|
Tid og sted
Hyldestkantate i anledning af juristen Gottlieb Korttes professorforelæsning den 11. december 1726 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt, men muligvis studenten Heinrich Gottlieb Schellhafer (1707-1757)
Besætning
Lykken (sopran), Taknemmeligheden (alt), Fliden (tenor), Æren (bas), (kor) (SATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), taille, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens festlige indledning for kor og orkester. Strengt taget kan koret udgøres af de fire stemmer, der som allegoriske figurer optræder solistisk i kantatens øvrige satser. Orkestrets forspil præges af trompeter og pauker, men også den fyldige træblæsergruppe med tværfløjter, oboer og taille høres sammen med strygerne. I slutningen af 1726 genbrugte Bach store dele af den første af hans Brandenburgkoncerter. I kantaten ”Falsche Welt, dir trau ich nicht” (BWV 52) et par uger før var det koncertens førstesats, der udgjorde en lidt umotiveret sinfonia. Her i hyldestkantaten til den populære jurist Gottlieb Kortte er det Brandenburgkoncertens tredje sats, som har dannet grundlag for en omarbejdning til pragtfuld korsats. Efter godt et halvt minuts tid sætter basstemmen ind med teksten: ”Afvekslende strenges forenede tvekamp/de rullende paukers så højlydte smæld”, der straks efter gentages af hele koret og det samlede orkester. Nu begiver sopran og bas tæt fulgt af alt og tenor sig ud i koloraturer på en gentagelse af teksten, men denne gang får pauken fire korte soloer der hvor koret gentager teksten om ”rullende paukers så højlydte smæld”. Derpå høres tolv takters mellemspil for orkestrets træblæsere, strygere og continuo, inden korets næste indsats med teksten: ”... forlokker de lystne studenter herhen/og sig os med Jeres så jublende toner/og dobbelt formerede smæld”, fulgt på vej af en lille duet mellem tværfløjte I og obo d’amore I. Nu tager tenoren têten i en fortsættelse af tekstens akademiske prosa ”... til disse så flittige hengivne sønner”, hvorpå hele koret slutter af: ”Her her er belønning for al deres dyd”. Dét afslutningsløfte gentages derpå i en spørgsmål-og-svar-sekvens mellem korstemmerne. Seks takters instrumentalt mellemspil lader os høre orkestrets træblæsere og strygere inden korets indsats ”lokker de lystne studenter herhen/og sig os med Jeres så jublende toner gennem de jublende toner/og dobbelt formerede smæld”, hvorefter tenorens lektorstemme fulgt af en overstemme i violin I lover belønning for sliddet ved skolebænkene: ”... til disse så flittige hengivne sønner”, og med hele koret ”at her er belønning for al deres dyd”. Midt i korets spørgsmål og svar er det som om gassen går af ballonen; tempoet flader ud til et adagio, der ender på en lang holdt fermat. Korets basstemme sætter nu fut i fejemøjet med teksten ”Afvekslende strenges forenede tvekamp/de rullende paukers så højlydte smæld”. Nu tilføjes resten af koret og orkestret med trompeter og pauker i flere gentagelser af denne tekstdel og en markant paukesolo, der sammen med koret får sat en streg under det sidste ”højlydte smæld”, hvorpå de afsluttede seksten takter spilles af det samlede orkester.
2. sats er et recitativ for Fliden (tenor). Kantatens fire recitativer er meget tekstrige, men indholdet kan koges ned til, at hver allegorisk person naturligvis reciterer en række formfuldte formuleringer af de mangfoldige kvaliteter, der knytter sig til de enkelte dyder. Fliden fremhæver livsvarige fordele ved at være flittig lige fra ungdommens vår, og bryder derpå ud i
3. sats’ arie for tenor (Fliden), strygere og continuo. Allerede i den instrumentale indledning skelnes i strygerstemmerne mellem svagt og kraftigt, muligvis som musikalsk illustration af den del af recitativet der handlede om modsætningsparret ”den i ungdommen anvendte saft og kraft” og ”alderdommens udmattelse”. Otte takters forspil følges nu af Flidens opfordring ”Vig nu ikke bort fra stien/I, som har valgt at gå min vej!” Allerede ved anden gentagelse høres en sigende opadgående skala på ”min vej” (på tysk ”meinen Weg”). Kort efter må den gode Flid helt op og hente et højt h1 og derefter gennem krævende koloraturer bevæge sig nedad mod sluttonen a. Efter en gentagelse af opfordringen følger otte takter for strygere og continuo. Fliden fortsætter nu: ”Lykken husker Jeres fodtrin/Æren ser de hårde skridt/hvormed de efter fuldbragt bane/belønner Jer med overflod/med løn, de har beregnet Jer.” Her har Bach ikke kunnet lade være med at illustrere et ord som ”bane” (på tysk ”Strasse”) med lange melismer i et godt tenorleje. Derefter vises ”løn” (på tysk ”Lohn”) i opadstræbende figurer. Fire instrumentale takter danner overgang til en gentagelse af den første opfordring fra Fliden ”Vig nu ikke bort fra stien/I, som har valgt at gå min vej!” Denne gang afrundes den valgte bane på en fermat, men continuobassen er allerede på vej videre. Fliden slutter sin frase af. Gennem otte takter veksler violin I mellem ungdommens forte og alderdommens hviskende piano; dette afrunder satsen.
