|
Tid og sted
Anden søndag efter Trinitatis den 6. juni 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salme 19 i Salmernes Bog, salme af Martin Luther (1523), ukendt
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet, obo I (også obo d'amore), obo II, violin I, II, bratsch, gambe, continuo
De enkelte satser
1.sats er for både kor og orkester. Den sættes an af trompeten, der er kantatens eneste messingblæser. Men hvilken rolle! Allerede i dens første indsats indbydes der til fest, for evangelieteksten til dennne anden søndag efter Trinitatis er fra Lukasevengeliets kapitel 14 vers 16-24 om det store festmåltid. Efter trompetens continuobårne start sætter det øvrige orkester ind med oboer og strygere. Den allerførste sanger, vi hører, er en solistisk bas, som svares af et fint vekselspil mellem obogruppe og strygergruppe, inden hele koret falder ind. Teksten her er dog fra Salmernes Bog salme 19 "Himlene fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk". Satsen er så energisk, at man skal godt otte år tilbage i Bachs produktion for at finde lignende begyndelse på en af hans kirkekantater, 2. sats fra "Der Himmel lacht, die Erde jubilieret" (BWV 31) fra påsken i 1715. Ligesom i solobassens første replik gør Bach igen brug af korgruppens fire såkaldte "concertisten", det vil sige sangsolisterne i modsætning til korets "ripienisten", der betyder fyld. Denne gang lægger tenoren ud og følges af bas, sopran og alt med tekst et par strofer længere nede fra salme 19 "Der lyder ingen ord, ingen tale, uden at deres røst høres". Med kun continuogruppe som fundament får concertisterne god plads til at brede dette fugaafsnit ud. Først da sopranen i sin anden indsats suppleres af ripienisterne sniger førsteobo og førstevioliner sig med på deres indsats. Kort efter går alle alter, andenobo og andenvioliner med på altens indsats og derpå alle tenorer og bratscher på tenorens. Den gradvise udvidelse af ensemblets klangfylde krones af trompeten, der uafhængigt følger sit eget brillante kald og først sætter ind mod afslutningen, der er ligeså festlig som begyndelsen. Om denne sats skrev Albert Schweitzer "Den som én gang i sit liv har hørt de vidunderlige temaer, hvori Bach præsenterer de to salmevers, kan aldrig glemme dem."
2. sats er et recitativ for tenor, strygere og continuo. Det er egentlig tredelt og begynder som recitativ, er derpå i et længere midterafsnit en arioso og til sidst recitativ igen. Det har begyndelsesteksten "Således lader Gud sig ikke være ubevist! Natur og nåde taler til alle mennesker: Alt dette har Gud gjort, sådan at himlene rører på sig og sætter ånd og krop i gang. Satsens violinakkompagnment skal netop ses på baggrund af denne tekst, ikke mindst ordene "sætter i gang" (på tysk "bewegen"), hvor violinernes bevægelse skal lyde som Guds ånd, der svæver over vandene. Også tenoren markerer såvel begreberne "røre på sig" (på tysk "regen") og "sætte i gang" (på tysk "bewegen") ved efterligning af motiverne i violinstemmerne.
3. sats er en arie for sopran med obligat soloviolin og continuo. Den begynder med violinen og continuoet. Det er et pudsigt træk i samspillet mellem soloviolinen og celloen fra continuogruppen, at der først er tale om vekselspil, men i violinens opadgående skala med den hoppende rytme synes man, at celloen slavisk følger violinen lovlig længe. Derfor føles det mere beroligende, da celloen endelig begynder at bevæge sig ned, mens violinen fortsætter opad. Samspillet mellem strygerne og satsens tema har en uskyld og enfoldighed, der kunne lyde som en strygekvartet fra den tidlige del af wienerklassiken. Der kommer en direkte appel til meningheden om at rette sig op på kirkebænken i sopranens tekst "Hør, I folkeslag, Guds stemme, il til hans nådes trone!" I et mere reflekterende afsnit synges teksten "Altings begyndelse og ende, er hans enbårne søn, måtte alle til ham sig vende." Herpå spilles den dejlige arie med mindelser om den franske ouvertures skarpt punkterede rytme da capo.
