|
Tid og sted
Tredje søndag efter helligtrekonger den 23. januar 1729 i Leipzig.
Tekst
Instrumental sinfonia (1. sats), salmevers fra 1628 af Johann Herman Schein (2. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (2., 3., 4, og 5. sats), et salmevers fra 1582 af Kaspar Bienemann (6. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ sinfonia for obo, strygere og continuo hører til blandt barokperiodens tonekunsts absolutte højdepunkter. Om det, man oplever, oprindelig var en langsom midtersats i en nu tabt koncert for obo og orkester, er uvist, men roen og freden i oboens op- og nedgående tonestiger over ret enkle harmonier i strygerne, er enestående. Den danske cembalist og dirigent Lars Ulrik Mortensen har i den gennemgang af kantaten, der er henvist til ovenfor, udtrykt, at Bach egentlig starter sin kantate med endemålet; en sats, der symboliserer et evigt liv efter døden, hvor alting ånder fordragelighed. Det tema, der indleder satsen, er ikke uden fortilfælde i Bachs kantateproduktion, for faktisk blev temaet også anvendt i en cantabile-midterdel for obo og fagot i 1. sats af kantaten ”Am Abend aber desselbigen Sabbats” (BWV 42) fra april 1725. Siden lod Bach hele denne smukke sats indgå som andensats i en koncert i f-mol for cembalo, strygere og continuo (BWV 1056), men transponeret op til As-dur. Endelig støder man også på denne sinfonia som midtersats i en rekonstrueret koncert i d-mol for obo, strygere og continuo (BWV 1059R) hvor ydersatserne er lånt i 1. og 5. sats af kantaten "Geist und Seele wird verwirret" (BWV 35).
2. sats er en arie for tenor, strygere og continuo med tilføjet koral sunget af sopran. Allerede fra de første takter i forspillet, hvor strygerne samlet på én stemme introducerer temaet, er der indarbejdet forskellige symboler. Continuobassen sætter skævt ind i forhold til musikken puls med synkoperede toner i det, Albert Schweitzer kalder ”udmattelsesmotivers trætte slæbende gang som en pilgrim ved slutningen af en valfart”. Lars Ulrik Mortensen tolker basfigurens usikre fundament som en metafor for menneskelivets omskiftelser og grundlæggende usikkerhed. Holdepunktet er ikke continuobas, men derimod koralen, som sopranen synger; første vers af Johann Hermann Scheins kendte salme fra 1628 ”Machs mit mit, Gott, nach deiner Güt”, som kan oversættes til: ”Gør med mig, Gud, det som du vil/og hjælp mig i min kvide/forsag ej det, jeg beder til/når sjælen bort skal skride/tag, Herre, sjælen hjem til dig/det ender godt, endog for mig.” Også tenorstemmen rummer megen symbolik. I begyndelsen synges ”Jeg står”, og her er ordet ”står” (på tysk ”steh”) strakt ud over et langt, højt f1. Derpå fortsættes ”… med en fod i graven”, hvor ”graven” (på tysk ”Grabe”) ikke alene ligger dybt, men også, med lidt god vilje, kan høres som sunget på en sukkende seufzer-figur. Tenorens tekst fortsætter ”Den syge krop snart falder ind/kom, gode Gud, når du det vil/jeg har mit hus i orden bragt/lad nu min ende salig bli’!” Kun Bach kan sætte den slags tekster i musik, der emmer af ophøjet håb om forløsning.
3. sats er et recitativ for bas og continuo. Musikalsk er det upåfaldende efter den smukke sinfonia i 1. sats og den symbolmættede arie med koral i 2. sats. Teksten omhandler samme temaer som disse to foregående satser: Alt ligger i Guds hænder, og han vilje må ske, når han vil det. En kort arioso slutter af med ordene ”Jo længere jeg er her, jo senere kommer jeg dertil.” Derpå drager man glad videre i
4. sats’ arie for alt, obo, strygere og continuo. Satsen sættes frejdigt an af obo, strygere og continuo med glad aktivitet i otte takters forspil inden alten – det troende menneske – overtager oboens tema. Teksten er: ”Gud, det du vil, det gør jeg gerne/for rådene fra dig er bedst/dét i glæden/dét i sorgen/i døden, i bønnen og tryglen/lad det altid for mig hænde/Gud, det dul vil.” Musikalsk er det en meget ukompliceret sats, men Bach har alligevel en ræv bag øret, idet en kadence opløses med en uventet akkord. Dette tolker Lars Ulrik Mortensen som Bachs musikalske påpegning af ”at vi mennesker let farer vild, men at troen og Gud bringer os hjem igen – en typisk måde for Bach at bruge musikalske og ikke-musikalske virkemidler til at understrege meningen med en tekst eller med et stykke musik.”
5. sats er et recitativ for bas og continuo, der indholdsmæssigt er som en slags slutbøn, hvor der bedes om beskyttelse mod sygdom i både legeme og sjæl, men at, når den tid, kommer hvor legeme og sjæl forgår, Gud er trøst og hjertets del.
6. sats er kantatens afsluttende koralvers med første vers fra en salme fra 1582 af Kaspar Bienemann. Teksten er: ”Gud, gør mig med det som du vil/i livet og i døden/til dig står idelig min hu/ak, lad mig ej fordærves/og hold mig blot helt i din gunst/og lad mig få tålmodighed/din vilje er den bedste.” Med på sopranen spiller obo og violin I, alten følges af violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen og udfylder becifringer.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 247-250, Lars Ulrik Mortensens gennemgang på Youtube (https://www.youtube.com/watch?v=PQS1fZXCj98), Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 284, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 447, 482-483, 611-612 |
