|
Tid og sted
Tiende søndag efter Trinitatis den 25. august 1726 i Leipzig.
Tekstforfattere
Jeremias’ Bog kap. 5 vers 3 (1. sats), Romerbrevet kap. 2, vers 4-5 (4. sats), to salmevers fra 1630 af Johann Heermann (7. sats), ukendt (2., 3., 5. og 6. sats). Man mener at tekst til 2., 3., 5. og 6. sats stammer fra hoffet ved slottet Elisabethenburg i Sachsen-Meiningen hvor Bachs fætter, Johann Ludwig Bach, fra 1711–1731 var violinist og hofkapelmester. Ved hoffet i Sachsen-Meiningen brugtes kantatetekster med to skriftsteder; ét skriftsted fra Det Gamle Testamente ét fra Det Nye Testamente.
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), tværfløjte, obo I, II, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er et indledningskor med en instrumental indledningssinfonia af godt et minuts varighed. Her dominerer de to oboer. De svares på skift diskret af violin I og violin II, mens bratscher og continuo akkompagnerer. Korets første indsats er samlet på anråbelsen ”Herre!”, men så overtager en soloalt, der tilføjer mere tekst fra Jeremias’ Bog kap. 5 vers 3: ”Dine øjne er rettet mod troen”. Netop valget af soloalt kan ses som komponistens markering af at det troende menneske stiller sig frem foran alle. Et kort instrumentalt mellemspil følger inden hele koret to gange teksten ”Herre, dine øjne er rettet mod troen.” Tredje gentagelse ligger i solosopranen, menneskesjælen, der som altens tidligere solo får en instrumental understregning. Herefter gentager koret på ny teksten to gange, men i en varieret form tilføjet mere evangelietekst: ”Du pisker dem, du piner dem, men de forbedrer sig ikke” Denne tekstdel er dog ikke afsluttet i bassen, inde korstemmerne i rækkefølgen sopran, tenor, alt, bas igen vender tilbage til ”Herre, dine øjne er rettet mod troen” sat ind forskudt med tættest muligt i én og samme takt. Sopranens afrundende melisme over ordet ”sehen” (dansk: ”dine øjne er rettet mod”) lyder kort efter fra oboerne, der udvider det til et lille løb. Nu har soloalten taget fat på en illustrativ behandling af teksten ”du pisker dem, men de forbedrer sig ikke”, hvor staccerede toner på ”pisker” viser slagene. Det, der her er påbegyndt, er en fugaeksposition hvor først solosopran, senere solobas og sidst solotenor sætter ind og akkompagneres af staccatotoner på taktens ubetonen slag fra oboerne mens det er continuogruppen, der markerer pulsen med korte toner på alle taktlag. Gradvist tilføjes resten af koret og strygerne. ”Du pisker dem” lyder nu som duet fra sopran og bas, kommenteret af koret ”men de forbedrer sig ikke”. Lige efter er det alt og tenor med ”du piner dem”, der ligeledes får afslutningen ”men de forbedrer sig ikke”. Nu vender koret i en samlet indsats tilbage til ”Herre, dine øjne er rettet mod troen”, hvor særligt sopranen runder frasen af med at lade troen bevæge sig opad på en lang melisme. Her synes satsen at være vendt tilbage til udgangspunktet med en obodomineret melodi, men tonearten er nu c-mol, hvor begyndelsen var i g-mol, og nu følger da også en korfuga, hvor stemmerne i rækkefølgen bas, tenor, alt og bas får plads til at brede temaet ud fulgt af udvalgte instrumenter fra orkestret. Her er teksten ”De gjorde deres ansigt hårdere end sten; de ville ikke om-vende sig.” Hvis fugatemaet lyder så hårdt som teksten antyder, skyldes det det velkendte musikalske kneb at indarbejde flere tritonusintervaller i melodien. Det er dog begyndelsen af skriftstedet ”Herre, dine øjne er rettet mod troen; du pisker dem, du piner dem, men de forbedrer sig ikke”, der her efter en lang korfugadel får lov til at afrunde satsen i en orkestersinfonia med ”indbygget kor”, Choreinbau.
