|
Tid og sted
Søndag efter helligtrekonger den 7. januar 1725 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Meinen Jesum lass ich nicht” af Christian Keymann (1658). Af salmens i alt seks vers er det første og sjette brugt uændret til kantatens 1. og 6. sats. Salmens andet, tredje, fjerde og femte vers er grundlag for frie gendigtninger til de tekster, som udgør kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. Man ved ikke hvem der omskrev teksten.
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), horn, obo d’amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor sættes an af orkestret som en værdig hofdans i tredelt takt. Allerede efter et par takter skiller ét instrument sig ud af helheden. Det er en solistisk obo d’amore, og oboen har gennem hele satsen en virtuos stemme, hvor den i lange passager spiller sololøb akkompagneret af continuoet. Når strygerkoret med violin I, II og bratsch føjes til, er det udelukkende med harmonisk udfyldning eller fordobling af solooboens koncerterende stemme. Da koret sætter ind efter toogtyve takter, er det da også solooboen, der lægger op til dets indsats med en opadgående skala. Sopranerne forstærkes af et horn. De øvrige stemmer sætter ind med en lille forskydning i rækkefølgen alter, tenorer og basser.
”Min Jesus svigter jeg ikke…”, følges af et par hurtige takter for obo d’amore og continuo og fortsætter ”for han har ofret sig for mig.” Allerede midt i denne strofe er orkestret med obo d’amoren i spidsen begyndt på satsens ritornel - det markant værdigt dansende tema, som hurtigt overtages af solooboen. Det vil dog hurtigt høres, at ritornellen er ændret, hvorfor det ville være vildledende at kalde dette en gentagelse. I stedet vil man betegne den første ritornel som A og denne ændrede ritornel som en A1. I firestemmig koralstil sætter koret ind med salmens strofer tre og fire ”det nødvendiggør min pligt;”, og efter et kort indslag fra orkestret ”at klæbe til ham som en burre.” Den overraskende metafor kan ses som en forklaring på den måde, hvorpå den solistiske obo d’amores tonestrømme hægter sig fast. Igen har orkestret inden afslutningen af korets frase taget fat på en præsentation af en varieret ritornel, som man denne gang kan betegne som A2. Disse tolv takter danner indledning til salmeversets strofer fem og seks, igen fulgt af hurtige løb og virtuose sekvenser fra obo d’amoren. ”Han er lyset i mit liv,” efterfølges af fjorten takters obokoncert, inden verset afsluttes med gentagelse af salmens første strofe ”min Jesus svigter jeg ikke”. Otte takter for virtuos obo d’amore, strygere og continuo afslutter satsen.
2. sats er et kort recitativ for tenor og continuo. Teksten i Christian Keymanns originale salmevers handler om her i jordelivet et have fuld fortrøstning til Jesus, men er til recitativet gjort mere fysisk med et billede som ”så længe blodet rinder i mine årer og mit hjerte, skal alene Jesus være mit liv og mit alt.” Udover et smukt og harmonisk recitativ skal tenorsolistens forløse et par krævende høje a’er.
3. sats er en dramatisk arie for tenor, strygere, continuo og obo d’amore, Tenorens sangtekst vil blive behandlet straks, men inden da kan der være grund til at opholde sig ved de funktioner, som strygere og obo d’amore udfylder over continuogruppens fundament. Strygergruppen violin I, II og bratscher har fået den opgave at spille et skrækmotiv, dødsklokkens slag i et hurtigt men markant da-da-da-daa. Bach skulle nøjagtigt ti år senere bruge samme motiv i et altrecitativ til sin kantate ”Ehre sei dir, Gott, gesungen” (BWV 248/V), der indgår i ”Juleoratoriet”. Med lidt god vilje kan man også anse det for at være det samme motiv, der firs år senere indledte Ludwig van Beethovens femte symfoni, den der har fået tilnavnet ”Skæbnesymfonien”. Obo d’amoren fremfører en svanesang, for det er dødstimen, der synges om i tenorstemmen: ”Og når det hårde dødens slag/vil svække sind og lemmer røre/når kødets mest forhadte dag/kun frygt og skræk vil med sig føre.”. En noget blidere atmosfære opstår da teksten når til ”Dog fast i troen trøstes jeg: Min Jesus svigtes ej af mig”. I øvrigt kan der i de første toner af det motiv, obo d’amoren spiller, identificeres flere molvarianter i et lille motiv, som optræder i både 1. og i 6. sats af kantaten. Motivet vil blive fremhævet i forbindelse med gennemgangen af kantatens 6. sats.
4. sats er et recitativ for bas og continuo. Hvor 2. og 3. sats handlede om ikke af svigte Jesus gennem livet (2. sats) og i dødsstunden (3. sats), handler recitativet om at sjælen må vende sig mod Jesu åsyn. Valget at bassolist kan synes pudsigt i denne sammenhæng, fordi et sådant indhold typisk ville ligge i enten sopran eller alt, men teksten handler om jordnære ting som det ”sygdomssvækkede bryst der” – ved det smerteligste tab af tro på Jesus – bliver til ”en ødemark og en pinslens hule”. De markante musikalske understregninger skal fremhæves, idet ordet ”schmerzlichstem” (på dansk ”smerteligste”) ledsages af både en kromatisk nedgang og en diminueret akkord på ”-stem” (på dansk ”-ste”). I de sidste takter synger bassen om ”et fuldbragt livsløb” (på tysk ”volbrachtem Lauf”), der netop har fået et skalaløb over tonerne i oktaven fra H til h. Efter livsløbet skal Jesus evigt omfavnes med næste arie.
5. sats er en duet for sopran og alt akkompagneret af continuogruppens akkordinstrument og cello. Teksten i den muntert dansante tekst lyder: ”Træk dig skyndsomt, mit hjerte, bort fra verden/du finder i himlen din sande fornøjelse.” Duetarien er i da capo formen ABA og i det kontrasterende B-stykke synger solisterne: ”Når dit øje en dag skuer frelseren/bliver dit længselsfulde hjerte opkvikket/ da bliver det stillet tilfreds i Jesus.”
6. sats er kantatens afsluttende salmevers med Bachs harmonisering af Andreas Hammerschmidts melodi. Sopranstemmen er forstærket af horn, obo d’amore og violin I, altstemmen af violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager udgangspunkt i bassernes stemme. Netop basstemmerne har tre gange en lille tonegang på tonerne e-fis-gis-e, som i sin essens blot er en meget brugt vending i musik fra barokken, ikke mens i opadgående sekvensbevægelser. Det markante er dog, at vendingen her i slutsatsen raammer ordene ”Jesum”, ”Christum” og ”selig” (på dansk ”Jesus”, ”Kristus” og salig. Det samme motiv findes også et par gange i 1. sats’ takter 23 og 27 ved ordene "meinem" og "lass" (på dansk ”min” og ”svigter”). Endelig kan motivet, som nævnt i teksten om 3. sats, identificeres i obo d'amorens allerførste indsats, men da i en molvariant tonetrinnet over E-dur, nemlig fis-mol, og to takter senere i e-mol med tonerne e-fis-g-fis. Teksten i dette sidste vers lyder: ”Jesus viger jeg ej fra/ går for evigt ved hans side/Kristus lader stedse mig/lede hen til livets kilde/Salig, den som med mig si’r/min Jesus svigter jeg ikke.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 210-212, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277 |
