|
Tid og sted
Omkring 1. november 1729 i Zimmermannsches Kaffeehaus, Leipzig. Værket blev senere genopført.
Tekstforfatter
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764)
Besætning
Momus (sopran), Merkur (alt), Tmolus (tenor I), Midas (tenor II), Phoebus (bas I), Pan (bas II), kor (SATTBB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I (desuden obo d’amore), obo II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes af et veritabelt stormvejr med hvirvlende trioler i violinstemmerne og vindens piben i de to tværfløjters lange toner, som hurtigt kommenteres af trompetgruppen og paukens slag. Stormen overtages af tværfløjter fulgt af en lang trille i førstetrompet. Selv om kappestriden mellem Phoebus og Pan ikke i sig selv kræver metorologisk uro, er blæsevejrsscenen en god anledning for komponisten til at vise fuld kontrol med de orkestrale virkemidler i en pragtfuld sats i tredelt takt. Selv musikerne kan sole sig med veleksekverede triolfigurer, som alle lige fra trompeter, tværfløjter, oboer, violiner og helt ned til continuobas får del i. Et seksstemmigt kor – med to tenorstemmer og to basstemmer fordi der også er to tenorer og to basser i solistgruppen – opfordrer: ”Nu hastigt, nu hastigt, I hvirvlende vinde/ forvind ind i grotten, der venter på Jer!” Den lidt besynderlige tekst giver mening, hvis man får at vide, at vindenes hersker havde vindene indspærret i en grotte, hvorfra han kunne slippe dem løs, hvis han selv ønskede det. At indlede en festlig verdslig kantate med et raskt blæsevejr havde Bach også prøvet i ”Zerreisset, zersprenget, zertrümmert die Gruft” (BWV 205) til universitetslæreren August Friedrich Müllers navnedag den 3. august 1725. Udover stormes susen var en anden af tidens sikre opskrifter til et hit ABA-formen, dacapoform, der også følges her. Satsens B-stykke lader anden- og tredjetrompet tie sammen med pauken og byder kun på en enkelt solopassage til gruppens førstemand. Kontrasten til det hvirvlende A-stykke fornemmes også i korets toner på de ubetonede taktslag og mere sporadisk brug af de hvirvlende triolfigurer i orkesterstemmerne. Teksten her lyder: ”Så at genlyd og resonans/ må gøre selv Echo glad/og være luften til behag.” Derpå vender orkestrets stormvejr tilbage og korets opfordring lyder: ”Nu hastigt, nu hastigt, I hvirvlende vinde/forsvind ind i grotten der venter på Jer!”
2. sats er et recitativ for Phoebus (bas), Pan (bas), Momus (sopran) og continuo hvor mundhuggeriet mellem de to herrer går på hvem af dem der er bedst til at henrykke folk med deres musik. Momus – en guddom for satire og drilleri – overtager kortvarigt scenen ved at afrunde recitativet med drilleri rettet mod Pan ”Ei, hør dog lige Pan, den store mestersanger!” Derefter driller Momus videre i sin
arie i 3. sats for Momus (sopran) og continuo. Drilleriet er så udpræget så selv continuobasstemmen burde spilles som en æv-bæv-sang fra skolegården. De fleste oversættelser af Momus’ lidt irriterende arie ser helt bort fra, at det tyske udtryk ”Wind machen” betyder at prale og gøre sig til, og endda det for Bach ganske rammende at træde orgelbælgene, der også kan læses i overført betydning. Momus’ drilske arie opremser en række ting, som er lige så grinagtige som det, at Pan skulle være vinderen.
4. sats’ recitativ lader nu en Merkur (alt) indfinde sig i dramaet sammen med Phoebus (bas) og Pan (bas), der alle akkompagneres af continuogruppen. Merkur var i romersk mytologi gud for handel og kommunikation. Han er sikkert med her som repræsentant for handelsbyen Leipzig, en kommunal embedsmand midt i de græske guders kappestrid. Som opmand vælger Phoebus den lydiske bjerggud Tmolus, men Pan vælger Midas, ham man kender fra et sagn, hvor alt det han rørte ved, blev til guld.
5. sats’ arie for Phoebus (bas), tværfløjte, obo d’amore, strygere og continuo er den første rigtige sang i de to guders kappestrid. Takten er 3/8 og satstypen er en passepied der kendes fra sidste sats af Bachs orkestersuite i C-dur (BWV 1066). Klangligt domineres forspillet af de solistiske blæsere tværfløjte og obo d’amore, der både høres unisont og i afvekslende duet. Spændende er også en lille stilfærdig og hurtig efterhængt figur i violin I. Men hvad betyder den? Svaret skal givetvis findes i Phoebus’ andet navn Phoebus Apollon. I et forvandlingssagn elskede han Hyakinthos, en ung dreng, som en dag blev ramt og dødeligt såret af en diskos som de to øvede med. Som bevis på sin kærlighed lod Apollen da blomsten hyacinth spire op af jorden hvert forår. Altså må denne lille violinfigur høres som uendelig blidhed, når Phoebus Apollon synger om denne blomst: ”Åh, med længsel/rører jeg de bløde kinder/ smukke, skønne Hyacinth” Læg også mærke til hvor elegant de samme triolfigurer, som stormende fór gennem 1. sats’ indledningskor her er bragt videre i Phoebus’ blide arie. Dén er også i ABA-form og har et B-stykke med teksten: ”Jeg vil kysse dine øjne/thi for min sjæl er de/morgenstjernen, solens skin.” Herpå spilles da capo: ”Åh, med længsel/rører jeg de bløde kinder/smukke, skønne Hyacinth!”
