|
Tid og sted
Ukendt anledning i enten 1726 eller 1727, formentlig i Leipzig.
Tekstforfatter
En tekst af Johann Christian Friederich Hunold fra 1713 ”Von der Zufriedenheit” er omarbejdet til brug for kantaten. Man véd ikke hvem der omarbejdede teksten, men det kan have været Bach selv.
Besætning
Sopran, tværfløjte, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er et recitativ for sopran og continuo. Denne yndefulde soprankantate kan være opført under private former i komponistens hjem og med hustruen Anna Magdalena som en mulig solist. I denne første sats foredrages seks vers af fire strofer. Kantatens tekst handler generelt om at være tilfreds med det, man har. Dét udtrykkes i første vers i dette recitativ: ”Jeg hviler i mig selv/en anden én har nykker /han kan dog ej derved/pung eller mave fylde.” I umiddelbar fortsættelse følger de andre vers: ”Jeg er ej rig og stor/men klejn mod herligheden/gør dog mig selv tilfreds/i den højtelskte fritid.” Dette følges af: ”Jeg gør mig ikke til/en nar har sine bjælder/jeg holder mig i ro/modfaldne hundes glammen.” Det fjerde vers lyder: ”Min gerning ser jeg til/og lader andre gå/på rosenstrø’de stier/som deres lykke er.” Endelig sluttes med femte: ”Dét der behager mig/er vellysten at knægte/jeg frygter ingen nød/be’r ej om tomme goder” og sjette vers: ”For efter faldet skal vi/gå ind i Paradiset/og kan her hver især/vort jordeliv ret nyde.” I den tyske originaltekst rimer versene, men det høres ikke tydeligt i recitationen.
2. sats er en arie for sopran, continuo og to obligate oboer. Den smukke sicilianosats i g-mol sættes an af oboer og continuo i et tolv takters forspil, inden sopransolisten overtager førsteoboens melodi med teksten: ”Rolig og selvberoende/dét er verdens største skat.” Ordet ”største” (på tysk ”grösste” synges i tre omgange over nogle længere koloraturer, der viser størrelsen. Efter sangstemmens gentagelser af teksten i da capo ariens A-stykke spiller obo I et par takter alene med continuo, inden obo II føjes til frem mod afrundingenn af ariens A-stykke. B-stykket er - overraskende - ikke i g-mols paralleltoneart Bb-dur, men i Es-dur hvilket fornemmes som en endnu større lettelse af ydtrykket i da capo ariens B-stykke til teksten: ”Intet nyder, den, der nyder/alt i denne verdens kreds/hvis hans hjerte armod har.” På ordet ”har” (på tysk ”behält”) holder sopranen over otte takter et d2. Dette er primært illustration af ordet i dets tyske form, hvor ’behalten’ (’holder på’) er nært beslægtet med ’halten’ (’holder’), altså må solisten holde en lang tone her. Efter B-stykket gentages A-stykket med triosonatespil, ”Rolig og selvberoende/dét er verdens største skat”, og den instrumentale afrunding for obo I, siden med obo II og det allestedsnærværende continuo i en sats, der jo også i hele sit indhold emmer af fast forankring.
3. sats er et to minutter langt recitativ for sopran, strygere og continuo om de vildfarne sjæle, der søger rigdom, vellyst og ære i en livslang illusion om at det i sig selv kan gøre os lykkelige. Teksten er aktuel nu som da den blev parafraseret over Johann Christian Friederich Hunolds ”Von der Zufriedenheit”. Mest aktivitet i solostemme, stryger og continuo høres midtvejs på ordene ”… og må til sidst flyve hid og did som støv” (på tysk ”… und muss zuletzt wie Staub zerfliegen”), der både har givet anledning til et temposkift, en strygerkadence og hektisk aktivitet i continuobassen.
