Recordings/Discussions
Background Information
Performer Bios

Poet/Composer Bios

Additional Information

Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources


Cantata BWV 205
Zerreißet, zersprenget, zertrümmert die Gruft
Dansk kommentar [Danish Commentary]

Tid og sted
Universitetslæreren, juristen og filosoffen August Friedrich Müllers navnedag den 3. august 1725, opført i Leipzig.

Tekstforfattere
Christian Friedrich Henrici
»Picander« (1700-1764)

Besætning
Pallas Athene (sopran), Pomona (alt), Zephyrus (tenor
), Æolus (bas), kor (SATB), trompet I, II, III, horn I, II, pauker, tværfløjte I, II, obo I (desuden obo d’amore), obo II, violin I, II, bratsch, viola d’amore, viola da gamba, continuo (continuogruppen gerne med cembalo, lut, cello, fagot og violone)

De enkelte satser

1. sats begynder med festlige akkorder hamret ud af trompeter, pauker, horn og strygere, mens raskt opadgående skalaer i tværfløjter og oboer illustrerer de utålmodige vinde. Forspillet er det mest rigt besatte i hele Bachs produktion, og af de instrumenter, der er oplistet i besætningsfortegnelsen lige ovenfor, er det kun de to blide instrumenter viola d’amore og viola da gamba, der tier indtil 5. sats. Når koret sætter ind, er det strengt taget ikke hverken Pallas, Pomona eller Æolus, vi hører. Det er i stedet fire mytologiske vinde; Boreas (nordenvinden), Notos (søndenvinden), Euros (østenvinden) og Zephyrus (vestenvinden). I satsens A-stykke synger de fire vinde: ”Sønderriv, ituspræng, sønderdel den grotte/som begrænser vores rasen”, og den lidt besynderlige tekst giver mening, hvis man får at vide, at vindenes hersker Æolus havde vindene indspærret i en grotte, hvorfra han kunne slippe dem løs, når han selv ønskede det. I satsens B-stykke tier trompeter og pauker, men der er stadig gang i de utålmodige vindes skalabevægelser i horn, træblæsere, strygere og continuo. Stemmerne har forenet sig i en mere motetagtig korklang med teksten: ”Gennembryd luften/så selv solen bliver mørk/skær gennem voverne, gennempløj jorden/så selv himlen må bedrøves!” Herefter bliver A-stykket gentaget med det store udtræk af strygere, continuo, pauker og luftstrømmene pustet gennem både trompeter, horn, tværfløjter og oboer.

2. sats er et recitativ for Æolus (bas) og det fulde orkester. Vindenes hersker Æolus udmaler hvad der sker, når han giver vindene deres frihed til at rase. Ret beskrivende er der en passage midt i recitativet hvor Æolus synger ordene ”ensetzlich anzublasen” (på dansk ”blæse forfærdeligt på”), hvor orkestret igen begiver sig ud i op- og nedgående skalaer. Det rigt besatte recitativ er ikke ude fortilfælde i Bachs produktion, idet 4. sats i ”Preise, Jerusalem, den Herrn” (BWV 119) til en byrådsindsættelse i Leipzig den 30. august 1723 også bød på et basrecitativ med stort orkester.

3. sats er en arie for Æolus (bas), strygere, obo og continuo. Vindenes hersker Æolus glæder sig til den morskab, det giver ham, når vindene raser over verden. Allerede i orkestrets indledening tages der forskud på fornøjelserne med tonegentagelser i melodien, som viser hans latter. Han synger da også: ”Hvor vil jeg lystigt le/når alting bryder sammen/når selv klippen ikke længere står fast/og når tagene kollapser/da vil jeg lystigt le!” Den bouréelignende sats byder både sanger og musikere flere udfordringer, som man ikke kun kan grine sig igennem, selv om det tit er netop ordet ”le” (på tysk ”lachen”), der i solostemmen trækkes ud over flere takter for at vise Æolus’ foventede morskab. I violin I og obo I vises tagenes kollaps (på tysk ”die Dächer krachen”) med meget hurtige toogtredivte-delsnoder. Vi må for øvrigt gå ud fra, at obostemmen gerne måtte spilles på den transponerede obo d’amore, for det vil lette udførelsen af stemmen – ikke mindst i opførelser med originalinstrumenter.