6. sats er et ganske kort recitativ hvori Momus (sopran) opfordrer Pan (bas) til nu at fremføre sin sang.
7. sats er en arie for Pan (bas), alle violiner på én stemme, og continuo. Selv om den deler taktarten 3/8 med Phoebus’ arie, er stemningen en ganske anden, en vaskeægte folkelig træskovals. Seksten takters spillemandsagtigt forspil slår stemningen fast, og Pan overtager det enkle tema og synger nu: ”Mit hjerte det dingler til dansen og spring!” Pan er en enfoldig fyr, gentager teksten flere gange, og giver sig endda ud i plat stammen på ordet ”dingler” (på tysk ”wackelt”). Først i denne da capo aries B-stykke reflekterer han stille og med strygere og continuo i noget, der harmonisk set lyder som frit fald: ”Klinger tonen alt for stram/og er munden også lam/vækkes ingen glæde op.” Også her giver en ABA-form mulighed for at genhøre det festligt æggende: ”Mit hjerte det dingler til dansen og spring!”
8. sats er et kort recitativ for Merkur (alt), Tmolus (tenor) og continuo, hvori Merkurs embedsmand beder Tmolus afsige sin dom, der lyder på at Pans sang i skoven nok kan begejstre nymferne, men at det er Phoebus, der må vinde, fordi hans sang (der også havde både tværfløjte og obo d’amore med) var smukkest. Lige som dommere afgiver begrundelser for deres afgørelser, gør Tmolus det samme i
9. sats’ arie for Tmolus (tenor), obligat obo d’amore og continuogruppe. I obo d’amorestemmen har Bach under den første lange tone noteret først p og derpå f, der givetvis er en tidlig måde at notere et crescendo. Gennem otte takters smægtende forspil har oboisten lejlighed til at bruge effekten i satsens 12/8-takt, en blidt vuggende pastoral rytme der givetvis skal minde om Tmolus’ lydiske bjerglandskab. ”Pho-e-bus, din melodi/er jo alle ynders moder/den som nu din kunst forstår/når din tone yndigt går/ vil derved sig selv forglemme.” Med denne begrundelse kunne kappestriden være slut, men Pan siger:
i 10. sats for Pan (bas), Midas (tenor) og continuo, at nu må det være hans opmands tur til at sige sin ærlige mening. Det gør Midas, der er fremstillet i et lettere latterligt skær, både i recitativet her og i sin
arie i 11. sats for Midas (tenor), alle violinerne samlet på én stemme og continuogruppe. Bach har i denne verdslige kantate en forkærlighed for tredelte taktarter til både Phoebus’, Pans og Tmolus’ arier, men her er vi – lige som i Momus spottearie i 2. sats – i en todelt takt, som straks viser, at en person er irriterende eller grinagtig. Midas argumenterer overhovedet ikke for sin beslutning, men synger bare: ”Pan er vinder, lad ham gå!” Det er en arie i et svært rollefag som grinagtig personage, og alene den første indats på et højt a1 siger noget om, at der kræves en god højde af Midas i arien. Det er dog specielt ariens B-stykke, der tiltrækker sig opmærksomhed. Midas synger: ”Spillet det er tabt af Phoebus/for i begge mine øren/synger Pan jo helt utroligt smukt!” Netop på ordet ”øren” (på tysk ”Ohren”) spiller violinerne et æselhyl ”I-ar” fra e1 ned til a#. Dét vlytteren, at Midas’ valg af Pan som vinder er så dumt, at han vil få æselører af det, men dette véd Midas bare ikke selv endnu! Skulle nogen have fået mod på at søge efter andre æsellyde i den klassiske musik, så findes der også et ”I-ar” i Felix Mendelssohn-Bartholdys ouverture til ”En skærsommernatsdrøm” - fra tre minutter inde i satsen. Også Camille Saint-Saëns har æsellyde i ottende sats fra den sjove ”Dyrenes karneval”.
12. sats recitativ samler alle, både Momus (sopran), Merkur (alt), Tmolus (tenor), Midas (tenor), Phoebus (bas), Pan (bas), og lader dem akkompagnere af continuo. Alle undrer sig over Midas’ beslutning, og Phoebus tildeler ham æselører for hans dumhed. Selv Pan undrer sig over Midas’ dumhed, og Midas udbryder til sidst ærgerligt: ”Hvor er denne opgave dog endt dårligt for mig!” |
