Cantata BWV 249a
Entflieht, verschwindet, entweichet, ihr Sorgen
Dansk kommentar [Danish Commentary]

Tid og sted
Hertug Christian af Sachsen-Weissenfels' 43-års fødselsdag den 23. februar 1725 i Weissenfels.

Tekstforfatter
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764)

Musikalsk rekonstruktion
Kantaten er rekonstrueret af Friedrich Smend. Recitativerne er rekonstrueret af Hermann Keller.

Besætning
Sopran (Doris), alt (Sylvia), tenor (Menalcas), bas (Damoetas), trompet I, II, III, pauker, blokfløjte I, II, tværfløjte, obo I (desuden obo d’amore I), obo II, fagot, violin I, II, bratsch, continuo

De enkelte satser

1. sats forløber rent instrumentalt i en djærv 3/8-delstakt med festlige fanfarer fra de tre trompeter og trompetgruppens basinstrument pauke. En anden orkestergruppe udgøres af de to oboer og fagotten, mens strygerne med cello og violone som basinstrumenter udgør en tredje orkestergruppe. Continuo er allestedsnærværende. Den fremtrædende trompetgruppe giver dog også plads til andre i orkestret, og en mærkbart anderledes instrumenteret passage forekommer halvandet minut inde i satsen, hvor kun oboer, fagot og continuo spiller. Med lange triller indvarsler trompetgruppen ændring. I satsens løb høres temaet ikke kun fra trompeter, men også fra både træblæsergruppe og strygergruppe. For enhver, der beklager, at der fra Bachs hånd ”kun” findes to Brandenburgkoncerter, som kombinerer messing-, træblæser- og strygerklange, kunne denne energiske indledningssats være en god tilføjelse til Bach-spillelisten med dens rundt regnet fire minutter lange og festlige vekselspil mellem grupperne.

I de senere genanvendelser af musikken til påskeoratoriet ”Kommt, eilet und laufet” (BWV 249) og den nu forsvundne kantate med titlen ”Verjaget, zerstreuet, zerüttet, ihr Sterne” (BWV 249b) fik den næste musikalske episode en selvstændig sats (hvorved påskeoratoriet BWV 249 altså fik elleve satser mod de ti her i hyrdekantaten). Der er også tale om en del med ganske store kontraster i forhold til fejringen i indledningsdelen. Med alvorligt-patetiske deklamerende mol-akkorder i et langsomt tempo sætter strygerne scenen, inden en soloobo fra en høj og i begyndelsen knapt hørbar tone fremfører en stille og ensom melodi. Da resten af kantaten forløber i et arkadisk hyrdeunivers, er det nærliggende at høre solooboen som en hyrdes ensomme spil på sin skalmeje. Et langt senere eksempel på ensomt spil fra en hyrde i det fjerne kan man finde i den svenske komponist Hugo Alfvéns ”Dalarapsodi” fra 1931, hvor en ung hyrdindes drømmesyn illustreres, og hendes hyrdekald på et kohorn må spilles på en sopransaxofon. Fra året 1725 finder man et andet eksempel på baroktidens hyrdeidyl i den kendte adagio-sats fra ”Foråret” fra Antonio Vivaldis fine ”De fire årstider”. Satsen dér er Vivaldis musikalske iscenesættelse af disse tekstlinjer: ”Liggende på en blomsterfyldt eng/med sin trofaste hund ved siden slumrer gedehyrden ind/inddysset af blid susen.” Denne lille sonet er ikke nogen dårlig illustration af den scene, Bach maler her i sin hyrdekantate. ”Satsen” for obo solo, strygere, fagot og continuo er af indlysende grunde blevet noget af et hit blandt oboister, og flere af verdens bedste af slagsen har givet deres bud på, hvordan denne ged skal barberes. Heinz Holliger, Albrecht Mayer og barokoboisten Marcel Ponseele har givet forskellige tolkninger af satsen. Flere findes på YouTube, hvor man kan se musikerne live og nyde musikken imens. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt hvor let satsen her lod sig omplante fra hyrdescene til at blive højt skattet symbol for Jesus i påskeoratoriet, men man kunne samlet vælge at kalde satsen ”Den gode hyrde”, der både indfanger hyrdekantaten og påskens under.

