|
Tid og sted
Treogtyvende søndag efter Trinitatis den 24. november 1726 i Leipzig.
Tekstforfattere
Christoph Birkmann (1703-1771) (2., 3., 4. og 5. sats), salmevers fra 1533 af Adam Reussner
Besætning
Sopran, kor (SATB), horn I, II, obo I, II, III, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en instrumental sinfonia for to horn, tre oboer, fagot, strygere og basso continuo. Satsen er uden tempobetegnelse, men spilles allegro moderato, det vil sige moderat hurtigt. Et gennemgående træk er de to horn, der har en solistisk rolle. Hornenes første toner er faktisk et citat af et jagtsignal. Dén effekt kan lyde som to jægere, der kommer væltende ind i et stiligt jagtselskab, stadig omtumlede af det vilde ridt på jagt efter hjorte. En anden detalje er de tre oboer. Det normale var jo ellers, at to almindelige oboer suppleres af en taille, en slags tenorobo, som spiller i et dybere leje. Musikforskere har fundet ud af, at Bachs originale version af koncerten, som muligvis blev brugt som indledning til hans "jagtkantate" fra 1713, netop var komponeret for to oboer og taille. Der er dog uenighed om årsagerne til, at taillen blev skrevet om til en obostemme. I marts 1721 havde Bach brugt denne sats som indledningssats til den første af de Six concerts avec plusiers instruments, som han havde sendt som bilag til en jobansøgning til markgreve Christian Ludwig af Brandenburg-Schwedt. Grundet grevens titel er de i vore dage kendt som Brandenburgkoncerterne. Ikke blot havde Bach vedlagt musikhistoriens nok mest spektakulære bilag til en jobansøgning, men muligvis var der også et skjult budskab indbygget i Bachs partiturer. I 1987 udsendte den tyske violinist, dirigent og barokspecialist Reinhard Goebel koncerterne på lp og cd. I en booklet, som fulgte med indspilningen med musikere fra orkestret Musica Antiqua Köln, kom han ind på en række overordnede temaer, som Bach skulle have ønsket at påpege med sine koncerter: krig, jagt, følelse og det pastorale, det vil sige hyrdelivets landskabelige idyl, som kvaliteter hos markgreven. I 1993 var den engelske dirigent og musikforsker Philip Pickett inde på lignende idéer da han udsendte sine versioner af koncerterne spillet af New London Consort. Pickett gik skridtet videre og mente, at alle koncerter skulle ses som en allegorisk placering af markgreven Christian Ludwig som centrum i et antikt triumftog. De idéer, som Goebel og Pickett publicerede, inspirerede den tyske Bach-forsker Karl Böhmer til en artikel i fagtidsskriftet for tidlig musik Concerto. Böhmers grundtanke var, at koncerterne afspejlede den arkitektur, som var på mode omkring 1720. Formentlig, mente Karl Böhmer, havde Bach under sit besøg i marts 1719 på markgreve Christian Ludwigs senbarokke slot i Berlin kunnet opleve seks typer af rum: havesal, trappehus, festsal, audiensværelse, sovekammer og kabinet. Typisk var rummene i et fyrstepalads udsmykket med scener fra den antikke græske og romerske mytologi med gudinder, guder og helte. Koncert nr. 1 med de to horn og jagttemaerne skulle opfattes som en henvisning til greven som jæger og svare til en havesals vægmalerier med scenerier domineret af den romerske jagtgudinde Diana. Netop Diana og hendes elsker Endymion havde Bach i øvrigt brugt i "Was mir behagt, ist nur die Muntre Jagd!" (BWV 208) fra februar 1713. I slutningen af november og begyndelsen af december 1726 skulle Bach komme til at genbruge store dele af Brandenburgkoncert nr. 1; ikke blot er dens første sats i sin helhed brugt som denne noget malplacerede sinfonia; i hyldestkantaten "Vereinigte Zwietracht der wechselnden Saiten" (BWV 207) er 1. sats modelleret over Brandenburgkoncertens tredjesats, og det er Trio II fra koncertens fjerde sats, som i ominstrumenteret form afslutter 5. sats.
2. sats er et recitativ for sopran og continuo. Teksten har givet kantaten dens titel, og det er ikke ofte at en titel stammer fra teksten i et recitativ. Sopranens troende menneskesjæl udbryder nu: ”Forlorne verden, dig stoler jeg ikke på!” Hverken de skorpioner eller slanger, der nævnes, har givet anledning til særlig musikalsk pointering. ”Dit åsyn, som virker så venligt, pønser på en hemmelig ødelæggelse.” Herefter refereres til kommandanten Joabs krysteragtige Joabs drab på Abner (i Anden Samuelsbog kap. 3 vers 8-29), og derpå: ”Redelighenden er forvist fra verden/falskheden har drevet den ud”, og til sidst ”… den bedste ven er troløs, åh begrædelige tilstand!” Recitativet her i 2. sats omhandler ligesom 3. sats verdens falskhed – i dét perspektiv er det vanskeligt at se sammenhængen med 1. sats’ sinfonia.
