|
Tid og sted
Søndag efter jul den 30. december 1714 i Weimar
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725)
Besætning
Sopran, bas, altblokfløjte, obo, viola d'amore, gambe, continuo
De enkelte satser
1. sats er en instrumental "concerto", der egentlig har fire solistisk førte stemmer med altblokfløjte og obo i toppen, viola d'amore lidt dybere og gamben i mellemlejet. Der er desuden bas- og harmonifunktion fra continuoet. Efter den korte indledning, der kun strækker sig over fire takter, fyrer oboisten op under en fuga. Altblokfløjten slutter sig til og senere viola d'amoren, mens gambe og continuo samlet kommer ind sidst. Senere skiller gamben sig dog i selvstændige tonegange, men for alle andre end eksperter kan det være svært at høre hvor viola d'amoren stopper og gamben tager over. Satsens stemmevæv og intense fugatema, som Bach også brugte til fugadelen i sit orgelværk "Præludium og fuga i A-dur" (BWV 536), gør sammen med instrumenternes karakteriske klang denne til en ganske særlig oplevelse.
2. sats giver kun oboisten få sekunder til at få pusten. Nu skal der spilles en krævende obligatstemme, hvor teksten fra kantatens titel "Træd ind på troens vej" illustreres med talrige skalabevægelser. I arien har bassolisten en dejligt sangbar melodi, som selv i de hurtige passager har en stoisk ro over sig. I den næste tekststrofe synger bassen at "Gud har lagt grundstenen". Stenen som et symbol er central i kantaten, fordi Gud gennem Jesus' fødsel har opfyldt den profeti, der udtrykkes i Esajas' Bog kap. 8 vers 14: "Han skal være en helligdom, en anstødssten, en klippe til at snuble over for Israels to huse, en fælde og snare for Jerusalems indbyggere." Bassen advarer senere i arien: "Menneske, snubl ikke over den!" Denne advarsel illustreres musikalsk med en snublen i samspillet mellem bas og obo.
3. sats er et recitativ, hvor bassen igen har et ganske ekstremt eksempel på musikalsk illustration af teksten. Med udgangspunkt i det netop nævnte skriftsted fra Esajas' Bog synges ordet "fald" (på tysk "Fall"), der er placeret på en dyb tone. Det ekstreme ved tonen er dog, at den kun ligger en halv tone over continuoets akkompagnement. Der er med andre ord et decideret tonesammenstød på dette sted som lyder fælt. Lidt senere illustreres det, at den vrede verden ondskabsfuldt "løber" mod ham (Jesus) ved et opadgående løb i continuocelloen. Som kontrast er bassens reciterende melodi og akkompagnementet roligt, iørefaldende og ophøjet i den afsluttende del med teksten "Dog salig er en udvalgt kristen, som rodfæster sin tro på denne hjørnesten, fordi han derigennem vil finde frelse og forløsning".
4. sats har igen stenen som et centralt begreb. Sopranen synger "Sten, som over alle skatte, hjælp, at jeg til alle tider gennem troen må sætte dig som grund for saligheden, og ikke slår mig på dig, sten, som over alle skatte!" Sangeren akkompagneres af både altblokfløjte, viola d'amore og continuo. Rørende og hjertelige figurer fra altblokfløjte og viola d'amore er sammen med sopranens melodi i et æterisk højt leje med til at skabe en sats af overjordisk skønhed.
5. sats er et basrecitativ med akkompagnement af continuo. "Verdens kloge hoveder ærgrer sig ved at Guds søn forlader den høje ærestrone, at han iklæder sig kød og blod og finder sig i at være menneske. Denne verdens største visdom må foran den højestes råd blive til den største dårskab. Hvad Gud har besluttet, kan fornuften ikke fatte; den blinde forførerske leder blinde gejstlige".
6. sats er en duet, hvor sopranen er menneskesjælen, mens bassen er Jesus. Der er et længere instrumentalt forspil. Til trods for at den har form som en kærlighedsduet, skal det opfattes symbolsk: Sjælen tager Jesus, det vil sige troens hjørnesten, ind. I satsen medvirker udover continuogruppe med gambe også altblokfløjte, obo og viola d'amore, der dog er samlet på en stemme. Duetten mellem sjælen og Jesus suppleres her af "den kristne menigheds" gamle salmesang, der med den unisone kombination af de tre karakteristiske melodiinstrumenters klang får et middelalderligt og arkaisk præg.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 165-169, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 287, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162-163 |