Med 2. sats’ første toner vender det festlige tema fra 1. sats’ begyndelse tilbage, men nu som forspil til at de to glade hyrder Menalcas (tenor) og Damoetas (bas) synger: ”Fly bort, forsvind og undslip os, I bekymringer, bring ikke de lystige indskydelser ud af fatning!” Disse to figurer Menalcas og Damoetas stammer oprindelig fra Vergils ”Ekloger”, hvor de dyster på sanggaver. Vergil læstes flittigt i barokken, og fødselaren har formentlig forstået - og værdsat - denne reference fra tekstforfatteren Picanders side. Duetarien forløber som en dacapoarie i ABA-form, og i B-stykket synger de muntre hyrder: ”Grinen og skæmten fylder hjerterne/glæden står malet i ansigtet.” Nu sætter orkestret festligt det efterhånden ret velkendte tema fra A-stykket an, men denne gang synger de to hyrdinder Doris (sopran) og Sylvia (alt): ”Fly bort, forsvind og undslip os, I bekymringer, bring ikke de lystige indskydelser ud af fatning!”
De to hyrdinder optræder interessant nok sammen med Galathee i et skrift af den forfatterinde, som få måneder senere skulle begynde at levere tekster til Bachs kantater. Det er Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760), som i sin bog Vermischte Schriften fra 1739 påtog sig rollen som hyrdinden der længtes efter sin fraværende hyrde. [Se i kilden: Friederike Ursula Eigler & Susanne Kord (red.): The Feminist Encyclopedia of German Literature, Greenwood Publishing Group, Westport 1997 p. 390). Som med kantaten “Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!” (BWV 208), der hyldede Christian af Sachsen-Weissenfels tolv år tidligere, har det formentlig været ganske fortryllende for Bach at kunne lade de to høje stemmer synge af kvindelige sangere, da Paulus’ forbud mod kvinders sang kun gjaldt i kirken og ikke i en verdslig hyldestkantate som denne. De to kvinder på scenen har formentlig tilført kantaten en em af erotik og rigtig hyrdetime. I det lys er det meget effektfuldt at lade dem overtage A-stykket i dacapo-duetarien. Oprindelsen til Sylvia og Doris kunne være, at Doris er én af de halvtreds døtre af den gamle Nereus fra havet hvis døtre kaldes Nereider. Sylvia regnes ifølge mytologine for at være den fra skoven, idet navnet er afledt af det latinske silva, der betyder skov.

3. sats er et recitativ, hvor Menalcas og Damoetas rent mentalt lige retter på slipset efter det smukke køns overtagelse af deres dacapo: ”Hvad hører jeg der?”, spørger den ene, og den anden tilføjer sit ”Hvem afbryder os her?” Sylvia svarer dem: ”Tror I da, at kun Jeres bryst er fyldt af jubel og glæde?” Bemærk at Hermann Kellers rekonstruktion af recitativet giver plads til en opadgående koloratur på ordet jubel (på tysk ”Jauchzen”), hvilket er helt i Bachs ånd. Derpå tilføjer Doris ”Og at vi to skulle være uden henrykkelse?” Hun uddyber nu denne lidt pudsige tilføjelse i en dårende smuk soloarie.

4. sats er en arie for sopran (Doris), continuo og obligat tværfløjte. Den tyske Bach- og ikke mindst kantateekspert Alfred Dürr skriver: ”Arien […] føjer sig til de tidligere nævnte satser, der har vundet mest ved tilbagebearbejdelsen [fra påskeoratoriet], for udsmykningerne fra den obligate fløjte er ikke blot et meget idiomatisk påfund, men også samtidig symbolsk udtryk for den strøm af smigerier, som der tales om i teksten.” I dacapoariens A-del synger Doris efter fløjtens indledning ”Hundredtusinder smigerier strømmer nu i mit bryst.” I det kontrasterende B-stykke ”Og den lyst viser en sådan ømhed, at tungen ikke kan fortie det.” Elegant har der nu været en duetarie, et recitativ og en soloarie uden at teksten har nævnt hvad det er, de fire hyrder længes efter.