2. sats’ recitativ for bas og continuo er placeret mellem det indledningskor, som Alfred Dürr har kaldt ”en af den modne Bachs største præstationer” og en udtryksfuld arie for alt, obo og continuo. I dette selskab gør recitativet ikke meget væsen af sig i musikalsk henseende mens teksten udtrykker undren over, hvad der er blevet af Guds egenbillede, bud og ord i vores forstokkede sind og forvirrede sjæle.
3. sats er en arie for alt, continuo og en obligat obo, som lægger ud med et langt dissonant des2 (i en sats i f-mol). Det er et smerteråb, udtrykt for de ubodfærdige sjæle, som nævntes i både 1. og 2. sats. Efter en lang smertefuld enetale fra oboen overtager alten både starttone og atmosfære ”Vé den sjæl/ der ikke længere/kender til tab/og nedkalder straf over sig selv/løber forvirret rundt/og afskærer sig/ fra Guds nåde.” Satsen er fuld af halvtoner, kromatik, seufzerfigurer og obostemmens illustration af den, der løber forvirret rundt i livet. John Eliot Gardiner kalder de lange ”vé”-toner et ”billede på den åndelige paria der afskærer sig selv fra Guds nåde.” Med alten er det arien hvor et troende menneske udtrykker medfølelse med de der ikke harTroens rare klenodie.
4. sats’ arioso for bas, strygere og continuo har tekst fra Romerbrevet kap. 2 vers 4-5: ”Ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse? Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares.” Der er meget kontrast til de forudgående satser, blandt andet fordi tonearten nu er dur og strygerne spiller en frejdig træskovals. Melodien begynder på det usædvanlige spring en lille septim fra es op til des. Selv om ariosoen står centralt som 4. sats med et skriftsted, er tekstbetoningen ikke helt uproblematisk: Det første ord, ”verachtest”, har betoning på ”ver-” hvilket kan vises med ordets danske oversættelse ”foragter”, der jo heller ikke lyder godt med tryk på ”for-”.
Denne sats afrunder kantatens første del.
5. sats er en arie for tenor, continuo og obligat tværfløjte. Fløjten blev i senere opførelser erstattet af en piccoloviolin, men det skyldes nok snarere mangel på tværfløjtespillere end musikalske hensyn. Tværfløjten står nemlig fornemt som en sjælens repræsentant i forhold til den tekst, tenoren synger: ”Så vær dog skræmt/du skråsikre af sjæle/tænk på hvorfor du fortjener/syndens åg/Guds overbæren-hed går på en fod af bly/derfor er hans vrede mod dig så meget mere massiv.” Der er altid velklang i arier med kombinationen tenorsolist, tværfløjte og continuo. Bemærk også de musikalske virkemidler hvor ”syndens åg” ligger som en bjælke på ordet ”åg” (på tysk ”Joch”), ”en fod af bly” (på tysk ”Fuss von Blei”) ligger som en lang dyb tone, mens ”vrede” (på tysk ”Zorn”) ledsages af hurtige sekvenser i tværfløjten.
6. sats er et recitativ for alt, continuo og to oboer. Hvis oboerne stresser satsen fremad, er det helt i overensstemmelse med teksten, reciteret af det troende menneske: ”At vente er farligt/vil du mon miste tiden?/Gud der engang var nådig/kan nårsomhelst dig føre for sin domstol/hvor er så nu din bod?/Er det et øjeblik/som tid og evighed, og krop og sjæl adskiller/forblændte sind, ak, gå nu blot tilbage/så den selvsamme time/ikke finder dig uberedt!” I musikteorien betegnes obostemmerne til denne sats for motivpræget accompagnato, idet accompagnato er det modsatte af secco i recitativer.
7. sats er kantatens afsluttende koral med sjette og syvende vers fra salmen ”Så sandt jeg lever, taler Gud” (på tysk ”So wahr ich lebe, spricht dein Gott”), der er fra 1630. Orkestrets stemmer er uddelt med obo I, II og violin I på sopranstemmen, som også spilles af tværfløjten en oktav over. Med alten spiller violin II, og tenoren følges af bratsch, mens continuogruppen tager udgangpunkt i korets bas.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 542-546, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 282, John Eliot Gardiner: Teksthæfte til Soli Deo Gloria 147 p. 15-16,
Albert Schweizer: J. S. Bach p. 634 |
