|
Tid og sted
Fødselsdags- og hyldestkantate til dronning Maria Josepha af Sachsen opført den 8. december 1733 i Zimmermannsches Kaffeehaus i Leipzig
Tekstforfatter
Ukendt
Besætning
Bellona (sopran), Pallas (alt), Irene (tenor), Fama (bas), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I (desuden obo d’amore), obo II, violin I, II, bratsch I, II, continuo De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor. Det sættes an af orkestret, hvor paukernes fire indledenede slag besvares af et kort trillemotiv i tværfløjterne. Så bliver paukerne vildere og besvares af oboerne inden lynhurtige nedadgående skalaer fra tværfløjter og violin I får modspil af fanfarer, der bevæger sig ned gennem trompetgruppen. Sådan indledes en Bachs festligste og kendteste kantatesatser i sin urform, hvor den brugtes til fejring af dronningens fødselsdag. Efter toogtredive takters instrumentalt forspil er det korets tur til at gentage paukens indledende slagmotiv, og teksten beskriver netop instrumenternes opgaver: ”Kling ud, I pauker! Trompeter, giv genlyd!/klingende strenge, opfyld vores luft/syng nu blot sange, I muntre poeter/Dronningen leve! bli’r frydefuldt råbt” Denne tekst gentages i løbet af satsens A-stykke på forskellig vis med vekslende instrumentale indslag der underbygger budskabet om fejring. I tidens stil er satsen en da capo sats, der som bekendt giver mulighed for et kontrasterende B-stykke og en efterfølgende gentagelse af A-stykkets feststemte temaer. B-stykket adskiller sig straks ved et skift fra D-dur til h-mol, og hvor koret hidtil mest har sat ind samtidig, synges der nu i kanon med en første indsats fra tenorer, og derefter bas, alt og sidst sopran. Strygerne markerer kort takterns ét- og to-slag. Da førstetrompeten kort lader sig høre efter et vidt forgrenet korafsnit er det med ganske stille gentagelser af et fis, som danner overgang til et mere rugende instrumentalt afsnit, hvor tværfløjter, strygere og oboer besvarer hinandens tvivlende motiver. Så forener de tre grupper strygere, oboer og tværfløjter sig over continuoets fundament og finder snart tilbage i en atmosfære, der giver koret plads til en samlet gentagelse af hyldesten fra begyndelsen af B-stykket ”Dronningen leve, det ønsker dit Sachsen/dronningen leve, hun blomstre og vokse!” Orkestret tilføjer påmindelser om galopperende glædesmotiver fra satsens begyndelse, og snart bringes kontrastdele til ro på en mørk fis-molakkord, der dog jages bort, da pauken igen tager fat på sine indledende slag i A-stykket – ”Kling ud, I pauker!” Et år senere fik satsen en ny tekst og kom til at udgøre indledningen til ”Juleoratoriet” (BWV 248/I). 2. sats er et recitativ for Irene (tenor) og continuo. ”Dette er den dag, hvor alle må glæde sig”, lyder de første linier. Mest interessant musikalsk set er reitativets slutning, hvor continuocelloen skal illustrere ”storm” (med et stormende toogtredivtedelsmotiv), ”lyn” (en rask formindsket akkordbrydning ned), ”mørke skyer, dystert vejr” (serier af gentagne toner), men hele denne vejrudsigt er faktisk nævnelse af det vejr, man ikke ønsker her på dronningens fødselsdag!
3. sats er en arie for Bellona (sopran), to tværfløjter og continuogruppe. I den romerske mytologi var Bellona en krigsgudinde, og hun er muligvis valgt fordi teksten til arien nævner ordet ”våbenklang”. De to obligate stemmer til tværfløjter er valgt fordi fløjter nævnes i første tekstlinie, og fløjter var da også de instrumenter, som – i øvrigt sammen med pauken fra 1. sats – gik forrest i krigshandlinger. Dette til trods er arien let, næsten kåd, og efter tolv takters forspil synger så krigsgudinden Bellona: ”Blæs de velhåndter’te fløjter/fjender, liljer, månen rødmer/kling med fejringsivrig sang/lyd med Jeres våbenklang/denne fest skal kræve glæde/ånd og sjæl den vederkvæge.” I forhold til andre arier og korsatser fra Bachs to kantater fra efteråret 1733 ”Lasst uns sorgen, lasst uns wachen” (BWV 213) og denne kantate ”Tönet, ihr Pauken, erschallet, Trompeten” (BWV 214) indtager denne arie en særlig posistion, for den blev ikke genbrugt i ”Juleoratoriet” (BWV 248). Da det på alle måder er en dejlig arie, må den manglende genbrug skyldes at den med sit krigeriske originalindhold ikke var passende. 4. sats er et recitativ for krigsgudinden Bellona (sopran) og continuogruppe. ”Mit knaldende metal”, lyder de første ord, og de har givet anledning til følgende kommentar fra Bach-eksperten Christoph Wolff: ”Bachs verdslige kantatesatser, både kor, arier og recitativer (…) er mere udviklede end dem, man normalt finder i operapartiturer, mn ikke mindre bevægende, meningsfulde eller effektive. Det gælder særligt når det handler om at skabe musikalkse sindbilleder som Herkules og ekkoet i BWV 213/5, orkestersemantik som bløde bølgers stille mumlen i 206/1 eller specifikke ord-tone forhold som det ”knaldende metal” i BWV 214/4, hvor Bach fremturer med uforlignelig fantasi, teknisk so-fistikerethed og en stærk fornemmelse for umiddelbare effekter.” Krigsgudinden hylder fødselaren!
