|
Tid og sted
Tredje søndag efter helligtrekonger den 23. januar 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salmevers af Kaspar Bienemann (1582), salmevers af Ludwig Helmbold (1563), ukendt
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), horn, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes efter et forspil domineret af oboernes cirklende grublen og hornets korte motiv af koret, der fulgt af horn synger de to første strofer af Kaspar Bienemanns salme med teksten "Herre, tilskik mig hvad du vil, i livet og i døden!" Salmen afbrydes af tenorsolisten, som mere recitativisk udråber sin klage "Ak! men ak! hvor længe lader din vilje mig lide! Mit liv er et ulykkens endemål, hvor jammer og fortrædelighed piner mig livet igennem, og nøden vil næppe forlade mig i døden". Under tenorens klagesang fortsætter oboernes grublen og hornet, som citerer salmens tema "Herre, hvad du vil". Derpå korets to salmestrofer fulgt af solistiske og mere recitaviske indslag fra først bas og derpå sopran. Bassens tekst handler om klippefast tro på at Gud ikke giver flere trængsler end man kan bære. Efter korets strofer "Bevar mig blot i din nåde, skænk mig tålmodighed med hvad du vil, thi din vilje er den bedste" fra salmeverset synger sopransolisten recitavisk om Guds vilje, der er som en "forseglet bog som menneskers visdom ikke forstår". Efter to gentagelser af korets "Herre, hvad du vil" på netop det tema, som satsen igennem er optrådt adskillige gange i forskellige instrumenter, følger et instrumentalt efterspil for oboer og strygere. Til sidst fastslår koret treenigheden med et tredje "Herre, hvad du vil" inden satsen slutter.
2. sats er en arie for tenor, continuo og obligat obo. Med den adrætte obo, continuoets djærve vandringsmandsrytme og tenorsolistens afslappede varme kan den lyde som en spadseretur gennem et mildt landskab. "Ak, lad dog glædens ånd synke ind i hjerterne", synger tenoren frejdigt, mens en mere eftertænksom tone indfinder sig i da capo ariens B-stykke: "Det sker tit ved åndelig sygdom at glæde og håb vakler og vi bliver forsagte". Optimismen vender tilbage med gentagelsen af A-stykket.
3. sats er et recitativ for bas og continuo med teksten: "Ak, vore hjerter forbliver vrangvendte, snart trodsige, snart modfaldne". Ordene er inspireret af kapitel 17 vers 9 i Jeremias' Bog: "Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?" Recitativets tekst fortsætter:"Døden vil vi ikke tænke på; men kun en kristen lærd ud i Guds ånd lærer at give sig hen til Guds vilje og sige:"
4. sats er en arie for bas, strygere og continuo. Ariens første strofe er fra Matthæus-evangeliet kap. 8 vers 2, hvor Jesus helbreder en spedalsk, der kaster sig ned foran ham med ordene "Herre, hvad du vil". Med faldende tonegange i de to violinstemmer er der tale om en udtryksfuld sats, hvor også bassens melodi har en særegen skønhed. For så vidt består den tekstligt af tre separate vers, der dog fremtræder med forskellige ændringer i melodien. I grunden er det ikke første gang, at Bach i en kantate byder på en tekstligt tredelt sats med melodiske og arrangementsmæssige ændringer fra vers til vers. Det tidligere eksempel har vi i en verdslig kantate, "Durchlauchtster Leopold" (BWV 173a) fra 1722. Grundstemningen er imidlertid en ganske anden i basarien her i BWV 73: "Herre, hvad du vil, så pres, I dødssmerter, sukkene ud af vore hjerter, når min bøn kun er møntet på dig". Ordet "sukkene" (på tysk "Seufzer") efterfølges her af "seufzer"-figurer. Et seks takters mellemspil, hvor førsteviolin spiller bassens sangtema "Herre, hvad du vil", danner overgang til andet vers: "Herre, hvad du vil, så læg mine lemmer ned i støv og aske, dette højt fordærvede billede på synd." Allerede lige efter ordet "vil" (på tysk "willt") påbegynder continuobassen en illustrativ nedstigegn mod gravens dyb. Lignende nedgange høres derpå i bassens melodi og så i førsteviolinen. Strygernes mellemspil er denne gang kort og består af en række "seufzer"-figurer fra opadstigende trin i skalaen. I vers tre lyder teksten: "Herre, hvad du vil, så slå, I dødsklokker, jeg følger uforfærdet, min elendighed er fra nu af gjort tavs, Herre, hvad du vil." Allerede inden bassen har sunget ordet "dødsklokker" (på tysk "Leichenglocken") har strygerne påbegyndt en serie af pizzicerede toner, der stilfærdigt påminder om en særlig højtklingende tysk dødsklokke. Fra vers til vers har arien illustreret såvel hjertesukke, nedsænkningen i gravens dyb og dødsklokker. Men det overordnede indtryk er ro, accept og skønhed.
5. sats er vers ni fra Ludwig Helmbolds salme "Von Gott will ich nicht lassen" (på dansk "Fra Gud vil jeg ikke komme væk"). Arrangementet er enkelt firestemmigt, men hornet, som ikke har ladet sig høre siden 1. sats, tilfører en særlig entusiasme og gejst til det samlede klangbillede. Ved de senere opførelser af kantaten blev hornstemmen udført på orgel.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 235-240, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 272, 494 note 67 |
