|
Tid og sted
Femte søndag efter påske den 6. maj 1725 i Leipzig.
Tekst
Johannes-evangeliet kapitel 16 vers 24 (1. sats) og kapitel 16 vers 33 (5. sats), Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760) (2., 3. og 6. sats), ukendt (4. sats), salmevers af Heinrich Müller (1659) (7. sats)
Besætning
Alt, tenor, bas (vox Christi), kor (SATB), obo I, II, obo da caccia I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ arioso for bas og orkester indledes af orkestrets continuogruppe, der stikker et d ud hvorpå bratsch fulgt af obo da caccia følger med et energisk motiv i mellemlejet. Violin II og obo II sætter satsens tema an, og temaet overtages i slutningen af takt tre af violin I og obo I. Gennem hele den polyfone indledningsdel høres den ganske særligt seje klang, som opstår når alle strygerstemmerne forstærkes af oboer og obo da caccia. Bassolisten overtager temaet i den udformning det først lød i violin II og obo II. Ligesom bassens senere solo i 5. sats, er rollen i denne kantate udelukkende en vox Christi. Her i 1. sats er det tekst fra Johannes-evangeliets kap. 16 vers 24: ”Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn.” Efterhånden breder de fire instrumentalstemmers sekstendedelsløb til sangstemmen, hvor ordet ”bedt” (på tysk ”gebeten”) i de sidste takter deklameres over fire takters sekstendedelskoloraturer.
2. sats er et recititativ for alt og continuo. Om recitativet skriver Ludvig Prautzsch: ”Teksten i kantaten beskriver vendepunktet i vores liv. Hidtil levede vi ude Jesus, bebyrdet af vores skyld. Det alten synger i recitativet lyder: Oh, ord, der fylder ånd og sjæl med frygt! I mennesker mærk Jer den tilkaldelse der stikker under! I har forsætligt overtrådt både loven og evangeliet, og i dette tilfælde bør I straks bede i bod og andægtighed.” Musikalsk markant i recitativet er de første toners spring på en septim opad fra e til d – en såkaldt saltus duriusculus. Det er latin og betyder ’et noget hårdt spring’.
3. sats’ arie for alt, continuo med fagot og to oboer da caccia besvarer derefter et uudtalt spørgsmål fra menigheden, om hvordan man kan bede i bod og andægtighed. Det musikalske arrangement i ariens indledende takter viser det nemlig: Fagottens rolige og blide bølgebevægelse opefter illustrer, hvordan ånden koncentreres opad, mens de to oboer da caccia udfører angrende og sukkende seufzer-figurer. At det er to oboer da caccia fremfor eksempelvis to oboer d’amore, beror sandsynligvis på en skelnen mellem det at Jesus af kærlighed blev menneske (d’amore) og hans virke for at vinde menneskene for Guds rige (da caccia). Satsen er et fornemt eksempel på barokkens affektlære, hvor kun én affekt bør dominere i en sats, og her er det angeren. Også altens sang retter ind efter denne overordnede affekt, som udelukker enhver form for forsinringer og ydre prunk. Teksten i den værdigt angerfulde arie er som taget ud af en syndsforladelse: ”Tilgiv, o Fader, vores skyld/og hav tålmodighed med os/når vi i andagt beder/og siger: Herre, på din befaling/ak, tal ikke mere i talemåder/hjælp os snarere i forbøn.”
4. sats’ korte recitativ for tenor, strygere og continuo knytter an til altens angerfulde arie i 3. sats. Med strygerglorie illustreres at bønnen stiger mod himlen i tenorens lyrisk foredragne tekst: ”Når vor skyld stiger til himlen/ser og véd du, at mit hjerte intet kan skjule for dig/søg derfor at trøste mig.” Teksten i recitativet var ikke med, da von Zieglers ni kantatetekster i 1728 blev trykt i Versuch in Gebundener Schreib-Art, og derfor formoder man, at det kan vær Bach selv der har tilføjet recitativet og digtet det.
5. sats er uden anden betegnelse end ”basso solo” for bas og continuogruppe med taktfaste figurer i continuocelloen og dystre akkorder i continuoorglet. Bassolisten er igen vox Christi med tekst fra Joh. 16, 33: ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Tegnsætningen har leveret indikationer af hvor, overgangene skal være rent musikalsk; ved semikolonet bliver mol til dur, og efter kommaet vendes tilbage til satsens molgrundtoneart og det indledende tema. Nok er det Jesu stemme, der høres, men det korte solostykke er ikke fri for gysereffekter på glosen ”trængsler” (i den tyske bibeloversættelse ”Angst”).
6. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. Over et orgelpunkt i bassen og lange toner i bratsch og violin II spiller førsteviolinen en fredfyldt lyksalig salighedsrytme. Satsen kan i de første takter lyde som 1. sats af ”Und es waren Hirten in derselben Gegend” (fra ”Juleoratoriet” BWV 248 II). Albert Schweiter skriver: ”Rytmer af denne slags findes ret sjældent hos andre komponister, men Bach an-vender dem med forkærlighed til at kreere de skønneste og mest bøjelige satser i sin store periode. Temaernes slægtsskab med engelmotiver ligger lige for.” Efter otte takters strygerbåren indledning synger tenoren von Zieglers poetiske tekst: ”Jeg vil lide, jeg vil tie/Jesus skal vise mig hjælpen/for han trøster mig i min smerte/fly bort, I sorger, modløsheder og ærgrelser/for hvorfor skulle jeg fortvivle/fat mod, betrængte hjerte!”
7. sats er kantatens afslutningskor, som i realiteten kun kræver en sopran ud over de tre sangere, der allerede har medvirket. Med på sopranstemmen spiller violin I og obo I, og på alt violin II og obo da caccia I. Tenoren forstærkes af bratsch og obo da caccia II, og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Salmverset er niende vers fra Heinrich Müllers salme fra 1659 ”Selig ist die Seele” (på dansk ”Salig er sjælen”). Melodien er af Johann Crüger. Bach komponerede en begravelsesmotet til denne melodi, ”Jesu meine Freude” (BWV 227), som man regner med blev til mellem 1723 og 1727.
Teksten er ikke uden barokkens svulmende sprogblomster: ”Må jeg vær’ bedrøvet/når mig Jesus elsker/er al smerten min/sødere end honning/tusind kys af sukker/til mit hjerte går/og hvis pinen trykker mig/gør hans kærlighed til glæde/selv den bitre smerte.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 366-369, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 491, 492, 703-4, Ludvig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs, pp. 74, 75, 138 |
