|
Tid og sted
Lykønksningskantate til årsdagen for valget af Augustus III som konge den 5. oktober 1734 i Leipzig.
Tekst
Johann Christoph Clauder (1701-1779)
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SSAATTBB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), fagot, violin I, II, bratsch (én af bratschisterne skal skifte til en violetta), continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor begynder orkestralt med en fejende bevægelse opad til et festligt fanfaretema. Til tværfløjters, oboers, strygeres og continuos unisone præsentation føjes trompetgruppen med dens basinstrument pauken, der faktisk bliver satsens første flertemmige indslag. Begyndelsen præges af skift mellem trompeternes kald og det øvrige orkesters fejende figurer opad. Disse overtages af det kor, der efterhånden bevæger sig ud i ottestemmighed. Teksten lyder: ”Pris Jeres lykke, velsignede Sachser’/for Jer’ konges trone beskyttes af Gud.” Satsen er en da capo sats med et kontrasterende B-stykke, hvor førstetrompeten lader sig høre en enkelt gang, mens koret synger: ”Du glædens land/tak nu din himmel og kys kongens hånd/dagligt der lader han velfærden vokse/og han giver borgerne sikkerhed nu.” Derefter gentages forspillet og kordelen ”Pris Jeres lykke, velsignede Sachser’/for Jer’ konges trone beskyttes af Gud.” På grund af den omtale, der i samtiden var af denne festkantate, er vi i dag godt underrettet om hvordan fremførelse af netop indledningskoret var indrettet:
”Henved Kl. 9 om Aftenen præsenterede Studenterne Majestæterne for deres allerunderdanigste Aftenserenade med Trompeter og Trommer som den ærede Kapelmester Johann Sebastian Bach, Kant. ved St. Thomas, havde komponeret. Her bar 600 Studenter Voksfakler og fire Hertuger fungerede som Marskaller i Præsentationen af Musikken. Processionen gik gennem Schwartzen Bret gennem Ritterstrasse, Brühl og Catharinenstrasse op mod Kongens Residens; da Processionen nåede Wage-bygningen gik de selv samme Trompeter og Pauker op på denne, ligesom de Andre og Koret tog plads ved Rådhuset. Ved Præsentationen af Teksten fik de fire Hertuger lov til at kysse de kongelige Hænder. Så længe Musikken varede veg Deres Kongelige Majestæt, Deres Kongelige Fru Gemalinde og De Kongelige Prinser ikke fra Vinduet, og de lyttede her allernådigst, og dette fornøjede Deres Kongelige Majestæter hjerteligst.”
Trods disse festlige omstændigheder er kantaten ”Preise dein Glücke, gesegnetes Sachsen” (BWV 215) også blevet forbundet med Bachs førstetrompetist, Gottfried Reiches, bortgang, fordi han dagen efter, den 6. oktober 1734 fik et slagtilfælde og døde foran sin bolig i Stadtpfeifergasse. Det har været påpeget at anstrengelsen ved at blæse den vanskelige førstetrompetstemme i røgen fra faklerne kunne have været medvirkende årsag til, at Gottfried Reiche måske blev overanstrengt. Læs mere om Reiche i teksten om ”Preise, Jerusalem, den Herrn” (BWV 119) til byrådsindsættelsen den 30. august 1723.
2. sats er et recitativ for tenor, to oboer og continuogruppe. Kantaten følger efter indledningskoret den enkle struktur, at tenoren har recitativ og arie i 2. og 3. sats, bassen har recitativ og arie i 4. og 5. sats, mens det i 6. og 7. sats endelig er en sopran, der har recitativ og arie. Mest interessant i tenorens lobhudlende tekst er de små glædesmotiver, der høres fra oboerne. De skal hurtigt skifte instrument.
3. sats er en arie for tenor, strygere, continuo og to oboer d’amore, der spiller med på henholdsvis violin I’s og violin II’s stemmer. Satsen har et for Bach usædvaligt skift mellem forte og piano, der tydeligt høres allerede i de første fire takter hvoraf de to første er forte og de to følgende er piano. Tenorens muntre skala opad følger teksten: ”Sandelig trodser Augustus navn, et så ædelt gudeligt afkom, hver en magt så dødelig.” Også denne arie er - ligesom indledningskoret - i da capo form.
Til B-stykket vandrer continuobassen straks ned fra hovedtonearten G-dur til molparalllen to trin under (e-mol) og en kontrasterende del med teksten ”Hver en borger i provinser/med så dydige prinser/lever i en gylden tid.” Herefter vendes tilbage til indledningens forte-piano-skift i den af oboer d’amore farvede strygerklang, inden tenorsolisten på ny udbryder: ”Sandelig trodser Augustus navn, et så ædelt gudeligt afkom, hver en magt så dødelig.”
4. sats er et recitativ for bas og continuogruppe, hvortil der er foreskrevet en fagot. Den lange tekst handler om det under det er, at netop denne konge kom til at regere dette land, selv om der findes misundelse mod regenten. Misundelse præsenteres derpå som insektsværme i den følgende basarie.
