|
Tid og sted
Fireogtyvende søndag efter Trinitiatis den 19. november 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Ach wie flüchtig, ach wie nichtig” af Michael Franck (1652). Af salmens i alt tretten verse er det første og sidste brugt med uændret tekst i kantatens 1. og 6. sats. Man ved ikke hvem der bearbejdede salmens øvrige vers til kantatens 2., 3., 4. og 5. sats.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, tværfløjte, obo I, II, III, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ kor indledes af stressede skalaløb fra både continuogruppe, strygere, oboer og tværfløjte som en musikalsk illustration af altings hast. De seksten instrumentale takters indledning synes at være færdige på et øjeblik. Det er netop denne flygtighed, korets sopraner, forstærket af zink, påpeger: ”Ak, hvor flygtigt, ak, hvor forgængeligt er menneskelivet!” Helt ned i korets øvrige stemmer smitter teksten af; de gentager pointen fra sopranstemmens cantus firmus, men de gør det i korte og hastigt afsnupppede kommentarer. I sin bog om Bach har Albert Schweizer grundigt beskrevet hvordan han mener, at dette indledningskor bør udføres: ”I det store kor fra kantaten ’Ach wie flüchtig, ach wie nichtig’ udfører Bach et maleri hvis skitse allerede foreligger i et koralforspil over den selvsamme melodi. Sædvanligvis træder de ledsagende stemmer i dette kor alt for stærkt frem, som om de kunne gengive den lettende tåges bølgende strømme. Den bedste virkning opnås, hvis man blot besætter sangstemmerne fåtalligt og hele vejen igennem lader orkestret spille piano. Taktslaget kan da tages betydeligt hurtigere, hvilket også jævnligt sker. Fraseringen skal ske sådan som også basfiguren tydeligt viser. I særdeleshed skal man passe på, at den første seksten-dedel på det fjerde taktslag bliver ubetonet. Får det blot en lille accentuering, bliver den opadgående linje hæmmet.” Næste tekststrofe rummer den metafor, som Schweizer henviser til: ”Som en tåge der letter/og derpå hurtigt forsvinder/se, sådan er vort liv!” Den affekt, satsen udtrykker, er vores følelse af flygtighed. I Carl Nielsens hjemland ville man være tilbøjelighed til at mene, at Tågen letter på en anderledes adstadig måde end den hast, satsen rummer. Musikken illustrerer altså ikke fordampende tåge, men flygtighed og forgængelighed. Lyt til orkestrets allersidste tone; en enkelt akkord og derpå intet. ”Om lidt bli’r der stille /om lidt er det forbi/fik du set det du ville/fik du hørt din melodi?”, spurgte Kim Larsen og Leif Petersen.
2. sats er en arie for tenor, continuo, tværfløjte og violin. I denne sats er der i høj grad tale om musikalsk billeddannelse, for her skal tværfløjte og violin, og enkelte gange endda continuofundamentet, skiftes til at vise strømmende vand. Også tenorsolistens melodi deltager i denne illusion om brusende vandstrømme: ”Så hurtigt som en brusende flod løber/således iler vore levnedsdage”. Strukturen i de tretten salmevers, som ligger til grund for kantateteksten, er, at hvert vers begynder med beklagelsen ”Ak, hvor flygtig, ak, hvor forgængeligt er menneskets…”. I 1. sats var det ”liv”, her i 2. sats er det ”dage”, og sådan fortsætter det gennem salmens næste vers med ”glæde”, ”skønhed”, ”styrke”, ”held”, ”visdom”, ”poesi”, ”skatte”, ”herlighed” og ”selvglæde”. Med lidt god vilje kan man opfatte satsen her som en kvartet for tværfløjte, violin, tenor og continuo i form af en langsom gigue i 6/8-takt. Giguen indgik i barokkens suiteform og havde sin oprindelse på de britiske øer. Klangligt nærmer Bachs smukke arie sig de britiske øers jigs, fordi kombinationen af tværfløjte og violin unisont i mellemlejet kan minde om den irske folkemusik. I da capo ariens kontrasterende B-stykke byder Bach på en fortrinlig musikalsk illustration af teksten: ”Tiden går, timerne iler/som dråberne pludseligt skilles/når alt rinder ned i afgrunden.” Her staccerer fløjte og violin spidse toner oppe fra og nedefter, mens ”afgrunden” (på tysk ”Abgrund”) fremhæves gennem et tritonusinterval a-dis i continuobassen, der også lige efter kører hele vejen oppefra og ned. Sangeren skal naturligvis føre an i dråbemotivet med ultrakorte pointerede toner på ordet ”Tropfen”.
