|
Tid og sted
Femtende søndag efter Trinitatis den 17. september 1730 i Leipzig
Tekstforfatter
Ukendt, salmevers fra Königsberg 1549, der var en tilføjelse til en salme fra 1530 af Johann Gramann
Besætning
Sopran, trompet, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats sættes festligt an af trompet, strygere og continuo med et fanfaremotiv. Snart efter overtager sopranen solistfunktionen i en gnistrende virtuos stemme med teksten ”Lovsyng Gud i alle lande!” Den tyske Bach-ekspert Alfred Dürr har i sin bog om kantaterne peget på, at denne korte kantate i løbet af fem satser introducerer fem forskellige barokke satsprincipper. Her i 1. sats er det koncert. Besætningen er uden sidestykke i andre Bach-kantater, men kendes fra samtidige komponister som Alesssandro Scarlatti. Teksten udbreder lovsangen til Gud, hvor alle jordens skabninger stemmer i. Fyndigt har Albert Schweitzer skrevet: ”Alle sopraner, der gør sig umage med Bach, må bruge denne kantate til daglig øvelse. Helt fuldendt virker den dog kun, når en lys drengesopran smælder den ud.”
2. sats er et recitativ for sopran, strygere og continuo. Satsprincippet her er monodi. Dette er ikke en sang fra Bamse og Kylling, men en kompositionsteknik der i første halvdel af 1600-tallet havde bredt sig fra Italien, og betyder at en solosanger akkompagneres af et akkordinstrument og et basinstrument. Også strygerne indtager akkompagnementsfunktioner. Teksten handler om at vi beder i Guds tempel, og rummer derudover flere taksigelser. I anden halvdel skiftes tempo, og satsen fortsætter som arioso.
3. sats er en arie for sopran og basso continuo. Det barokke satsprincip, der hersker her, er variation over en ostinat, det vil sige en tilbagevendende basfigur. Sopranens første indsats på ordet ”Herre” (i den tyske originaltekst ”Höchster”) er en oktav ned fra e2 til e1. Oktaven er i barokkens musikæstetik symbol for helheden, det fuldendte. Således bliver kantatens centrale sats med påkaldelsen af Herren indledt af helhed. Herefter begiver solostemmen sig ud i smukke koloraturer på: ” Herre, gør for os din godhed/ny i hver en morgenstund/da skal vi i Fader-troen/have et taknem’ligt sind/og i fromme liv os vise/at vi kaldes dine børn.”
4. sats er en koral for sopran, to violiner og continuogruppe. Satsprincippet her en koralbearbejdelse. Sopranen synger uden forsiringer cantus firmus med tekst fra et salmevers fra Königsberg 1549, som var en tilføjelse til en salme fra 1530 af Johann Gramann. Fra lovsangen i 1. sats, beskrivelsen af bøn i 2. sats, selve bønnen i 3. sats, er vi nået til lovprisningen ”Vær lov og pris med ære/Gud Fader, Søn, og Helligånd!” Rundt om salmeverset væver de to violinernes toner sig med fast continuofundament. Tonearten er C-dur, ligesom 1. sats, og givetvis under hensyntagen til 1730’ernes ventilløse trompeter. Også 5. sats står i C-dur, og intensiveringen i musikken ved overgangen direkte fra 4. til 5. sats måtte Bach derfor opnå på anden vis. Tricket hedder skift fra tredelt til todels takt, fra 3/4 i 4. sats til en rask 2/4-galop ved indgangen til 5. sats. I øvrigt findes helt samme intensivering af det musikalske flow i vor kendte midsommersang ”Vi elske vort land” af komponisten P. E. Lange-Müller og til tekst af Holger Drachmann. Skiftet fra 3/4-takt til 2/4-takt findes i omkvædet ved gentagelsen af ”Men den skønneste krans…”.
5. sats for sopran, trompet, strygere og continuogruppe er en fuga, hvor temaet først lyder i sopran, og fire takter senere i trompeten. Teksten er et dybtfølt ”Halleluja!”, som efterhånden løftes så højt mod himlen, at sopranen skal helt op og ramme ”det høje c” (c3) og trompeten strammer læberne til et d3. Både sopranstemmen og trompetstemmen i den begejstrede afslutningssats stiller store tekniske krav.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 599-602, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 285, John Eliot Gardiner: Teksthæfte til cd’en SDG 104 p. 9, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 628-629 |
