|
Tid og sted
Trettende søndag efter Trinitatis den 26. august 1725 i Leipzig.
Tekstforfatter
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Elisabeth Creutziger (1524)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, tværfløjte I, II, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. I de otte takters forspil i den vuggende 9/8-takt er alle stemmer - violin I, violin II, bratsch og continuo - ført meget selvstændigt. Det giver et indtryk af flere vandflader, men kan også ses som illustration af det selvmodsigende i de kristnes adfærd som påpeget af tenorsangeren: ”I, som kalder Jer efter Kristus/hvor findes den barmhjertighed/hvorpå man kender Kristi medlemmer?” Det er dagens tekst om den barmhjertige samaritaner der her i Salomon Francks ti år gamle kantatetekst bruges til en opfordring til de kristne om at se indad. Tekstens selvreflektioner udgør et noget tørt grundlag for kantaten, der også er holdt i begrænsede musikalske rammer; udover fire solister, strygere og continuo medvirker kun to tværfløjter og to oboer, men eksempelvis ikke kor.
Allerede tidligt i arien må tenoren udføre et par krævende oktavspring op til det høje g og synge ordet ”kender” (på tysk ”kennet”) over hurtige melismer. Teksten fortsætter: ”Den [barmhjertigheden] er, desværre, langt fra jer/jeres hjerter burde være rige på kærlighed/men dog er de hårdere end en sten.”
2. sats er et rectitativ for bas og continuogruppe. Først den recitativiske indledning ”Vi hører ganske vist hvad kærligheden selv siger”. Herefter bliver satsen til en arioso (en blanding af recitativ og arie), og da meget tekst er lånt fra Jesu bjergprædiken, må man gå ud fra, at bassens rolle er en vox Christi.
Særligt de første takter i ariosoen er så smukke, melodiske og fredfyldte som man forventer af Jesus.
3. sats er en arie for alt, continuogruppe og to obligate tværfløjter, der i nedagående bevægelser spiller talrige sukkende seufzer-figurer. Allerede i de første takter har arien en dybde og udtryksrigdom, som kunne have fortjent placering i en af de store passioner, frem for i en sjældent spillet kantate som her.
”Kun ved kærlighed og barmhjertighed/vil vi blive ligesom Gud/hjerter som en samaritaners/lader os føle andres smerte/og er rige på barmhjertighed”, synger alten i denne smukke og helt stilfærdige arie. Et blik på continuobassen vil vise, at komponisten naturligvis har en passende modvægt til de mange nedadgående figurer i tværfløjter og solostemme, idet basstemmen hyppigt viser en opadgående linje.
4. sats er et recitativ for tenor, strygere og continuo med en bøn til Herren om at lade det kolde hjerte smeltes og blive rigt på kærlighed, blidhed og mildhed, så vi – som sunget i 3. sats – må blive Gud lig. Både stemningen, strygerglorien og placeringen i kantatens forløb gør dette recitativ til tvillingebror til 4. sats i kantaten ”Du sollt Gott, deinen Herren, lieben” fra 22. august 1723 til samme dag i kirkeåret.
5. sats er en duetarie for sopran, bas, continuo og alle fløjter, oboer og violiner samlet på én stemme. ”Hænder, som ikke lukker sig/vil lukke himlen op/øjne, som medlidende rinder over/ser nådigt på Herren/hjerter, der stræber efter kærlighed/vil Gud selv give sit hjerte”, lyder den mysticistiske tekst. Markant står de fire stemmers spil mod hinanden. Om kantaten generelt og specifikt om arien her skrev Albert Schweitzer: ”[Derimod] er partituret til solokantaten til trettende søndag efter Trinitatis (…) så jasket skrevet, at det vanskeligt kan tydes. Bach har ærmigt gjort sig umage for at skrive levende musik til den bemærkelsesværidgt tørre tekst af Salomon Franck. I afslutningsduetten ”Hænder, som ikke lukker sig vil lukke himlen op” kunne han ikke lade være med musikalsk at fremstille en modsat bevægelse udtrykt i teksten. Derfor lader han straks instrumentalbassen sætte ind med en omvending af det tema, som unisont intoneres af fløjter, oboer og violiner.”
6. sats er den afsluttende koral med vers fem fra en salme af Elisabeth Creutzigers. Sopranstemmen forstærkes af obo I, II og violin I, altstemmen af violin II og tenor af bratsch. Continuogruppen tager udgangspunkt i korets basstemme. Der er ingen stemmer til de to tværfløjter, der derfor typisk vil tie, men er de meget ivrige, kan de vel blæse stille med på melodien. Teksten lyder: ”Tilintetgør os i din godhed/opvæk os gennem din nåde/gør den gamle væren syg/så leve må den ny/og her på jorden må /sin hu og al attrå/og tak til dig vende.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 575-578, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 281, Albert Schweitzer: J. S. Bach p. 537-538 |
