|
Tid og sted
Nytårsdag (Jesu omskærelse) den 1. januar 1729 i Leipzig.
Tekst
Salme 48 vers 11 i Salmernes Bog (1. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (2., 3., 4. og 5. sats), salmevers fra 1591 af Johannes Herman (6. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II , violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor for både koret og orkestret er opbygget som en stort anlagt korfuga, hvor en tindrende solotrompet i clarin-registret har fået rollen som den femte himmelske ”stemmeindsats”. Teksten er fra vers 11 i Salme 48 i Salmernes Bog: ” Som dit navn er, Gud, sådan skal din lovsang lyde til verdens ende!” Tenoren (evangeliststemmen) sætter i med fugatemaet fulgt af bratsch og med continuo i bunden. Derpå høres alten (det troende menneske) fulgt af violin II. Så kommer sopranen (menneskesjælen) fulgt at violin I og de to oboer. Til koret føjes bassen (det jordnæres repræsentant), men satsen er ikke fuldendt inden solotrompeten har overtaget en indsats, der med begyndelsestonen a2 ligger så højt og himmelnært, at den ligger over selv den allerhøjeste menneskestemmes ambitus. I løbet af de nitten takter, hvor trompetstemmen brillerer i det høje register, får den arbejdet sig helt op til sluttonen e3. Først mod slutningen af satsen tilføjes de to øvrige trompeter og pauke som en festlig afrunding af de første kantatestrofer, der hilste det nye år 1729 velkommen. Satsen blev flere år efter bearbejdet til brug i ”Messe i h-mol” hvor den i credo-delen genbrugtes som Patrem Omnipotentem.
2. sats er en arie for tenor, continuo og to obligate stemmer. I det overleverede partitur er stemmerne uden instrumentangivelser, men kombinationen af omfang og vitalitet udelukker andre instrumenter end to violiner, der da også klinger livsbekræftende og kønt gennem den instrumentale indledning og videre som mellemspil, mens tenoren trækker vejret i sin krævende arie. I modsætning til 1. sats’ citat fra Salmernes Bog, er teksten her af Bachs mangeårige samarbejdspartner Christian Friedrich Henrici (1700-1764), der også kendes under pseudonymet »Picander«: ”Herre, så vidt som skyerne/rækker og dit navns ry/alting der kan læber røre/alting der kan ånde føre/skal din vælde ret ophøje.” Selv om der ikke er tale om en da capo arie, gentages til sidst efter sangstemmens talrige sekvenserfigurer midtvejs: ”Herre, så vidt som skyerne/rækker og dit navns ry”, der afrundes af fjorten takter efterspil for de to violiner og continuogruppen.
I 3. sats’ recitativ vendes opmærksomheden fra lovsange til Guds ære, i anledning af nytåret, mod den anden hændelse, der markeres på denne dag i kirkeåret, nemlig Jesu omskærelse og navngivning. Dét er omtalt i Lukas-evangeliet kap. 2 vers 21. Et troende menneske i altens skikkelse reciterer melodisk: ”Du søde Jesus-navn, du er/i dét er roen altid nær/du er min trøst på jorden/hvorledes kan jeg da/for korset være bange/du er min faste borg, mit banner/dér tilflugt søger jeg/når man forfølger mig/du er mit liv, du er mit lys/min ære og fortrøstning/i farens stund står du mig bi/dén nytårsgave du mig gi’!”
4. sats er en arie for sopran, violin og continuogruppe. Satsens i troen fast forankrede grundstemning anslås allerede i continuobassens treklangsbevægelse over tonerne D - F# - A – d, inden soloviolinen overtager treklangsfigurer videre op. Som kontrast til violinens virtuose akkordbrydninger og skalaer er sopranens melodi af samme enkelthed som et indslag i et syngespil, og teksten kombinerer faktisk 1. og 2. sats’ nytårsfejring med 3. sats’ opmærksomhed på navnet: ”Jesus skal mit første ord/i det nye år nu være”, lyder teksten i ariens første del. Kontrasten i den følgende del skyldes nu ikke at violinen tier, men at den for en tid spiller sine akkordbrydninger i et dybere leje. Her lyder teksten: ”Til al tid/ ler hans navn fra mine læber/også i min sidste time/er hans navn mit sidste ord.” Denne del er meget kort, for kun fem takter anvendes til dette memento mori. Straks efter finder violinstemmen igen vej til de høje toneranker, mens teksten ”Jesus skal mit første ord/i det nye år nu være” gentages men nu forsynes med koloraturer på ordene ”Jesus” og ”år” (på tysk ”Jahr”), inden violinen runder satsen af.
5. sats er et recitativ for bas, to oboer og continuo. I en melodisk indledning i 3/8 har conitnuocelloen en dejligt meddigtende stemme, mens bassen synger om bønnens virkning. I den følgende del har de to oboer lange toner, mens bassen reciterer en slags kirkebøn. Bemærk at ”øvrigheden” (på tysk ”die Obrigkeit”) er placeret på dybe toner hvor det verdslige hører hjemme i forhold til alt det himmelske. Mellem ottendedelsfigurer i oboer og continuo rectiterer bassen også de afluttende tre gange ”Amen”.
6. sats er kantatens afsluttende koralvers med andet vers fra Johannes Hermans salme fra 1591 ”Jesu, nun sei gepreiset” (på dansk ”Jesus vær nu priset”). I firestemmig koralstil kan man høre Melchior Vulpius’ melodi fra 1609, der afbrydes af små fanfarer for tre trompeter og pauke. Tekstligt udgør versets fjorten linjer en bøn om fred og fodragelighed i det nye år. Sopran følges af obo I, II og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch, mens bassen følges af continuo. Mens fordelingen af instrumenter er noget anderledes, er selve idéen med trompetindsatserne lånt fra kantaten ”Jesu, nun sei gepreiset” (BWV 41) fra januar 1725, hvor lignende trompetfanfarer også indgik som en integreret del af 1. sats.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 187-190, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 284, 439, John Eliot Gardiners teksthæfte til CD’en Soli Deo Gloria 150 pp. 11-13 |