3. sats er et pragtfuldt recitativ for alt og continuo. Allerede i de første takter sættes nye standarder for rammende deklamation af sætningen ”Glæde bliver til bedrøvelse”, hvorpå glæden (på tysk ”Freude”) udsjunges over en vild koloratur, mens ”bedrøvelsen” (på tysk ”Traurigkeit”) lander på en hul akkord. Som nævnt i kommentaren til 2. sats var der ganske mange vers og dermed mange forgængelige ting at behandle i en kantate over Michael Francks salme. Netop når vores korte tid er udmålt, har mange nok sats pris på, at Bach i en sand tour de force nu lader alten, det troende menneske, synge videre om både ”skønhed”, ”styrke”, ”held”, ”visdom” og ”poesi”, for derved kunne menigheden nok fornemme, at man kom igennem både vers tre, fire, fem, seks, syv, otte og ni af den lange salme på mindre end et minut! Så blev der tid til overs alligevel. Inderst inde véd vi jo godt at de ting, vi efterstræber, som alten her påpeger, ”wird endlich durch das Grab vernichtet”, ”til sidst gøres til intet af graven”. Derfor kommer dødedansen.
4. sats’ arie for bas indledes af intet mindre end tre oboer plus en fagot fra continuogruppen. På trods af den romantiske og pastorale atmosfære, man ofte forbinder med oboklangen, kan den også have noget spidst og enerverende som her, hvor komponisten elegant har arrangeret sin bourréesats på en måde, der bringer de mere knogleraslende egenskaber frem i træblæsergruppen. Samtidig, og det er i sig selv noget af en bedrift, er der ikke én eneste af de fire stemmer, der er mindre end interessant og udfordrende at spille i de sekste takter forspil inden bassangeren overtager det tema, som førsteoboen har haft indtil nu: ”At hjertet hænger fast ved jordiske skatte/er den tåbelige verdens forførelse.” Tekstligt er forlægget det tiende vers i Michael Francks salme, der taler om ”Ak, hvor flygtig, ak, hvor forgængelig/er menneskenes skatte!” I arien hvor Dødens skalmejer spiller op til dans, er salmens opdeling i fem strofer bibehold. I ett konstrasterende midterstykke lyder teksten: ”Hvor let opstår her de fortærende flammer/hvor bruser og rusker de bølgende floder/til alting ituslås og bliver ruin.” Her har obotrioen trestemmige flydeakkorder, mens continuobassen, og dermed fagotten, med hurtige skalaløb skal illustrere de altfortærende flammer. Bassolisten trækker desuden ”ituslås” (på tysk ”zerschmettert”) ud over lange skalaløb gennem tre takter.
5. sats er et recitativ for sopran og continuo. Fra den til grund liggende salme er det her kun vers elleve og tolv der behandles men det har nu ikke fået Bach til at gøre recitativet mindre dramatisk eller rammende. Også menneskets herlighed og selvglæde svøbes i det mørke slør fra dødens nat. Selv om ordene synges af en lys stemme fra den sjæl, der forlader kroppen, kan man godt mærke det isne ved kombinationenen af tonerne og akkorderne i continuoets akkompagnement på ”dødens nat” (på tysk ”des Todes Nacht”).
6. sats afslutter med det trettende vers fra Francks salme: ”Ak, hvor flygtige, ak hvor forgængelige /er menneskenes gøremål/alt, alt, alt, vi så/måtte falde og forgå/den, der frygter Gud, skal evigt stå” (leve).
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 703-706, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, p. 325, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276, Albert Schweizer: J. S. Bach p. 732 |