5. sats er en arie for bas, strygere, continuo og obo. Sidstnævnte er tildelt en illustrativ rolle med at spille staccato sempre – toner sat an med tungespidesen hele vejen igennem – mens alle strygernes treklange er dobbelt så hurtige, sekstendedelsnoder mod oboens prikkende ottendedele, for at skabe et klangligt billede af en insektsværm. Efter seksten takters forspil buldrer (brum)bassen: ”Far blot frem, forvovne sværm/i dine egne inde-volde/vask så blot din kæphøje arm/vredesfuld/i uskyldige brødres blod/os til afsky, dig til sorg/for din gift/og misundelsens forbitrelse/rammer dig selv mere end den rammer Augustus!” Det er en mærkværdig tekst, universitetslæreren Johann Christoph Clauder har skruet sammen, men der er kommet en herlig og dynamisk basarie ud af det - takket være Bach.
6. sats er et recitativ for sopran, continuo og her to tværfløjter, som udfører små akkordbrydninger. Fra de jordiske niveauer, hvor tenoren i 2. og 3. sats sang om Augustus’ rige, mens bassen tod sig af den ned-rige misundelse i 4. og 5. sats er det nu den højeste stemme i ensemblet, som kigger opad: ”Ja, ja/dog er Gud nær med sin hjælp/og beskytter Augustus’ trone!” Efter et par ord om rigets store udstrækning, afsluttes med, at Augustus binder sine undersåtter gennem kærlighed, ej gennem tvang.
7. sats er en arie for sopran, obo d’amore, to tværfløjter og strygere. Rollerne er ganske mærkværdigt fordelt og det mærkes straks på den samlede klang. Sopranen har selvsagt melodi og støttes her af en enkelt obo d’amore. Tværfløjterne udfører unisont en obligat stemme, mens strygerne – violin I, II og det sjældne instrument violetta, en lille trestrenget bratschtype – sammen udfører en Bassettchen-bas. Dette træk er brugt flere gange i Bachs kirkekantater til at illustrere manglende sjælelig forankring. Af tidligere eksempler kan nævnes 5. sats i "Schauet doch und sehet, ob irgend ein Schmerz sei" (BWV 46), 3. sats i "Herr, gehe nicht ins Gericht mit deinem Knecht!" (BWV 105) og 4. sats i "Mein liebster Jesus ist verloren" (BWV 154). Med de to fløjter i det dybe leje, den samlede strygerstemme i bunden og obo d’amorens klagende farvning af sopranstemmens klang er der næsten tale om spøgelsesmusik. Det er da også en noget truende tekst, Clauder har sat sammen: ”At straffe fjenderne/med våben rejst i flammende nidkærhed/kan bringe mange ære, ry/men at betale vrede med godhed/det gør kun helte /og det er Augusts kendetegn.” Arien blev tre månder senere omarbejdet til 47. sats i ”Juleoratoriet”. Dér indgår den i kantaten til søndag efter nytår ”Ehre sei dir, Gott, gesungen” (BWV 248/V). I forhold til de mange satser fra kantaterne ”Lasst uns sorgen, lasst uns wachen” (BWV 213) og ”Tönet, ihr Pauken” (BWV 214) fra efteråret 1733, der fandt genanvendelse i ”Juleoratoriet”, er det bemærkelsesværdigt, at denne sopranarie er eneste sats fra kantaten ”Preise dein Glücke, gesegnetes Sachsen” (BWV 215), som Bach valgte at tage med over i oratoriet. Den blev omarbejdet en del og transponeret fra h-mol til fis-mol. Sopranstemmen blev lagt ned til bas, obo d’amoren overtog den obligate stemme fra de to tværfløjter. Endelig droppede Bach Bassetchen-funktionen og gav satsen en almindelig forankring med continuobas og akkordsintrument. Arien gik dermed fra at være dyster til at ydtrykke ønsket om, at Jesus’ strålers klare skin må oplyse de mørkeste sider af menneskers sjæle.
8. sats er et recitativ for tenor, bas, sopran, og continuo hvor de tre solister først hver for sig og til sidst sammen i floromvundent sprog beder Gud og regenten om at beskytte landet og staden. I recitativet høres smældende trompet- og paukefanfarer. Endnu en stribe høje d3’er sætter trompet I under pres.
9. sats er slutkoret for alle medvirkende. Historien melder ikke om procesionen spadserede bort til tonerne af den overraskende sicilianosats, der alligevel minder om slutkoret ”Blomstre, I sachsernes linde, som cedre!” fra kantaten ”Tönet, ihr Pauken” (BWV 214) fra december 1733. Teksten lyder: ”Rigernes stifter, vor krones behersker/bygger den trone, som Augustus har/velsign hans hus/med evigtvarende velgående/og lad os nu bo her i landet med fred/dét, han beskytter, med nåde og ret.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 908-914, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 360-361, 362, 363, 366, Malcolm Boyd: The Cantata as Panegyric (i teksthæftet til cd’en Philips 454467-2) pp. 4-5 |
