|
Tid og sted
Tredje juledag den 27. december 1725 i Leipzig.
Tekst
Georg Christian Lehms (1684-1717) (1. - 4. sats), salmevers fra 1560 af Nikolaus Herman (5. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), tværfløjte, obo d’amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for sopran, tværfløjte, obo d’amore, strygere og continuo. Den er i taktarten 12/8 og bærer instruktionen til de udførende, at den skal fremføres molto adagio, det vil sige meget langsomt. Taktarten 12/8 er den pastorale salighedsrytme i akkompagnementet fra strygere og continuo. Hertil er føjet en obo d’amore, som ifølge den tyske kirkemusiker og teoretiker Ludvig Prautzsch er symbol for Jesus, som af kærlighed blev menneske. Tværfløjten symboliserer den legemliggjorte Kristus, som har taget verdens synder på sig, og dens rolle i arien her er da også tonestrømme ovenfra og nedefter. Kun sopranens rolle er tvivlsom, og lige fra de tidligste skribenter og til nutidens er det meget udbredt at se den kvindelige solist som en der synger Marias vuggesang til Jesusbarnet. Da Bach komponerede sin kantate, var det imidlertid kun drengesopraner, der måtte synge i kirkerne. Fredfyldt og underfuld er arien: ”Søde trøst, min Jesus, kom/Jesus bliver født i dag”, synger solisten i da capo ariens A-stykke, der sættes i relief af en midterdel, som med skift til alla breve-takt står som en kombination af gavotte og gigue. Denne del modsiger, at Bach skulle have komponeret en vuggesang; sopranstemmen stod jo netop så sent som dagen før i ”Selig ist der Mann” (BWV 57) som repræsentant for menneskets sjæl.
”Hjerte og sjæl glæder sig/for min kæreste Gud har nu/udvalgt mig til himmeriget”, udsjunger sjælen. Efter B-stykket spilles A-stykket da capo og får dermed ariens varighed op på godt ti skønne minutter.
2. sats er et rectitativ for bas og continuo. Tekstligt fortsætter det tråden fra B-stykket i sopranarien i 1. sats med glæde over, at Gud i himlen har sendt sin søn herned for at løse alverden fra slaveriets bånd. Et par nedslag i recitativet understreger Bachs musikalske understøttelser af deklamationen. Først er der opfordringen lige i begyndelsen ”Glæd dig, mit hjerte” (på tysk ”Erfreue dich, mein Herz”), hvor en flot skalamelisme i triumftonearten D-dur synges og over det tyske ord ”Er-freu-eu-eu-eu-eu-eu-e”. Sidst i det harmonisk ret upåfaldede recitativ synger bassen ”Gud bliver menneske og vil på jorden…” er ordet ”jorden” (på tysk ”Erden”) sunget på en noget dybere tone end det foregående ord ”auf/på”, og det akkompagneres af en flad klang fra continuoet. I musikanalysen siger man, at der er et spring nedad på en lille sekst akkompagneret af diminueret akkord. Markeringen af ”Erden” antyder også, hvorfor det er en bas og ikke eksempelvis tenoren, der synger recitativet her, for det er oftest bassen, der tager sig af tekster om det jordiske og verdslige. Herudover er der rollen som Jesus som voksen, men det er en anden historie end julens under.
3. sats er en arie for alt, violin I, II og bratsch samlet på én stemme, continuo og obo d’amore. Selv om oboen ikke træder så solistisk frem som i andre kantater, har den fået solo-kommentarer med vigtige pointeringer af teksten. Allerede efter de solide otte takters instrumentalt forspil må altens første strofe suppleres af det instrument, der symboliserer Jesus, som af kærlighed blev menneske. Lyt her efter de små ubetonende di-di-di efter at alten har sunget ”Jesu” og ”Demut” (”ydmyghed”). Med kun fem satser i en kantate, der givetvis har været tænkt som fridag for det Thomanerkor, der havde nok at gøre i juletiden, står satsen her som en central sats, omgivet af to recitaver og arien i 1. sats og koralen i 5. Arieteksten rummer et ord, som går igen fra kantatens titel: Trøsten. Nu synger et troende menneske: ”I Jesu ydmyghed kan jeg finde/trøst i rigdommens armod/mig gør selvsamme lave stand/blot godt tilpas, min frelsermand/ja, med din underfulde hånd/du sejrskransen fletter.”
4. sats er et recitativ for tenor og continuo: ”Du dyrebare Guds-søn/nu har du åbnet himlen for mig/ og gennem din fødsel i det lave/tilvejebragt salighedens lys/Da du nu af kærlighed til os/helt alene har forladt Faderens borg og trone/vil vi til gengæld/fastholde dig i vore hjerter.” Recitativets to top-toner høres på ordene ”saligheden” og ”borg” (på tysk ”Seligkeit” og ”Burg”), der begge ligger i det højeste.
5. sats er kantatens afsluttende koralvers med sopranstemmen forstærket af tværfløjte, obo d’amore og violin I. Alten støttes af violin II, tenoren af bratsch og continuogruppen spiller akkorder og toner med udgangspunkt i korets basstemme. Teksten kan med rette rytme gendigtes til et rimeligt dansk:
”I dag slås porten atter op/til skønheds Paradis/keruben står ej læng’re vagt/Gud ære, lov og pris.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 160-162, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 281, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven, pp. 443-444 |
