|
Tid og sted
Anden søndag efter Trinitatis den 18. juni 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen ”Ach, Gott vom Himmel sieh darein” er Martin Luthers gendigtning fra 1523 af Salme 12. I sats 1 og 6 bruges Luthers vers uændret. Satserne 2, 3, 4 og 5 anvender parafraser af en ukendt tekstforfatter. Alle salmens seks vers er oversat som nr. 394 i Den Danske Salmebog og denne tekst citeres nedenfor.
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, basun I, II, III, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor i gammel motetstil for hele besætningen bortset fra sangsolister. Som i 2. sats i den da sytten år gamle påskekantate ”Christ lag in Todes Banden” (BWV 4) har Bach igen ladet korstemmerne forstærke af zink, basungruppe, strygere og continuo, mens klangen fra de to oboer giver ekstra kant til en cantus firmus, der ligger i altstemmen. Det er tenorer, der begynder. Derpå basser og sopranerne (som altså netop ikke synger salmemelodien), inden alterne i lange nodeværdier foredrager melodien, der i øvrigt ikke er af Bach, men i Den Danske Salmebog er anført som en melodi fra Erfurt. Den danske gendigtning af teksten lyder: ” Ak Gud, fra Himlen se herned/dig over os forbarme/så få af dig at sige véd/i trængsel er vi arme/dit ord man ej vil lade stå/og troens lys fluks ud vil gå/hos alle folk på jorden.” Hvert led i altstemmens cantus firmus forberedes gennem en fugalignende forarbejdning i de øvrige stemmer. Afhængigt af indspilning/fremførelse kan det være lidt vanskeligt at fange altmelodien i midten af lydbilledet, da man jo er vant til, at det sopranen, der har rollen som fremfører af melodierne. Men det er en uvæsentlig detalje, når musikken klinger så smukt som i dette indledningskor, med dets instrumentation, der yder Luthers da netop to hundrede år gamle salmesamling den fulde retfærdighed.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo. På de første toner fortsætter tenoren faktisk salmens melodi, og det efterlignes med et enkelt taktslags forskydning af continuobassen. Strofen ”De lærer idel tant og svig” er da også direkte fra Luthers salmetekst, men herfra parafraserer teksten indholdet i resten af vers to fra den oprindelige tekst. Indholdsmæssigt er teksten om menneskenes hang til en stupid snusfornuft, som man bruger som personlig rettesnor: ” Én vil det så, en anden så/så mange veje går de på”, står der i den danske gendigtning. I parafrasen spares tilhørerne ikke for en horroreffekt, idet menneskers fornuft sammenligned med ”gravmæler, som trods det, at de udefra er smukke, kun indeholder stank og mug og kun kan fremvise lutter uhumskhed.”
3. sats er en arie for alt, continuo og en obligat violin. Dens lette koncerterende stil opstiller noget af en musikalsk kontrast til 2. sats’ recitativ, men den har et mere kampberedt indhold, end altens melodiøse sang og den livlige violin lader en tro. Verset udtrykker det ønske, at Gud må rykke den falske lære op ved roden, men her omarbejdet til opfordringen: ”Ødelæg, O Gud, doktriner, der fordrejer dit ord! Undertryk kætteri og alle åndeflokke; thi de siger uden ængstelse: Trods ham, der vil beherske os!”
4. sats er et recitativ for bas, strygere og continuo. Midtvejs i recitativet skifter stilen til arioso, idet Gud – som det også sker i originalvteksten – har hørt den angrende synder: ”Jeg vil være deres hjælper! Jeg har hørt deres tryglen, hjælpens morgenrøde, den rene sandheds lyse solskin skal med ny kraft, som trøsten og livet giver, vederkvæge og glæde dem.” Hjælpens morgenrøde kan høres i strygerstemmerne, der over bassens sang bevæger sig opad på netop disse ord (på tysk ”der Hilfe Morgenrot”). Den rene sandheds lyse solskin ligger ogå i højden som æteriske toner i de høje strygere.
5. sats’ arie for tenor, strygere, oboer og continuo inviterer lytteren med i alkymistens laboratorium, hvor sølvet renses, eller som det hedder i parafraseringen af Luther-salmens femte vers, ”Gennem ilden bliver sølvet rent, ved korset bliver ordets sandhed bevist.” Det vil sige den kristne renses takket være Jesu kors.
6. sats er det afsluttende sjette vers med Luthers tekst uændret. Den arkaiske klang af zink og tre basuner vender tilbage til den eneste medvirken i kantaten ud over indledningskoret. Oboerne følger her korets sopraner, der her har melodien. Violin I er også på sopran, violin II på alt, bratsch på tenor og continuo med udgangspunkt i bassen. Melodien (Erfurt 1524) kendes fra Den Danske Salmebog som ”Af dybsens nød”. Den danske gendigtning af dette sidste vers i koralkantaten lyder: ”Bevar dit ord o fromme Gud/fra uren lærdoms plage/og lad dets stråler bryde ud/i disse onde dage/Vi giver, Gud, os dig i vold/du er vort værge og vort skjold/for dig skal hovmod falde!”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 453-456, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 275 |