4. sats er et recitativ for Zephyrus (tenor) og continuo. Af de fire vinde indtager Zephyr en særstilling, idet han var den blide sommerlige vestenvind. Da kantaten her blev førsteopført den 3. august 1725, kunne man med lidt god vilje mene, at den blide sommerlige vestenvinds tid var ved at være forbi, og det i stedet var de tre andre vinde, der skulle til at rase. Zephyrus beder nu indtrængende om Æolus’ tålmodighed og medfølelse, så han endnu en tid kan få lov til at blæse sin sommervind over Leipzig.

5. sats er en arie for tenor, viola d’amore, viola da gamba og continuo. Bach har ladet de inderligste instrumenter i værktøjskassen indlede og ledsage Zephyrus’ rørende afskedsarie, for når de tre andre vinde får lov at rase, nærmer sig den tid, hvor han må væk: ”Forfriskende skygger, min glæde/se hvor smerteligt jeg tager afsked/kom nu og beklag min skam”, synger tenoren i en af de mest udtryksfulde arier i hele Bachs produktion. De akkompagnerende instrumenter viola d’amore og viola da gamba understreger både ariens dominerende affekt, afskedssorgen, men tegner med deres sammenvævede toneranker også et sindbillede på det forfriskende i træernes kølende skygger. I ariens mellemdel er teksten: ”Slyng Jer, forladte kviste/ak, jeg tier/se kun medlidende efter mig!”, hvorefter ”Forfriskende skygger, min glæde/se hvor smerteligt jeg tager afsked/kom nu og beklag min skam” gentages til sidst. Om arien skriver den tyske kantatekespert Alfred Dürr: ”I sin anskuelige naturskildring hører [arien] til som fast del af den italienske barokopera (…) men er en særlig perle, som overhaler forbillederne.”

I
6. sats’ korte recitativ for Æolus (bas) og continuo siger han, at Zephyrus’ sang næsten har rørt ham, men derpå vender han hurtigt sin opmærksom mod to kvinder, Pomona og Pallas, der kommer ind.

7. sats er en arie for Pomona (alt), obo d’amore og continuo. Den romerske gudinde Pomona gjorde ikke meget væsen af sig i mytologien, men stammede fra den tidligste kult, hvor hun var gudinde for frugterne. Det er netop som repræsentant for frugt og afgrøder, at hun i sin smukke arie med en flot stemme for kærlighedsinstrumentet obo d’amore forsøger af røre Æolus til at vente med at lade sine vinde rase: ”Kan vel ej de kinder røde/skinnet fra de frugter søde/røre dit forbitrede hjerte/sig mig, ak, du kan vel se/grenene på hvert et træ/sorgfuldt bøjer sig mod jorden/for den smerte af afværge/som jo snart må ramme dem.” I modsætning til Bachs kirkekantater, hvor altstemmer måtte synges af mænd eller store drenge, har arien her sikkert været sunget af en kvinde hvor frugtgudindens appel til Æolus kan have virket ganske stærk og sanselig.

8. sats er et rectiativ med en samtale mellem Pomona og Pallas Athene. Æolus er ikke blevet rørt nok af Pomonas arie til at ændre sit forehavende, men nu håber Pallas Athene så at kunne røre ham med sine sukke. De to sangere forener sig til sidst på ordene ”Nuvel, måske viser han dig/mig større nåde!”

9. sats er en arie for Pallas Athene (sopran), obligat soloviolin og continuo. Allerede den grafiske form på noderne til indledningstakterne for violin og continuo viser os de højdekurver, teksten handler om.
Soloviolinen over continuoets fundament er en af disse himmelstræbende obligatstemmer, som i kirkekantaterne har med det åndelige at gøre, men her i Pallas Athenes arie for at påvirke Æolus spiller på en dobbelttydelighed i teksten. I første række er arien henvendt til Zepyrus’ blide vinde: ”Min gode Zephyrus/dit moskusrige kys/og din lurende kølighed/skal lege rundt om mine højder.” Derpå hendvendes sangen til Æolus: ”Store kong Æolus/sig dog til Zephyrus/ hans moskusrige kys/og hans lurende kølighed/skal lege rundt om mine højder.” Det er vanskeligt ikke at fortolke teksten som et spil på det erotiske; i Zephyrus’ arie i 5. sats rørte det næsten Æolus at høre om den sorg, Zephyrus følte ved sommerens slutning, mens Pomonas arie i 7. sats med dens æblekinder gik upåtalt hen. Nu taler Pallas Athene om moskuskys og lurende kølighed rundt om sine højder, så mon ikke Æolus stiller sig tilfreds? Bemærk i øvrigt at værkets undertitel på tysk er ”Der zufriedengestellte Äolus”, det vi sige ”Den tilfredsstillede Æolus”.

