|
Tid og sted
Toogtyvende søndag efter Trinitatis den 17. november 1726 i Leipzig.
Tekstforfattere
Christoph Birkmann (1703-1771) (1., 2., 3. og 4. sats), salmevers fr 1642 af Johann Rist (5. sats)
Besætning
Tenor, kor (SATB), tværfløjte, obo, violin I, II, bratsch, continuo (gerne med fagot)
De enkelte satser
1. sats er en arie for tenor og en kammermusikalsk gruppe bestående af tværfløjte, obo, violin I, II og continuo. Blæserne spiller parvis og violinerne ligeså. Ofte anføres en obo d’amore, men der er ingen toner i det dybere leje, som nødvendiggør brug af denne dybere obotype. Spilles der på instrumenter fra baroktiden, er det nærmest umuligt at spille en transponeret stemme i Bb-mol. Endelig er teksten til denne fine arie i 6/8 uden Læs mere til Jesu kærlighed, som jævntligt danner et symbolsk grundlag for anvendelse af obo d’amore: ”Jeg stakkels menneske, jeg syndens træl/jeg står for Guds åsyn/med frygt og bæven for hans dom/han er retfærdig – jeg forkert/jeg stakkels menneske, jeg syndens træl!” Albert Schweitzer har interessante forslag til hvordan arien skal udføres: ”Arien bliver sædvanligvis så ulivligt gengivet, at man intet længere kan fornemme af den fortvivlede klagesang. Den karakteristiske betoning ligger på anden del af takten.” Faktisk giver Schweitzers anvisning mening, idet den forknytte seufzerfigur der allerede i det instrumentale forspil høres i tværfløjte og obo overtages af violin I og II. Kantaten er den eneste med en tenor som solist. Den følger efter flere solokantater fra sommeren og efteråret i 1726: ”Vergnügte Ruh, beliebte Seelenlust” (BWV 170), ”Geist und Seele wird verwirret” (BWV 35) og ”Gott soll allein mein Herze haben” (BWV 169) for alt, ”Ich will den Kreuzstab gerne tragen” (BWV 56) for bas. Til rækken af personlige kantater må også regnes ”Ich geh und suche mit Verlangen” (BWV 49), der er formet som en dialog mellem bassens Jesus og sopranens troende sjæl. Ofte præsenterer sopranen i Bachs kantater menneskets sjæl, mens alten er det troende menneske. I bassen repræsenteres dels Jesus, men også det jordnære og hverdagsagtige. Disse roller er ikke så vidt fra hinanden som man kunne tro; Jesus var det guddommeliges jordiske repræsentant. Tenoren har stort set patent på rollen som evangelist. Ordet ’tenor’ stammer fra det latinske ’tenere’, at fastholde, og i gregoriansk sang har tenoren recitationstonen. I Bachs musik kan dette udstrækkes til ”den, der udholder”, og netop tjenerens ængstelse for herrens dom optræder flere gange som en tematik, hvor tenoren træder frem; i 1. sats fra ”Herr, gehe nicht ins Gericht mit deinem Knecht!” (BWV 105) er det en solotenor, der skiller sig ud med en strofe fra Salme 143 vers 2 i Salmernes Bog og synger "Thi intet levende er retfærdigt over for dig", i 12. sats fra ”Passio Secundum Joannem” (BWV 245) synger en tenor rollen som tjener, i ”Es reisset euch ein schrecklich Ende” (BWV 90) er det i 1. sats tenoren, som udtrykker ængstelse for at vi alle har glemt vores dommer. Bach har ikke tænkt: Nu har jeg lavet kantater med både sopran, alt og bas som solist, så lad mig lave én for tenor også. Valget af tenor har baggrund i den tekst, som han skulle sætte i musik – og det gælder alle kantaterne for én solostemme.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo fra en tjener, som erkender at han har handlet mod Guds bud og afveget dydens smalle sti. Recitativet er helt syllabisk, og komponisten har modstået fristelsen til at illustrere den ellers ganske poetiske tekst om ”i morgenrøden at iføre sig vinger og flyve bort til havets fjerneste egne”. Selv et leje i helvede ville ikke befri tenoren fra Guds dom, for alle vegne når Guds vrede og dom os.
3. sats er en arie for tenor, continuo og en obligat tværfløjte, som har fået til opgave at illustrere tårer. Tværfløjte og continuo lægger ud med seks takters forspil, og allerede første takt er hjerteskærende i præsentationen af det smertefulde interval en lille sekst opad. Dette interval havde Bach også brugt med stor effekt ugen inden 2. sats’ recittiv i kantaten ”Was Gott tut, das ist wohlgetan II” (BWV 98). Her i arien følges det straks af en ’blå tone’ med b for e, så tværfløjten spiller tonerne a-f-es-d-cis, og det følges straks af en lille sekst mere fulgt af kromatik med d-b-a-gis. Dette tema er så smerteligt, at dets første del med den bluesaftige halvtone eb i stedet for e naturligvis synges af tenoren til teksten: ”Forbarm dig!” Bemærk at ”forbarm dig” gentages tre gange inden fortsættelsen ”Lad nu tårerne dig røre/lad dem til dit hjerte føre/lad for Jesu Kristi skyld/nu din vredes iver stilne!/Forbarm dig!” Arien her ligger kun fem måneder inden Bachs ultimative ”Forbarm dig”, der skulle komme til verden som den 39. sats i ”Passio Domini nostri Jesus Christus secundum Evangelistam Matthaeum” (BWV 244).
4. sats er et recitativ for tenor, continuo og strygere. Igen lyder minsandten endnu et ”Forbarm dig!” fulgt af ”men nu trøster jeg mig ved/at jeg ikke skal stå til doms/men snarere gå hen og stå foran min fromme Faders nådes trone. Jeg holder for ham/at hans Søn/hans lidelse/hans frelse/hans betaling for mine synder/hans gøren alt hvad han kunne/og hans forbøn for mig/betyder, at jeg ikke længere skal synde/derfor skal Gud tage mig til sig i nåde.” Der var ikke strygere i 2. sats recitativ. Forskellen er, at i den sats var solisten stadig en synder, men nu har han opnået saligheden, der berettiger strygerglorie.
5. sats er kantatens afsluttende koralvers for kor og orkester. Ligesom i ”Gott soll allein mein Herze haben” (BWV 169) for alt og ”Ich will den Kreuzstab gerne tragen” (BWV 56) for bas er betegnelsen solokantate en sandhed med modifikationer, når der medvirker et kor i sidste sats. Her synges sjette vers fra Johann Rists salme fra 1642 ”Werde munter, mein Gemüte”. Den kendes på dansk under titlen ”Nu velan, vær frisk til mode”, der også benytter Johann Schops melodi fra samme år 1642. Tværfløjte, obo og violin I følger sopranstemmen, violin II alten, bratsch (der ikke spillede i 1. sats, men var med i strygerglorien i 4. sats) følger tenor, og continuogruppen tager udgangspunkt i korets bas. Teksten her er: ”Selv om jeg er veget fra dig/vil jeg atter rette ind/for din Søn har bilagt striden/ gennem frygt og smertedød/jeg fornægter ej min skyld/men din nåde og din gunst/vejer tungere end synder/som jeg altid i mig finder.” Det skal nævnes at oversætteren har valgt at prioritere rytme over rim og poetisk udtryk.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 684-686, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 282, John Eliot Gardiners covernoter til cd Soli Deo Gloria 171, p. 9, Albert Schweitzer: J. S. Bach, p. 630
|
