|
Tid og sted
Fjerde søndag efter helligtrekonger den 28. januar 1725 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Ich hab in Gottes Herz und Sinn” af Paul Gerhardt (1647). Af salmens tolv vers er det første, femte og tolvte vers brugt uændret til kantatens 1., 4. og 9. sats. Salmens øvrige vers er med bibeholdelse af flere strofer omarbejdet til teksten i 2., 3., 5., 6., 7. og 8. sats. Man ved ikke hvem der omskrev teksterne.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor sættes an af orkestret med de to oboer d’amore i front. Straks sætter strygerne og continuogruppen ind. Trods moltonearten (h-mol) giver den vuggende taktart 6/8 sammen med de livlige toneløb i skiftevis oboer d’amore og violiner en intenst optimistisk aktivitet gennem alle seksten takters forspil. Da oboerne synes at tage fat på en gentagelse af deres begyndelsesmotiv, sætter sopran ind med en cantus firmus. Melodien her er faktisk den samme som ugen inden, idet kantaten til den tredje søndag efter helligtrekonger gjorde brug af og også hed ”Was mein Gott will das gscheh allzeit”. De andre korstemmer sætter ind forskudt i rækkefølgen tenor, alt, bas men synger ikke imitationer af salmemelodien. Deres temaer er hentet fra oboernes og strygernes instrumentale indledning. Teksten lyder her ”Jeg har i Guds hjerte og hu/overgivet mit hjerte og min mening.” Inden korets næste strofer spiller orkestret på ny seksten takters instrumentaldel, hvor oboer d’amorernes påbegyndelse af deres lille startmotiv igen gør plads til sopranerne, der synger: ”Hvad ondt ser ud, er min gevinst/selv død er for mig livet.” Den herpå følgende orkesterdel kan lyde som indledningsdelen, men dels er den nogle takter kortere, dels introduceres en fremad- og opadstræbende figur i de to obostemmer, som trykker musikken frem mod næste betonede taktslag, der i en 6/8 er ét og fire. I salmemelodiens AAB-form (to stollen og en abgesang) er vi nået til B, abgesang, som igen sættes ind i sopranernes cantus firmus, fulgt af de øvrige korstemmer med teksten ”Jeg er en søn af ham, som tronen” Netop ordet ”tronen” (på tysk ”den Thron”) smykkes med blomstrende melismer i alt, tenor og bas. Gennem otte takter til korets næste strofer overtager violin I og II nu de op mod himmeltronen stræbende motiver, som jo tidligere hørtes i oboer d’amore. Nu tilføjer koret ”på himlens bue satte”, og inden salmeversets sidste strofer følger derpå en instrumentaldel ført an af oboer d’amore, der støttes af strygere og continuo. Som tidligere i satsen sætter sopran ind med cantus firmus fulgt af tenor, alt og sidst bas: ”Selvom han slår og gi’r os kors/forbli’r hans hjerte gunstigt.” Satsen rundes derpå af med seksten takters efterspil for orkestret, hvor de fremadstræbende figurer igen høres i tertsafstand fra de to prominente oboer.
2. sats er en kombination af koralvers og recitativ for bassolist, continuogruppens akkordinstrument og en markant illustrerende rolle for continuocello. Satsen er bygget over andet vers af Paul Gerhardts salme, men mellem hver af salmestroferne tilføjer bassolisten kommenterende recitativiske indslag. Et lidt neurotisk set up er det, fordi neurotikerne jo netop kendetegnes ved hele tiden at afbryde sig selv. En god solist kan dog godt forløse den noget tunge konstruktion, ikke mindst hvis continuocellisten er med på at illustrere dramatiske billeder som ”med knitren og frygtelige smæld” (på tysk ”mit Prasseln und mit grausem Knallen”). Verset handler om, at Gud kun lader den troende kaste i et frådende hav for at teste ham. Dette har så inspireret den ukendte tekstbearbejder til også at nævne profeten Jonas i hvalfiskens bug. Denne nærliggende association stammer dog ikke fra Gerhardts originale salmevers.
3. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. Selv om teksten ikke nævner noget oprørt hav, er det udmærket at blive i stemningen fra den scene i Jonas’ Bog kap. 1 vers 4-16, hvor havet er i oprør efter en orkan, men lægger sig, idet profeten Jonas lader sig kaste i havet fra et skib, der er meget tæt på ”at blive slået til vrag” (kap. 1 vers 4). Teksten i Bachs dramatiske arie tager netop udgangspunkt i denne scene, og efter seks takters orkanagtig indledning for strygerne synger tenoren: ”Se! Se! Hvor rusker, hvor bryder, hvor falder/det, som Guds stærke arm ikke holder.” I den første højspændte del er der store spring i tenoren. Ariens midterdel lægger ud mere roligt. Continuoet spiller en D-dur-akkord, mens tenoren roligere synger: ”Se dog den faste og ubevægelige strålen/som vor helts magt omfatter.” I denne blidere del spilles selv violinernes hvirvelvinde piano; stormen raser stadig, men vi er trygge. Dén tryghed er imidlertid kortvarig, strygernes løb stiger i styrke, og i ariens tredje afsnit synges ”Lad Satan rase, storme, brage/den stærke Gud vil gøre os uovervindelige.” Uvejret raser igen, havet rejser sig, og strygerne får det sidste ord med en gentagelse af deres vivaldiske uvejrsmotiver fra ariens start.
4. sats er rent tekstligt det femte vers fra Paul Gerhardts salme: ”Desuden er visdom og forstand/hos ham helt umålbare/tid, sted og stund er ham bekendt/at handle eller ikke/han kender glæde, kender sorg/for os, hans børn, at tjene/og hvad han gør/er altid godt/selv når det sorgfuldt virker.” Samtidig med den pietetsfulde stemning mens korets alter synger. fungerer satsen også som kvartetsonate hvor de to oboer d’amore og basso continuo har vigtige roller i både indledningsdelen, mellem hver strofe, og som afslutning. Det er en smukt ophøjet koralsats med balance mellem stemmer og instrumenter.
5. sats er et recitativ for tenor og continuo. Det er kantatens eneste traditionelle seccorecitativ, idet vi i 2. sats hørte bassangerens talrige skift mellem koral og recitativ. Hertil vil senere, i 7. sats, komme en koral til med solistiske recitativer. Som ofte tidligere i Bachs kantater vil en syv- eller ni-satset struktur betyde, at den midterste sats (den fjerde sats når der er syv i alt, eller den femte sats når der er ni i alt), har en central betydning. Tidligere eksempler fra kantater med ni satser finder man i 5. sats af ”Der Himmel lacht! Die Erde jubilieret” (BWV 31) og i 5. sats fra ”Schau, lieber Gott, wie meine Feind” (BWV 153). Fra kantater med syv satser kan nævnes ”Nach dir, Herr, verlanget mich” (BWV 150), 4. sats af ”Lobe den Herrn, meine Seele” (BWV 143), 4. sats af ”Weinen, klagen, sorgen, zagen” (BWV 12), 4. sats af ”Christen, ätzet diesen Tag” (BWV 63), 4. sats af ”Warum betrübst du dich, mein Herz?” (BWV 138), 4. sats af ”Christus, der ist mein Leben” (BWV 95), 4. sats af ”Ich elender Mensch, wer wird mich erlösen” (BWV 48), 4. sats af ”Singet dem Herrn ein neues Lied” (BWV 190), 4. sats af ”Jesus schläft, was soll ich hoffen” (BWV 81), 4. sats af ”Christ unser Herr zum Jordan kam” (BWV 7), 4. sats af ”Meine Seel erhebt den Herren” (BWV 10), 4. sats af ”Wer nun den lieben Gott lässt walten” (BWV 93), 4. sats af ”Was willst du dich betrüben” (BWV 107), 4. sats af ”Wo Gott der Herr nicht bei uns hält” (BWV 178), 4. sats i ”Nimm von uns, Herr, du treuer Gott” (BWV 101), 4. sats i ”Jesu, der du meine Seele” (BWV 78), 4. sats i ”Ach, lieben Christen, seid getrost” (BWV 114) og endelig 4. sats i ”Wo soll ich fliehen hin” (BWV 5).
