|
Tid og sted
Anden pinsedag den 21. maj 1725 i Leipzig.
Tekstforfatter
Salmevers fra 1675 af Salomon Liscow (1. sats), Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760) (2., 3. og 4. sats), Johannes-evangeliet kap. 3 vers 18 (5. sats)
Besætning
Sopran, bas, kor (SATB), zink, basun I, II, III, obo I, II, taille, violin I, II, bratsch, piccolocello, fagot, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor. Som i de mange koralkantater, Bach komponerede i perioden fra Trinitatatis 1724 til palmesøndag 1725, er det et salmevers, og ikke som i de fleste foregående uger, et skriftsted, der danner grundlag for indledningskoret. Efter et kort forspil i en vuggende salighedsrytme i 12/8-takt sætter først sopran ind, men følges tæt af de øvrige stemmer med teksten ”Således elskede Gud verden/at han gav os sin søn.” Man kan høre, at salmedigteren Salomon Liscow citerer stroferne fra Johannes-evangeliets kap. 3 vers 16. Instrumentationsmæssigt er sopran forstærket af en zink, mens strygergruppen violin I, II og bratsch hver følges af obo I, II, taille og continuogrupen lægger bunden. Særligt taille (en dyb obostemme i tenorlejet) skal have et par ord med på vejen, fordi det er temmelig sjældent, at Bach vælger denne oprindelig franske betegnelse for en stemme, som ellers ofte spilles på obo da caccia (i opførelser med moderne instrumenter er det engelskhorn). I bogen Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs fremfører Ludwig Prautzsch forskellige symbolske tolkninger af brugen af den franske betegnelse taille. Da instrumentet står som led mellem de høje oboer og den dybe fagot, kan taille ses som symbol for forsoneren Kristus, der bygger bro over kløften mellem Gud og mennesker. En anden betydning af taille er på tysk ordet ”Kerbholz”, der er en primitiv regnestok. Ordet kendes fra ”etwas auf dem Kerbholz haben” (på dansk ”at have noget på samvittigheden). Det er netop denne betydning, der er central her, for som mennesker har vi Jesu død på samvittigheden, og betegnelsen taille for et dybt oboinstrument i mellemlejet anvendes i kantater med dette som tema.
”Således elskede Gud verden/at han gav os sin søn”, og koret fortsætter: ”den, der hengiver sig til ham /skal få evigt liv i ham/den som tror at Jesus er født for ham/har bliver for evigt ufortabt/og ingen sorg kan bedrøve den/som elsker sin Gud og også sin Jesus.” Den oprindelige melodi, der i Bachs version er bearbejdet og forsiret, er af Gottfried Vopelius. Han levede fra 1645 til 1715, og virkede primært i Leipzig. Vopelius havde blandet andet stået bag indsamlingen af Neu Leipziger Gesangbuch fra 1682.
2. sats’ arie for sopran, continuo og obligat piccolocello er en bearbejdelse af det, der oprindelig var 13. sats i jagtkantaten ”Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!” (BWV 208) fra februar 1713. Der medvirker også en obo og en soloviolin, men kun i satsens instrumentale efterspil. Arien indledes af hurtige akkordbrydninger i piccolocelloen, inden sopranen i et af Bachs mest forfriskende udtryk af melodisk fryd udbryder ”Mit trofaste hjerte/jubl, syng, skæmt/din Jesus er her!” Den vitale stemme til piccolocelloen får af John Eliot Gardiner følgende ord med på vej: ”Continuostemmen er nu lagt ned i en femstrenget violoncello piccolo, et instrument Bach ofte associerede ved denne tid på året [pinse] med Jesus’ tilstedeværelse i den fysiske verden; hans anden inkarnation som er i den troendes hjerte.” Teksten i arien fortsætter: ”Forsvind sorger, forsvind klager/jeg vil blot sige til Jer/min Jesus er nær.” I forhold til tekstens betydning med Jesus tilstedeværelse i den fysiske verden og i hjertet på de troende kunne det være nærliggende at arien var blevet fremført af en altsanger, der jo i Bachs kantater typisk tildeles rollen som det troende menneske, der står frem, mens sopranen normalt er mennesket sjæl. Her kan tidnød have været af betydning; det har været nemmere at genbruge arien i samme toneart som i den tolv år gamle jagtkantate og så tilføje en piccolocello frem for at transponere og gentænke hele arien. I sin kirkelige form som sopranarie er den blevet meget populær, ikke mindst på engelsk hvor den hedder ”My heart ever faithful”. På YouTube er et væld af mere og mindre gode versioner. Som udtryk for at ordene efter sopranens gentagelse af dette frydefulde budskab ”Mit trofaste hjerte/ jubl, syng, skæmt/din Jesus er her!” ikke slår til for at udtrykke glæde, spilles ariens sidste del som en instrumentalsats for violin, obo, piccolocello og continuo, hvor glædesboblerne på ny får helt frit løb.
3. sats er et recitativ for bas og continuo. Et par takter inde markeres ”glad” (på tysk ”freudig”) med en opadgående melisme. Teksten lyder: ”Jeg er ligesom Peter ikke dumdristig/det som trøster mig og gør mig glad/er at min Jesus ikke glemmer mig/han kom ikke kun for at dømme verden/nej, nej, han ville forlige synd og skyld/som forsoner mellem Gud og menneske/for denne gang.” Det kan læses i teksten til netop dette recitativ, at Jesus rolle som forsoner mellem Gud og menneske står centralt i kantatens forståelse, hvilket underbygger tolkningen af Bachs brug af taille som en betegnelse for det oboinstrument, der formidler mellem høj og lav. Sammen med to oboer og fagot spiller taille netop i
4. sats, der er en arie for bassanger, obo I, II, taille og continuo med fagot på bassstemmen. Arien er igen et eksempel på Bachs lån fra sin egen verdslige kantaten fra 1713 ”Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!” (BWV 208), hvor musikken udgjorde 7. sats med arien i "En fyrste er sit lands Pan". Netop hans jagtkantate var første gang overhovedet at Bach anvendte betegnelsen taille i sit partitur.
Hvor de fire dobbelte rørbladsblæsere obo I, II, taille og fagot fungerede glimrende i den verdslige kantate med Pan som solist på grund af associationen til naturen (se teksten om 7. sats i BWV 208), er det mindre lige for at arien her i pinsekantaten synges af en bas og ledsages af hyrdeinstrumenter: ”Du er født til gavn for mig/det tror jeg og er glad for/thi du har nu gjort nok for mig/skulle jordens kugle end knuses/vil end Satan modsige mig/så beder jeg, min frelser, til dig.” Man må igen tilskrive det tidsnød, at arien ikke fremføres af en alt eller en tenor og ledsages af eksempelvis tre blokfløjter.
5. sats er kantatens slutning for kor og orkester. Det er ikke et salmevers, men et skriftsted i Johannes-evangeliets kap. 3 vers 18, der har leveret teksten: ”Den, der tror på ham, dømmes ikke; den der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.” Korstemmerne sætter i med fugateamet i rækkefølgen bas, tenor, alt, sopran, og de følges udover strygere og obogruppe også af en arkaisk klingende gruppe med zink på sopran og alt-, tenor- og basbasun på de øvrige stemmer.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 407-411, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 271, 339-340, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 278, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs, p. 29 |
