|
Tid og sted
Fjerde søndag efter påske den 7. maj 1724 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt, Johannes-evangeliet kap. 16 vers 6, salmevers af Bartholomæus Ringwaldt (1582) og Æmilie Juliane von Schwarzurg-Rudolstadt (1686)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), obo, violin I, violin II, bratsch, basso continuo
De enkelte satser
1. sats er – selv om den ikke er betegnet som en arie – nærmest en arie for bas, obo, strygere og basso continuo. Teksten i satsen er hentet fra Johannes-evangeliets kap. 16 vers 6, hvor Jesus i realiteten har sagt: ”Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen?” Netop på den baggrund kan det virke pudsigt, at teksten i arien kun omhandler selve det ikke stillede spørgsmål ”Hvor går du hen?” Oboen følger med førsteviolin med et motiv, der skal vise en svævende karakter i den opstandne frelsers overjordiske fodtrin, og bassens melismer over ordet ”går” (på tysk ”gehest”) er med til at illustrere bevægelsens udstrækning.
2. sats har, også fra komponistens hånd, fået betegnelsen arie. Den er for tenorsolist, obo, soloviolin og basso continuo. Violinstemmen er en rekonstruktion, men fungerer fortrinligt sammen med solooboen og continuogruppen, næsten som midtersatsen i Bachs Dobbeltkoncert for obo, violin, strygere og basso continuo, hvor de to soloinstrumenters toneranker spinder sig om hinanden. Tenorens sang er også køn, og med tekst: ”Jeg vil på himlen tænke, og hjertet ej til verden skænke” for så vidt angår A-stykket i denne dacapoarie. B-stykket: ”Hvor jeg går og står, ligger mig det spørgsmål på sinde: Menneske, ak menneske, hvor går du hen?” Hermed er spørgsmålet fra dagens tekstrække blevet gjort alment og rettes nu direkte til enhver i kirkerummet eller koncertsalen: Hvor er du på vej hen? Måske giver arien selv svaret, idet der jo spilles og synges da capo: ”Jeg vil på himlen tænke, og hjertet ej til verden skænke”.
3. sats er tredje vers fra Bartholomæus Ringwaldts salme ”Herr Jesu Christ, ich weiss gar wohl” fra 1582. Satsen sættes an med en dejligt sonor melodi i violiner og bratscher samlet på én stemme. Verset synges unisont af en sopran og med strygergruppens fortsatte understemme. Under sopranen og strygerne er der aktivitet i form af bevægelsesmotiver i continuobassen.
4. sats’ recitativ for bas og basso continuo byder allerede i anden takt på et sjovt eksempel på illustration af et ords meningsindhold. Sætningen ”Lige som regnvandet snart forsvinder og mange farver bruges op” er vist gennem en faldende tonegang på ”… wasser bald versfliessen”. Derpå er det fortsættesen ”således går det også glæden i verden”, hvor ”glæde” (på tysk ”Freude”) synges over en opadgående tonerække – men vel at mærke i molfarvning, for det er jo en glæde, som forgår. Efter mere tekst, kommer moralen: ”Så kan man selv på den bedste dag, ganske uventet høre sin sidste times slag.”
5. sats ville man efter bassens memento mori lige i slutningen af 4. satsens recitativ forvente meget dyster, eller måske en elaboreret dødslejearie med blokfløjters timeslag. Arien, som kommer, er i stedet ganske munter. Den er for alt, obo, strygere og basso continuo, der allerede giver sig til at spille glædesmotiver, eller rettere sagt, grinemotiver, i orkesterindledningen. Munterheden fortsætter ind i altens koloraturer, men det er tomrummet, djævelens latter, så helt så morsomt er det ikke alt i alt: ”Man må hellere tage sig i agt, når tomrummet ler. I ariens B-stykke er teksten: ”For i denne verden kan alting let være anderledes om aftenen, end man tænkte om morgenen”. Dén replik minder om det gamle bonmot, som man brugte under pesten: ”Munter om morgenen, død ved middag”. Alten og orkestret ler da heller ikke i B-stykket, men latteren vender tilbage, når A-stykket gentages.
6. sats er kantatens afsluttende salmevers med første vers fra Æmilie Juliane von Schwarzurg-Rudolstadts ”Hvem ved, hvor nær er mon min ende!” (på tysk ”Wer weiss, wie nahe mir mein Ende!”) fra 1686. I en dansk salmesammenhæng kender vi salmen i en noget anden rytme som ”Hvo ikkun lader Herren råde” med melodien fra 1657 af Georg Neumark.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 360-361, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 15, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 273 |