4. sats er et recitativ for bas akkompagneret af continuogruppen. Recitativet er kun mellem et halvt og ét minut og det er tankevækkende, at den positive følelse fra kantatens tre indledende satser hurtigt spoleres af den dybe stemme med den advarende pegefinger: "Hvem lytter når de største hobe vender sig mod andre guder, den ældste afguds egenlyst behersker menneskehedens bryst?". Belial, den gammeltestamentlige betegnelse for Djævelen, findes også i Guds hus, når selv menneskene løber bort fra Kristi lære. Belial skal drives bort i
5. satsens stolte arie for bas, trompet, strygere og continuo. "Far hen, ugudelige slæng! Om så den hele verden vendes på hovedet, vil jeg stadig ære Kristus, for han er fornuftens lys". Det er en arie med flotte koloraturer i solostemmen fulgt af nervøse og lettere hektiske indsatser i trompet og strygere. I B-stykket et minuts tid inde i satsen synger bassen en lang koloratur på verbet "ære" (på tysk "ehren"), et ord, der straks får en kommenterende fanfare fra trompeten, men denne gang udført solo uden strygerne. Et centralt begreb i satsen er "lys", da Kristus er fornuftens lys. Den danske ingeniør og astronom Ole Rømer havde målt lysets hastighed 50 år inden denne kantates tilblivelse, i 1675, og den stadige sitren i solotrompet og strygere kan udmærket ses som lysets triumf over de usle men farlige kræfter, der lurer i mørket.
6. sats er et recitativ for alt og continuo, hvor tankegangen fortsættes fra 5. sats. Teksten er den ukendte digters egen, men den knytter an til Esajas' Bog kap. 9 vers 1 "Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land." Det er en tekst, mange vil genkende fra en basarie i Händels "Messias". Efter det indledende recitativiske afsnit fortsættes i et ariosoafsnit, der efter altens sudste tone interessant nok slutter på hele to motiver, hvor continuobassen spiller det ellers "forbudte" interval, den såkaldte tritonus. Musikteoretisk er det en forhøjet kvart eller en formindsket kvint, et interval, der blev anset for djævelen i musikken. Med de toner er det som om djævelen ikke helt er fordrevet endnu. Der er et kolon efter altens sidste replik der lægger op til bøn, for efter det djævelske interval, skal der umiddelbart fortsættes med det salmevers i 7. sats, der afrunder kantatens første del.
7. sats rummer allerede inden korets indsats en uforlignelig klang af vægtersang i stille gader i en middelalderby, hvor farerne lurer lige på den anden side af bymuren. Der er en egen ængstelig og forknyt atmosfære over Bachs fortrinlige arrangement af Matthias Greitters melodi med Luthers tekst. Overbunde noder i førsteviolinernes overstemme, en rastløs continuobas, bratschen i en stabiliserende baslignende rolle og en mere melodisk stemme i andenvioliner suppleres at trompeten, der ganske blidt intonerer den gamle førreformatoriske melodi, inden koret synger bønnen der begynder: "Må Gud være os nådig og velsigne os, må hans åsyn lyse skær skinne på os i det evige liv."
