|
Tid og sted
Muligvis juledag den 25. december 1714 i Weimar. Kantaten blev flere gange genopført som kantate til juledag i Leipzig i 1723.
Tekstforfattere
Johann Michael Heineccius (1674-1722)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, IV, pauke, obo I, II, III, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats begynder med at de tre oboer og fagotten fremfører et dansende fanfaremotiv, som straks gentages af de fire trompeter. Efter ritornellen, hvor det tydeligt høres, at Bach opererer med tre orkestergrupper (trompeter + pauke, oboer + fagot, strygere + continuo), sætter koret ind med teksten "Kristne, indskriv denne dag i metal og marmorstene!". Det lyse budskab understreges af sopranerne, der hver gang sætter ind en takt før de øvrige stemmer. Efter korafsnittet og ritornellen høres de næste strofer fra koret, igen sat an af sopraner. Korets replik "Kom og il med mig til krybben, vis med glade læber jeres tak og jeres pligt" slutter nu på en molakkord og orkestrets næste indsats har ændret sig til at reflektere over denne glædesstundens forpligtelse, hvilket blandt andet giver sig til udtrykt i en lang trille i de to øverste trompetstemmer. Vi er i et kontrasterende afsnit, hvor et centralt ord i korets tekst er "stråle", den stråle, som nådens lys kaster. Korstemmerne synger både om "strålen" i lange toneranker, men også i korte oktavspring, der lyder som små musikalkse lysglimt. Akkompagnementet ligger i oboer, fagot, strygere og continuogruppe. Trompetisterne får derimod lov til at hvile deres læber inden satsen spilles da capo og fanfarene skal lyde igen.
2. sats er betegnet som et recitativ for alt akkompagneret af strygere og continuo, men der er nu snarere tale om en mere operalignende arioso, en taksigelse til Gud for at have givet den arme menneskehed det lille barn i stalden. Ved en god fremførelse er der tale om en dybt rørende og dramatisk sats.
3. sats sættes an af en soloobo, der fortsætter den stilfærdigt reflekterende atmosfære fra B-stykket i 1. sats og altens recitativ i 2. sats. Med ordene "Gud, det, der nu er sket for os, har du udført godt", synger sopran og bas en duet med tak til Gud for det under der er sket.
4. sats er et recitativ for tenoren, hvor continuocelloen er blevet tildelt den vigtige rolle at understrege teksten med hurtige, opadgående skalabevægelser. Det gør den efter at tenoren har sunget "løven fra Davids stammer er tonet frem", "hans bue er spændt" og "hans sværd er slebet". Tenorens recitativ er i øvrigt placeret som den centrale sats i kantatens overordnede symmetriske. Her skal fremhæves to centrale ord, som tenoren synger midt i denne sats; "Heil" (frelse) og "Gnaden" (nåde).
5. sats er en munter duet for alt og tenor, men strygerne får lov at rydde pladsen på dansegulvet med en solidt instrumenteret træskovals, der godt kunne lyde som en musikalsk pendant til nederlandske renæssancemaleres farvestrålende landsbyscener. Først tenor og derpå alt byder op til en kædedans med teksten "Råb og bønfald himmelen, kom, I kristne, kom til runddans!" Strygere, der vil spille denne sats som en pæn etude, har misforstået noget. Kristenheden bydes op til kædedans, og der må godt ryge et par hestehår, mens buen river i strengene i favorittonearternen G-dur.
6. sats er et recitativ for bassen, men ligesom i 2. sats med ariosolignende træk, ikke mindst fordi akkopagnementet denne gang spilles af strygere, oboer, fagot og continuo.
7. sats begynder med en majestætisk figur i de fire trompeter og pauken. Det er Jesu' fødsel, der annonceres, men det kan også lyde som en kundgørelse om valget af et nyt stadsråd. Ethvert gran af pompøs kancellistil blæses væk af hurtige vittige figurer i først oboer og derpå strygere. Så følger en hvirvelvind af lyd udført i førstevioliner og førsteobo. I stedet for at lade trompeterne spille den majestætiske figur igen, har Bach sat dem til at overtage oboernes og strygernes lille vittige motiv fra før. Halsbrækkende svært er det for trompetister at få tunge og læber til at samarbejde om at spille tonerne. Samlet sætter koret ind "Højeste, betragt med nåde disse hedt angrende sjæle!" Denne tekst gentages i forskellige musikalske udformninger og med varieret akkompagnement. Herefter kommer den majestætiske indledning igen, men leder denne gang til et afsnit i mol, hvor koret synger "Hjælp os at den tak vi bringer, behagelig for dig klinger, lad os altid gå i velsignelse, men at det aldrig må ske, at Satan må pine os". Efter denne tænksomt kontrasterende midterdel gentages indledningsdelens festlige fanfarer og korets "Højeste, betragt med nåde disse hedt angrende sjæle!" og satsen afsluttes med pragt og optimisme.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 119-122, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 286, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 133, 160, 163 |