6. sats er en arie for bas og continuogruppe. Den indledes af mange energiske akkordbrydninger i continuocelloen, og kort efter er det bassangerens tur til at efterligne instrumentet med stemmen. I denne arie er der ikke strygere til at illustrere onde vindes rasen som i tenorarien i 2. sats, så det at skabe billeder i lytterens sind er overladt til continuocello og bassanger. ”De barske vindes brusen/ gør at vi finder de fulde aks”, synger bassen, underforstået at de svage vækster rives bort af vinden, mens de fedeste består. Bassen illustrerer de barske vinde gennem stormende melismer på ordet ”Brausen” (på dansk ”brusen”). I denne da capo aries B-stykke forklares at korsets voldsomhed vil bære frugt for de troende mennesker, der lader Gud og Sønnen råde. A-stykket spillderpå igen. Teksten i den blæsende basarie er hentet forholdsvis ordret i niende vers af Paul Gerhardts salme.
7. sats er en koral med recitativ for kor, bas, tenor, alt, sopran og continuo. Strukturen i satsen, der ligesom 2. sats kombinerer koralstrofer med recitativ, er, at koret synger to strofer hvorefter solister i den netop nævnte rækkefølge uddyber stroferne i recitativisk form. Overordnet set handler verset om at overgive sig til Gud og lade ham råde. Teksten i korstroferne findes i tiende vers i Gerhardts salme.
8. sats er en arie for sopran, strygere, continuo og obligat obo d’amore. Det er kantatens honningsøde dessertanretning lige til at slubre i sig med delikat strygerpizzicato, blød soloobo og en yndig melodi i 3/8. Med sjælens lyse sopranstemme og elskovsoboen kan man godt tro, at der er rettet an til en lun hyrdetime, men det kan være på sin plads at huske, at en arie i en kirkekantate på Bachs tid kun blev sunget af en drengesopran og ikke at vor tids ofte bedårende kvindelige sopraner. På den anden side skal man også huske, at man i barokkens tonesprog ikke havde nogen skelnen mellem respekten for en jordisk regent eller en himmelsk fyrste, og ej heller mellem de jordiske kærlighed og kærligheden til Jesus. ”Min hyrde forbliver jeg tro/vil han række mig korsets bitre kalk/hviler jeg trygt i hans vilje/ thi han står mig bi i lidelsen”, synger sopranen smukt i det, der lyder som en da capo aries A-stykke. Bach har dog udskrevet noderne lidt anderledes; der kommer ganske vist et B-stykke og en gentagelse af troskabseden, men uden en ’rigtig’ gentagelse af A-stykket. Det er ikke svært at forestille sig hvilken melodi, håndværkssvendene i Leipzig kan have gået og fløjtet i de sidste dage af januar måned i 1725!
9. sats er kantatens afsluttende koralvers med tolvte vers fra Paul Gerhardts salme. Obo d’amore I når lige at trække vejret i bund inden verset, hvor begge oboer og violin I spiller med på sopranstemmen, alt følges af violin II, tenor af bratsch, mens continuobassen følger korets basser og orglet fylder ud med akkorder. Teksten lyder: ”Skal jeg end ad dødens vej/og dystre gader vandre/velan, jeg træder vej og sti/som dine øjne vise/du er min hyrde som vil tage/alting til den ende/at jeg engang i himlens sal/blot evigt dig må prise.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 259-265, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277 |