10. sats er et duetrecitativ for Pallas (sopran), Æolus (bas), continuo og to tværfløjter, som på et særlig markant sted spiller en slags ”fløjteglorie” om en ganske bestemt persons navn. Pallas siger, at hun har en særlig festlighed i gang, og det er vigtigt at huske, at Pallas Athene var visdommens gudinde, som jo er særligt vigtig ved en akademisk fest som denne. ”Hvad gør denne dag så dyrebar?”, spørger Æolus. Nu føjer tværfløjterne sig til som markering af navnet på den, der fejres ”Min Müller, min August” (på tysk ”Mein Müller, mein August”). Nævnelsen af denne person blødgør Æolus, der som afslutning på recitativet udbryder: ”Velan, jeg overgiver mig/Jeres ønske skal blive opfyldt!”.

11. sats er en arie for Æolus (bas), tre trompeter, pauker, to horn og continuo. Æolus må stoppe den rasen, som vindene så frem til. Det gør han, mens trompeter gjalder i det høje, hornene blæser til jagt i mellemlejet og continuo og pauker danner fundament. ”Tilbage, tilbage, bevingede vinde/fald, Eder, til ro”, befaler han, men efterlader vindene mulighed for at puste: ”Men blæser I end/så blæs dog kun sagte i nuet.” Arien med de fem messingblæsere og pauker er uden sidestykke i Bachs øvrige værker.

I 12. sats recitativ for Pallas Athene (sopran), Pomona (alt), Zephyrus (tenor) og continuo kan de tre ånde lettet op nu hvor Æolus har stoppet vindenes rasen. Nu kan Zephyrus sende en mild brise ind under træernes grene, Pomona vil høste naturens frugter og Pallas må fejre August Friedrich Müller.

13. sats er en arie for Pomona (alt), Zephyrus (tenor), to tværfløjter unisont (på samme stemme) og continuo. Særligt samarbejdet i fløjtegruppen testes i arien, hvor de to tværfløjtenister allerede i tolv takters skal udføre hurtige løb. Teksten handler om hvad de to sangere vil bringe med til den fejring af August Friedrich Müller som de i slutningen af recitativet i 12. sats lovede at de også ville deltage i.

14. sats er et recitativ for Pallas Athene (sopran) og continuo. Hun indbyder nu alle til fest sammen med muserne. En særlig markering får udråbet ”Auf” (der på dansk svarer nogenlunde til ”Op nu”), som synges over et løb fra a1 til a2. Også ordet ”frohen” (på dansk ”glædelige”) er understreget med en fin sekvens opad over toner fra h1 til a2. Continuogruppen er med i den opadgående bevægelse.

15. sats er slutkoret for både solosangere, korsangere og det fulde orkester. Teksten udråber et leve: ”Leve August, August leve!/vær lyksalig, lærde mand!/måtte blot din glæde blomstre/så din lærdom, din umage/må udvinde den slags vækster/hvormed et land/engang sig smykke kan.” Den sidste del om de vækster, som landet en dag kan smykke sig med, skal ses i overført betydning som studenter, da August Friedrich Müller (1684-1761) som universitetsmand i filosofi og jura var en skattet lærer. Trompetgruppen tier mens koret synger ”… måtte dog din glæde…”, men træblæserne og strygerne citerer diskret ”Leve”-motivet. Satsen slutter: ”Leve August, August leve!/vær lyksalig, lærde mand!”

Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 927-933, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 325

 

Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English)

Cantata BWV 205: Zerreißet, zersprenget, zertrümmert die Gruft for Birthday [Dramma per musica, Secular cantata] (1725)
Discography: Details & Complete Recordings | Recordings of Individual Movements
Discussions: Part 1 | Part 2 | Part 3 | Part 4

BWV 205 Commentaries: English: Crouch | All Music | Mincham
Nielsen [Danish] | EvH [Dutch] | Reyes [Spanish]


Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources




 

Back to the Top


Last update: Monday, September 05, 2022 10:13