5. sats er en arie for Pallas Athene (alt), continuogruppe og obligat obo d’amore. Solisten Pallas har vi tidligere mødt i ”Zerreisset, zersprenget, zertrümmert die Gruft” (BWV 205), der i august 1725 var en hyldestkantate til universitetslæreren, juristen og filosoffen August Friedrich Müllers navnedag. Pallas Athene var visdommens gudinde, og kalder nu efter obo d’amores smukke indledning sine muser til: ”Fromme muser, tjenerinder/syng den ældste sang, I finder/dagen er til Jeres lyst/fyld med glæde her hvert bryst/lad papir og fjerpen ligge/glæde trefold vi tilrigge.” Arien for de to a’er alt og amore (obo) belv til brug i ”Juleoratoriet”s anden kantate (BWV 248/II) transponeret fra h-mol til e-mol og lagt om til de to træfsikre t’er tenor og tværfløjte. Har man først hørt den originale version her i BWV 214, bliver det vanskeligere at lytte til den mere kendte omarbejdelse med samme glæde som før. 6. sats er et recitativ for Pallas Athene (alt), strygere og continuo. Som visdommens gudinde får Pallas en velfortjent strygerglorie, for nu handler det om dronningen som himmel-sendt: ”Dronning vores her i landet/den, som himlen til os sendte/er musernes trøst og skjold.” Herudover berettes om at muserne kysser dronningens kjole plus de behørige ønsker om at dronningen lå leve længe og godt. 7. sats er en arie for Fama (bas), trompet, strygere og continuogruppe. Det er en af Bachs bedste arier hvilket ikke mindst skyldes det svage element af jazz i de synkoper, der de første fire takter ligger i strygergruppen og derpå i de følgende fire takter overtages af solotrompeten. Det er 2/4, det er D-dur, og forspillet går rent ind - fra trompetens første tone til en tonenedgang i continuoet, der introducerer solisten: ”Lov og pris hver kronet dame/Dronning, med dit navn/fylder jeg vor verdens kreds”. Arien har et konstrasterende B-stykke i h-hol, hvor man skulle tro at trompeten ville tie efter ordene: ”Det som Dyden foretrækker/ses kun i heltinders rækker/det var vuggegaven din”, men helt kan den ikke holde sig fra en diskret lang tone og et par små triumferende pip. I vore dage er det svært at forestille sig hvor tæt sammenhæng der i barokken var mellem at hylde en jordisk fyrstinde og himlens konge. Bach kunne ret uændret indlemme denne sats, da han et år senere sammensatte sit ”Juleoratorium” (BWV 248), hvor denne sats blev til 8. sats i den første kantate ”Jauchzet, frohlocket” (BWV 248/1). Kun teksten var ændret og så tilføjede han en diskret tværfløjte på førsteviolinernes jazzede stemme. 8. sats er et recitativ for Fama (bas), continuogruppe og en træblæsergruppe med to tværfløjter og to oboer, der stikker nogle akkorder i i diskanten og tilføjer lidt rabalder, mens Fama udsiger den sidste af ganske mange hyldester til dronningen af Sachsen og Polen. Højt op kommer bassen til sidst, da ønsket om at dronningen om mange år må genforene sig med stjernerne udsiges og træblæserne til sidst spiller akkorderne A-dur til D-dur. 9. sats slutkor sætter først alle orkestrets instrumenter i sving. Efter forspillet syngeførst Irene (tenor), det lidt fesne ønske: ”Blomstre, I sachsernes linde, som cedre!”, og Bellona (sopran) tilføjer: ”Lyde af våben og vogne og vognhjul!” Så høres Pallas Athene (alt) ”Syng nu, I muser, med stemmernes kraft!” og sidst Fama (bas) med tekst som, også de tre andre er med på: ”Timer så glade, I tider af lykke/giv os nu oftere glæder så gyldne/dronningen leve, ja lev et langt liv!” Efter et orkestermellemspil gentages teksten til en lidt ændret melodik, men stadig i rækkefølgen Irene, Bellona, Pallas og til sidst Fama. Hele ensemblet slutter sammen på en lang D-dur akkord med fermat over. Satsen var ligesom både indledningskoret i 1. sats og arien i 8. sats nærliggende som fejring af himlens hersker efter hyldesten af den jordiske dronning. Derfor blev denne sats et år senere indledning og afslutning - med ændret tekst - til ”Juleoratoriets” tredje kantate ”Herrscher des Himmels” (BWV 248/III) hvor den vil høres som 24. sats, der gentages i slutningen af tredjejuledagskantaten. Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 903-908, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 360, 362, 363, 364, 366, 383-384, Peter Wollnys covernoter til cd’en HMC 901860 p. 12 |