8. sats er en ny måde for kantoren til at få Leipzigs kirkegængere til at gnide søvnen ud af øjnene efter præstens prædiken. Hvor Bach den foregående søndag i "Die elenden sollen essen" (BWV 75) fik menigheden til at vågne med en sinfonia for træktrompet, strygere og continuo, benytter han her en af de modsætninger, som kantatens første del er så rig på; lys - mørke, Kristus - Belial, mod - frygt. Her er det modsætningen nyt - gammelt, som også sås i kantaten "Tritt auf die glaubensbahn" (BWV 152) i julen 1714. Faktisk havde Bach ikke komponeret for det arkaiske strygeinstrument gamben i nogen kantate siden BWV 152. John Eliot Gardiner skriver om gamben her i kantatens anden del: "... that ancient instrument he uses at moments of the most intense feeling, to underline the human potential for faith and love… ". Bach sætter nu gamben sammen med obo d'amoren, et spritnyt instrument, der formentlig først så dagens lys i et leipzigsk instrumentværksted i 1710erne. Bachs konkurrent Christoph Graupner havde brugt den i adventskantaten "Wie wunderbar ist Gottes Güte" fra1717 og også Georg Phillipp Telemann brugte obo d'amoren, der udover den centrale rolle, som Bach fra foråret 1723 gav det i sine kantater, ikke blev anvendt meget i Europas musikliv - bortset fra en pudsig opdukken hos den svenske komponist violinist og oboist Johann Helmich Roman, der omkring 1730 komponerede en solokoncert og gav instrumentet en sats i den royale bryllupssuite "Drottningholmsmusiken" fra 1744. For oboister, cembalister og gambespillere, der savner en vaskeægte sats af selveste Bach til at kaste glans over programmet, når de er ude og spille triosonater, er den fine sinfonia med den langsomme indledning i adagio og en hurtig vivace-del en oplagt idé.
9. sats er et recitativ for bas, strygere og continuo. Også gamben spiller med, men skal ikke opfattes som en del af continuogruppen, fordi den her er hidkaldt for at spille solistisk, både i sinfoniaen i 8. sats, her i 9. sats og senere i 11. og 12. sats. Recitativet er en slag introduktion til den kamp, som tenorsolisten skal udtrykke i 10. sats. Her i recitativet slutter bassen nemlig af med at synge om nogle af de opgaver, som den trofaste skare, der har taget imod invitationen til det store festmåltid, har taget på sig. Én er renselse gennem strid med fare for andre menneskers had.
10. sats har teksten "Had blot, had mig rigtigt, fjendtlige slægt!" Indledningen spilles af celloen fra continuogruppen (og netop ikke af den sarte gambe). Celloen spiller et trodsigt motiv inden tenorsolisten sætter ind i en sand tour de force af en arie. Nok var Leipzigs operahus gået neden om og hjem i 1720 og Bach havde i ansættelseskontraktens punkt 7 skrevet under på at hans musik ikke måtte gøre et operaagtigt indtryk. Men når had og fare er emnet, kan tenoren jo godt give den gas. Pludselig godt et minut inde i satsen bliver målskiven for alverdens had alligevel blid på stroferne "For at omfatte Kristus med min tro vil jeg opgive alle glæder".
11. sats er et recitativ for alt fulgt af continuogruppe og gambe. Gamben er en indlysende tilføjelse til altens sang om troens nåde "Jeg føler allerede i sjælen hvorledes Kristus viser sin kærlige godhed". Med gamben som klanglig tilføjelse til satsens prominente continuobasstemme opstår en særlig intensitet i ønsket om at næstekærligheden "altid bliver styrket og fornyet".
12. sats er en arie for alt, continuo og de to obligate repræsentanter for nyt og gammelt, obo d'amore og gambe. Det er en uendeligt skøn arie båret af solostemmen og den helt særlige kombination af klange fra den fløjlsbløde træblæser og den sarte stryger. Dog kan en upassende association til jazzstandarden "Autumn leaves" opstå et minuts tid inde satsen, hvor alten synger "i gerningerne" (på tysk "in der Tat") og holder ordet "Tat" over lange toner. Den samlede tekst lyder " Elsk, I kristne, i gerningerne! Jesus dør for sine brødre, og de dør for hinanden, for han har forenet dem." Om kombinationen af obo d'amoren og gamben henvises til gennemgangen af sinfoniaen i kantatens 8. sats.
13. sats er et recitativ for tenor med continuoakkompagnement men altså uden gambe. "Således skal kristenheden prise Guds kærlighed og selv udvise den: Til evighedernes evighed skal himlenes fromme sjæle prise Gud og hans lov".
14. sats er andet vers fra Martin Luthers tekst til Matthias Greitters melodi i samme fine arrangement som i 7. sats. Med den førreformatoriske salmes vers to slutter Bachs anden officielle kantate som Thomaskantor i Leipzig.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 448-453, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 210, 294-295, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 244, 270 |