4. sats er en arie for sopran, continuo og obligat violin, der skal glimre som guld i akkordbrydninger. Som en god popsang med otte takters instrumental intro får også violin med continuogruppe samme antal takter til at indlede satsen, inden sopranen synger: ”Ja, alle denne verdens skatte/de lader blot min sjæl i ro.” I en mellemdel, men ikke inden for da capo ariens ABA-form, tilføjer sangstemmen: ”Thi den er altid himlen nær/som rig i fattigdom kan vær’.” Derpå gentages: ”Ja, alle denne verdens skatte/de lader blot min sjæl i ro”, der afrundes med soloviolinens levende varme akkordbrydninger.
5. sats’ recitativ for sopran og continuo handler om det nytteløse i at eje ligegyldige ting. Hellere skal man ”gå ind i sig selv, og søge i sig selv” samt ”vende blikket mod himlen”. En bemærkelsesværdig koloratur, der går nedad som solens stråler der når helt ned i havdybet, ledsager ordene ”Muslingen lukker sig op, når solens stråler rammer den, og den viser da inde i sig selv sin perle-frugt.” Til sidst høres en skalakoloratur opad fra e1 til b2 som illustration af ordet ”alle”, der omfaver hele spektret i det afsluttende statement: ”Så søg at åbne dit hjerte mod himlen/da vil du gennem det guddommelige lys/også modtage et klenodie/som alle verdens skatte/umuligt ville kunne købe.”
6. sats er en arie for sopran, continuo og obligat tværfløjte. Det er en gnistrende virtuos fløjtestemme, der både kræver god klangfuld højde, fylde i dybden og fingerfærdighed og teknik til hurtige skift fra det ene til det andet register. Taktarten er 12/8, men fornemmes mere som tredelt danseagtig taktart Et forspil på seks takter giver tværfløjten mulighed for at brillere, men også sangstemmen har tekniske udfordringer, der formentlig lå over det niveau Thomasskolens drengesopraner kunne diske op med. Som verdslig (hjemme)musik kunne denne kantate sikker også synges af en kvindelig sopransolist til trods for at teksten ikke er uden lutherske undertoner: ”Glæd dig sjæl på dette bud/føj dig blot efter din Gud.” Tværfløjten står som symbol for menneskets guddommelige potentiale, men komponisten har også ladet sig friste til at illustrere den næste tekststrofe musikalsk: ”Verdenshavet at udgrunde/er forfængeligt og dumt”, idet continuobassen her kortvarigt udfører bølgebevægelser som i første del af 1. sats af ”Siehe, ich will viel Fischer aussenden” (BWV 88) fra juli 1726. De sidste tekststrofer lyder som citater fra recitativet i 5. sats: ”I sig selv dér må man finde/tilfredshedens perlefrugt”, inden fløjte og continuo runder den smukke arie af.
7. sats’ recitativ for sopran og continuo vender efter en kort indledning ”Et ægte menneske er som en perlemusling/rigdommen bor i ham selv” tilbage til recitering af seks vers - som i 1. sats. For så vidt er der tale om en gentagelse af allerede frembragt stof, men dog med den overraskelse, at også venner er umulige (vers 4): ”På venner kan du intet bygge/de er fra samme skålpund kød/selv vindene gør bedre lykke/end venner, når du er i nød.” Lige fra denne uvenskabelige vennevurdering går recitativet over i en ariosoform med fast tempo, sangbarhed og salighedsrytme i continuobassen. Det glatte lag uddeles også til vellysten.
8. sats er en arie for sopran og et samlet orkester med tværfløjte, obo I, II, strygere og continuo, der for første og eneste gang i kantaten spiller samlet. Oboerne følger violin I og II, mens tværfløjten er mere solistisk. I en frejdig 2/4-takt i Bb-dur afsluttes kantaten om vor hvilen i os selv med de to vers: ”Himmelske fornøjethed/i det hjerte som sig giver/til dig og ret muntert lever/nyder her en gylden tid/ himmelske fornøjethed.” Og: ”Guddom’lig fornøjethed/du, du gør en fattig rig/og dertil en fyrste lig/ mit bryst ånder kærlighed/guddom’lig fornøjethed.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 978-984, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 356 |