5. sats er et recitativ med replikker til alle fire personer og stemmetyper. På et spørgsmål om hvor de to hyrdinder agter sig hen, svarer Doris: ”Til bøge, ege eller linde/for en blomsterkrans til vores dyre-bare Christian at vinde…”. ”Så kan I følges med os”, svarer Menalcas, og Sylvia spørger med kvindens sans for praktisk omsorg hvem der mon så skal passe fårene. Det er ikke udødelig poesi, men svaret i

6. sats’ arie for tenor (Menalcas), violiner, blokfløjter og continuo er i sig selv så overjordisk smukt, at kantaten alene derfor er værd at bruge tid på. Teksten røber, at Menalcas hellere vil gå ud med de to hyrdinder, for fårene kan blot passe sig selv. Leveret som her i en sart besat godnatsangs vuggende bevægelser i blokfløjte I og violin I, mens blokfløjte II og violin II rytmisk følger continuets jordnære og stabile , er der tale om en unik arie – selv i Bachs enorme og kvalitetssikre produktion. ”Vug Jer selv, I mætte får, i søvn så længe”, synger Menalcas. Underforstået; mens vi går til fejringen af Christian sammen med de to hyrdinder. Han bliver mere poetisk i teksten i de næste strofer: ”Dér, i disse dybe dale/hvor der findes friske grønsværer/vil vi finde Jer igen.” Herpå gentages ariens A-del.

7. sats er et recitativ med en samtale mellem Damoetas (bas) og Sylvia (alt). Han inviterer dem med, men undrer sig over hvor de kan finde blomsterne til kransen, da lejlighedskantaten her oprindelig blev spillet den 23. februar, hvor ingen blomster endnu gror i Sachsen i det midttyske. Hun svarer, at hun vil gøre sig umage med tidligere end ellers at fremtrylle blomsterne fra den eller så kolde grund.

8. sats er en arie for alt (Doris), strygere, continuo og obligat obo. Opførelse med originalinstrumenter kræver næsten, at man lader obostemmen udføre på obo d’amore, da den blæsende vestenvind, som stemmen illustrerer, vil have hårde vilkår, hvis en barokoboist skal udføre det i grundtonearten A-dur. I den kirkelige version af kantaten ”Kommt, eilet und laufet” (BWV 249) spilles det på obo d’amore.
I arien påkalder Doris Flora, som er den romerske gudinde for forår og blomster – netop det, Doris og de andre lige står og mangler: ”Kom dog, Flora, kom i en fart/pust med vestenvinden/kærligt på vore agre/så en trofast undersåt/til sin milde Christian/al sin gæld betale kan!” Rent mytologisk var jo Flora i den grad i den rette position til at hundse med vestenvinden, for hun var nemlig gift med ham (og vestenvinden personificeredes af Zefyr, som var bror til tre andre vinde, Notos, Euros og Boreas).

9. sats’ recitativ er kun for bas (Damoetas) og continuo. I Vergils ”Ekloger” kæmpede Menalcas og han jo som nævnt om at blive den bedste sanger. Dén pris synes Menalcas allerede at have sikret sig med sin arie i 6. sats, men nu kommer Damoetas i sidste øjeblik til orde og siger, at der ikke er grund til at ulejlige Flora, for deres store fyrste er ikke specielt interesseret i blomster. Det kunne han have sagt allerede i 5. sats hvor idéen om blomsterkranse første gang blev nævnt, men ”Schwamm drüber”.
Han lægger op til den afsluttende sats ”lad jeres lovsang/iblandet paukens klang/nu tone og genlyde!”

10. sats er kantatens afsluttende hyldest for sangere, trompeter, pauker, oboer, strygere og continuo. Bemærk at hverken blok- eller tværfløjter medvirker, og at der næppe har været transporeret et kor til slottet Neu-Augustusburg i Weissenfels, hvor kantaten blev førsteopført, da de fire hyrder og sangere jo var i stand til at udføre den firestemmige sats med de festligt hyldende ord til fødselaren Christian.

Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 881-886, Friedrich Smend: Bach in Köthen p. 100

Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English)

BWV 249a Commentaries: English: Crouch | All Music
Nielsen [Danish]