|
Tid og sted
Attende søndag efter Trinitatis den 20. oktober 1726 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt (2., 3., 4., 5. og 6. sats), salmevers fra 1524 af Martin Luther (7. sats)
Besætning
Alt, kor (SATB), orgel, obo d’amore I, II, taille, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en instrumental sinfonio for soloorgel og det samlede orkester. Allerede i de første takters akkordbrydninger for violin I bobler livsglæden ud fra den faste overbevisning at al vores kærlighed alene er Gud til ære. Kort efter hører man, at det orkester, Bach har ladet akkompagnere soloorglet, rummer talrige symboler; to oboer d’amore som symboler for at Gud af kærlighed lod Jesus komme til jord; taille som symbol for korset, vi gav ham. Endelig må orglet, der høres fra takt ni, ses symbolsk for Bach selv – sin tids store orgelspiller – der henvender sig direkte til Gud. Fra orgelstemmen høres glædesmotiver i en af de lyseste og optimistisk opstemte instrumentalsatser, vi har fra Bachs værksted. Cirka to et halvt minut inde i satsen introducerer orglet en lidt grublende kontrast, hvor begyndelsens entusiasme for en tid sættes i relief i en moldomineret midterdel. Ikke mindst her høres den dybde i klangen, det giver med tre oboer overfor strygerne og continuogruppen. Efter to minutters alvor får vi igen satsens boblende akkordbrydninger for violin I, og kort efter på ny soloorglets brillante strømme. De bedste organister kan – helt i overensstemmelse med traditionen – udsmykke og forsire tonerne i denne reprise af satsens hovedtema, typisk med kaskader af trioler eller lignende narrestreger. Der er dog ikke tale om en egentlig dacapo-sats med A-stykke, B-stykke og gentaget A-stykke selv om det kan lyde sådan. Satsen findes også som førstesats i hans koncert for cembalo, strygere og continuo (BWV 1053), hvor den står en tone højere (E-dur i stedet for som her D-dur). Den høres også som førstesats i en rekonstrueret koncert i F-dur for obo, strygere og continuo (BWV 1053R). Ligesom i koncerten for cembalo bruges det, der udgør denne kantates 5. sats som langsom anden sats. Af Bachs kantater for soloalt fra sommeren og efteråret 1726, ”Vergnügte Ruh, beliebte Seelenlust” (BWV 170), ”Geist und Seele wird verwirret” (BWV 35) og denne her ”Gott soll allein mein Herze haben” (BWV 169), er det kun den første, der ikke indeholder instrumentale indslag. Fra fokus på syndens åg i BWV 170 og undren over Jesu virke i BWV 35 er det kærligheden til Gud (og i 6. sats til næsten) der udtrykkes.
2. sats er en dansant, lykkelig arioso for alt og continuo med teksten ”Kun Gud skal have mit hjerte”. Der veksles mellem recitativiske afsnit og arioso, men hele tiden med en tilbagevenden til ”Kun Gud skal have mit hjerte”, hvilket får den til at minde om den pietistiske fødselsdagssang for fyrst Wilhelm Ernst af Sachsen-Weimar fra oktober 1713, ”Alles mit Gott und nichts ohn' ihn” (BWV 1127), der er omtalt tidligere.
3. sats er en arie for alt, continuo og et obligat orgel. Orglet starter med en virtuos indledning gennem otte takter, inden altsangeren på en ny melodi gentager den tekstbid, der dominerede 2. sats, ”Kun Gud skal have mit hjerte...”, der fortsættes ”... jeg finder hos ham det højeste gode”. Elementerne i arien er den stabile continuobas, orglets hurtige tonegange og altens melodi, der allerede ved første opførelse i 1726 må have krævet en sanger af format, muligvis Carl Gotthelf Gerlach (1704-1761). Arien er en dacapoarie. B-stykket har teksten ”Han elsker mig i ufredstid/og vil mig i sin salighed/ overøse med hans boligers goder” og skaber kontrast til A-stykkets durklange ved at forløbe i mol.
4. sats er et recitativ for alt og continuo. Det synges strengt syllabisk i både spørgsmål og svar: ”Hvad er Guds kærlighed?/Sjælens ro/Sindets lystfyldte nydelse/Sjælens paradis/den lukker helvedet/men åbner himlen op/den er Elias’ vogn/da bliver vi til himlen/båret op til Abrahams skød.” Begreberne i recitativet hører til i de højere luftlag, men sætningen ”lukker helvedet” (på tysk ”die Hölle zu”) skal i sagens natur synges sluttende på et dybt ais og ydermere rammes i det djævelske trionusinterval e-ais.
5. sats er en arie for alt, strygere og continuo. Det er en bedårende 12/8-takt sicilianosats i h-mol, hvor continuobassens slag rammer taktens ubetonende slag på to, tre, fem, seks, otte, ni, elleve, tolv, og det tilfører en slæbende puls, som Albert Schweitzer har kaldt udmattelsesmotiver. Strygernes melodi har både toneart, taktart og grundstemning til fælles med den arie, ”Erbarme dich”, som Bach i april 1727 ville komme til at bruge i ”Passio Domini nostri Jesus Christus secundum Evangelistam Matthaeum” (BWV 244). Teksten her i BWV 169 mest vemodige sats – og den eneste der konsekvent står i mol – lyder: ”Dø i mig/verden og al din kærlighed/så at mit bryst/lidt efter lidt her på jorden/øver sig i Guds kærlighed/dø i mig/hovmod, rigdom, øjenlyst/i kødets forkastelige drifter!” Det er en arie, der skiller vandene. Alfred Dürr er oven ud begejstret for den måde, Bach har indarbejdet sangpartiets i den da allerede eksisterende instrumentalsats. Albert Schweitzer kalder omarbejdelsen et mesterstykke, men skriver også ”… stykket klinger ikke, uanset hvor skønt deet ser ud på papiret.” Smag og behag er jo som bekendt forskellige. Lyt selv og døm. Denne lytter har det dog svært med den sidste gang, alten synger ”dø i mig” (på tysk ”stirbt in mir”) over en nedadgående gang halvtoner, der lyder som kitsch.
6. sats er for alt og continuo. Den er ganske kort, og det troende menneske synger: ”Men husk også, at være tro mod din nabo! For således står det i de hellige skrifter: Du skal elske Gud og din næste!”
7. sats er kantatens afsluttende koralvers med tredje vers fra Martin Luthers salme fra 1524, ”Nu bede vi den helligånd”. Salmen kendes på dansk under denne titel, om end vi synger den på en melodi, der afviger en anelse fra den der høres her i kantaten. Udover alten medvirker sopran, tenor og bas. Dette er den første af Bachs tre altkantater fra sommeren og efteråret 1726, hvor der medvirker korsangere. At det absolut var komponistens hensigt, ses ved at betragte det originale omslag til stemmematerialet, som er afbildet på næste side.. Sopranstemmen følges af de to oboer d’amore og af violin I. Alt følges af violin II, tenoren af taille og bratsch, mens continuobassen følger korets basstemme og continuo-gruppens akkordinstrumenter spiller becifringer. Soloorglet fra 1. og 3. sats medvirker ikke. Teksten er i danske gendigtninger ikke bevaret så den passer til Luthers originale vers tre, der derfor er forsøgt gendigtet her: ”Du søde kærlighed skænk os den gunst/at vi må finde kærlighedens brunst/ at af hele hjertet/vi må elske andre/og i fred et enkelt/sind nu må forblive/Herre, hør vor bøn” (=kyrie eleison).
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 634-638, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 282, John Eliot Gardiners teksthæfte til Soli Deo Gloria 134 pp. 15-17 |