4. sats er et recitativ for Lykken (sopran), Æren (bas), og continuo. Æren har de første tolv takter, og derpå tager Lykken sig af resten. De to blev lige introduceret i Flidens arie. Æren lover nu at han kun vil lade sine laurbærkranse smykke hovederne på de herrer (kvinder havde jo dengang ikke adgang til en akademisk løbebane), som viser, at de er ansporet til at løse enhver arbejdsopgave. Lykkens høje stemme ønsker så dagens akademiske hyldestmodtager rigt mål af kærlighed og godt held i al fremtid.
5. sats er en duet mellem Lykken (sopran), Æren (bas) og continuogruppe. Æren: ”Således skal mine laurbær beskyttende smykke ham.” Lykken: ”Han skal smage billigelsens frugter.” Begge to sammen: ”Som gennem fliden viser vejen til stjernerne.” Idéen om at akademsik stræben fører mod stjernerne genfindes i ”Coelestem adspicit lucem” der er latin og betyder ”den øjner det himmelske lys”. Denne inskription fra 1836 findes over indgangen til universitetets hovedbygning på Frue Plads i København.
Herefter går Æren videre til kroppens sekreter: ”Fugter svedens dug hans lemmer/rammer den en muslings skal/hvor hans ære avler perler”. Lykken tilføjer: ”Hvor de hede dråber rinder/vil en kilde springe frem/som en velsignelsens bæk.” Efter en noget lang duet, der henter sit musikalske materiale fra begyndelsens motiv i continuobassen, høres en ritornel for trompet I, II, obo d’amore I, II, taille, strygere og continuo. Den prægtige fanfare stammer fra Brandenburgkoncert nr. 1, hvor denne del udgør Trio II i koncertens fjerde sats. Til lejligheden har Bach transponreret den fra F-dur ned til D-dur, ladet hornene udskifte med trompeter og tilføjet strygere. At det originalt er en trio skyldes, at blæserstemmerne i originalversionen var horn I, horn II og tre oboer på én samlet unison stemme. Dem amerikanske Bach-ekspert Christoph Wolff fremhæver denne ritornel som det hidtil eneste bevarede eksempel på udendørs processionsmusik fra komponisten Johann Sebastian Bachs hånd!
6. sats er et recitativ for Taknemmeligheden (alt) og continuo. Taknemmeligheden husker på, hvor elsket netop denne lærer, Gottfried Kortte, var. Der går i øvirigt den morsomme anekdote om hans tiltrædelsesforelæsning at han holdt den udenad, fordi han i skyndingen glemte noterne derhjemme!
7. sats er en arie for Taknemmeligheden (alt), to obligate tværfløjter, strygere og continuo. Teksten er: ”Æts ihukommelsen/i det hårde marmor ind”, og det kan forklare den hammer-og-mejsel-agtige figur i den samlede strygerstemme for både violin I, II og bratsch. Ihukommelsen svæver lidt mere luftigt i to obligate fløjtestemmer. Arien er en da capo arie (kantatens eneste), med et endnu mere filosofisk anlagt og alvorstungt B-stykke med teksten: ”Tid får stenen til at smuldre/desto mere må din laden/ tale om en lærers dåd/kan man afgrøder aflæse/se hvad deres rødder rummer/må de vær’ udødelig’.”
Herefter spilles og synges ariens A-stykke da capo: ”Æts nu ihukommelsen/i den hårde marmor ind.”
8. sats er et recitativ for Fliden (tenor), Æren (bas), Lykken (sopran), Fliden (tenor) en gang mere og orkestrets obogruppe, strygergruppe og continuogruppe. Bortset fra strygerakkompagnementer er det ret sjældent at få så tykt et accompagnato-recitativ i Bachs kantater som her, hvor satsens indledende A-durakkord for oboer og strygere kunne vække de studenter, der slumrede i løbet af den blide arie i 7. sats. Fliden (tenor) lægger ud med at sige ”I sovetryner, kom her! Kast nu et blik på min elskede...” Man har elegant ventet med at afsløre hvem der fejres, men nu nævnes ”Kortte” flere gange ved navn, både gennem Flidens del, så af Æren, dog ikke af Lykkens sopranstemme men til sidst igen af Fliden.
9. sats sætter alle i gang – trompeter, pauker, tværfløjter, obogruppe, strygeregruppe, continuogruppe og ikke mindst koret med et ”Leve Kortte/Kortte blomstre!”, fulgt af en slutreplik til hver allegorisk figur. Æren: ”Mine laurbær støtter ham”. Lykken: ”Han, som dvæler i mit bryst”. Fliden: ”Han, som ved mig stiger opad”. Taknemmeligheden: ”Han, som vinder alle hjerter”. Derefter fortsætter koret: ”Må han i utallige år/altid æret i billigelse stå/og til trods for andres misundelse/aldrig sig en fjende få!”
Efter orkesterdelen gentages den indledende hyldest ”Leve Kortte/Kortte blomstre!”, hvorpå seksten takter for orkestret alene afrunder satsen og kantaten med den storslåede hyldest til Gottfried Kortte.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 933-939, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 325, 352, 501 note 55, Peter Wollny: Zwei weltliche Huldigungsmu-siken i hæfte til cd’en Harmonia Mundi HMC 901860, pp. 13-15 |