3. sats er en arie for sopran, continuo og violin I og II. Nogle dirigenter vælger man at lade to solister spille strygerstemmerne, men det går imod de opførelsesanvisninger, som Albert Schweitzer omtaler: ”Ganske karakteristisk er ledsagelsen til arien. Den illustrerer ordet forstøde så drastisk, som tænkes kan.” Forstødelsen træder kun klart frem, hvis satsens to violinstemmer spilles af flere pulte. Sangeren har fået en stringent arie med et strejf af Kingo og Brorson i teksten: ”Immervæk, immervæk/selv om jeg bli’r drevet bort/er den falske verden fjende/så forbliver Gud min ven/som det ærligt for mig vil.”
4. sats er et recitativ for sopran og continuo. ”Gud er trofast” høres som gennemgående tema sunget over en nedadgående skalafigur, og recitativet nærmer sig i disse passager en arioso. Teksten lyder: ”Han vil, han kan mig ej forlade/vil verden mig og verdens jageri/indfange i sin snare/da er hans hjælp mig nær.” Derpå igen ”Gud er trofast” fulgt af ”og på hans venskab vil jeg bygge/og min sjæl, min ånd, mit sind/og alt, jeg er, betro ham.” Tre gange gentages ”Gud er trofast, Gud er trofast, Gud er trofast!”
5. sats er en arie for sopran, continuo og intet mindre end tre obligate oboer, der som trio rigtig kan fylde harmonierne ud, støttet af en fagot i bunden og akkorderne fra det valgte akkordinstruement, der kan være enten cembalo, orgel eller theorbe. Arier med tre oboer er der ikke mange af, men vi er stødt på dem i 7. sats fra "Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!" (BWV 208), 4. sats i "Nimm von uns, Herr, du treuer Gott" (BWV 101) hvor tredjestemmen spilles af taille, 4. sats i "Ach wie flüchtig, ach wie nichtig" (BWV 26), 3. sats i "Gelobet seist du, Jesu Christ" (BWV 91), og 7. sats i "Wer mich liebet, der wird mein Worth halten II" (BWV 74). Det er en skøn sats i en dansende ¾-takt og den lyse toneart B-dur. De fire dobbelte rørbladsblæsere får lov til at udfolde sig i seksten takters forspil og trækker sig herefter lidt tilbage for at kommentere sopranens kønne melodi. I andre kantater fra november 1726 har vi flere gange hørt det vemodige interval en opadgående lille sekst. Her i arien med dette lyse sind er intervallet i sopranens første optakt en stor sekst fra f1 til d2 – fra den danske sangskat kender vi jo intervallet fra ”En yndig og freydefuld sommertid”. Nu hvor Guds trofasthed er fastslået, og gentaget flere gange, er teksten også lys: ”Jeg følger med den kære Gud/og verden kan jeg lade blive/Gud med mig/og jeg med Gud/og nu kan jeg alverdens spot/fra falske tunger selv uddrive.”
6. sats er kantatens afsluttende koralvers med første vers fra en salme fra 1533 af Adam Reusner: ”Til dig står mi forhåbning, Gud/hjælp, gør mig ej til skamme/ej heller evig hånet/det beder jeg/og fasthold mig/i din troskab, Gud Herre!”. Sopranstemmen følges af obo I, II og violin I, alt af obo III og violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. De to horn fra sinfoniaen i 1. sats er også med. Horn I spiller koralmelodien. Horn II har fået en overstemme. Herom skriver Ludwig Prautzsch: ”Bach fremhæver andenhornet sådan at han giver det en egen overstemme mens førstehornet understøtter sopranens melodi. Dét er et sindbillede på Kristus, Guds anden skikkelse i dommersædet – han er på én gang talsmand og hjælper os til det evige liv.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 694-696, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 282, John EliotGardiner-covernoter til Soli Deo Gloria 171 pp. 15-16,
Albert Schweitzer: J. S. Bach, p. 628, Reinhard Goebel: Die Brandenburgsiche Konzerte i booklet til cd'en Archiv 423 116-2, Philip Pickett: The Brandenburg Concertos i booklet til cd: L’Oiseau Lyre 440 675-2, Karl Böhmer: Bachs mythologische Geheimnis i Concerto, 12, 1995/96, pp. 15-17
|
