191 kan uden vanskeligheder blæse med på obostemmerne i den dejlige sinfonia BWV 1045.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten p. 869, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 285, 286 |
