|
Tid og sted
Sexagesima søndag den 13. februar 1724 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for bas, strygere og continuo i et for en begyndelsessats usædvanligt tonesprog. Violinernes korte staccerede figurer illustrerer den tekst, som har givet kantatens dens titel "Leichtgesintte Flattergeister rauben sich des Wortes Kraft" (på dansk ”Letsindige og ubestandige personer er Ordets kraft spildt på"). Teksten henviser til lignelsen om sædemanden i Lukas-evangeliets kapitel 8 vers 4-15. Lignelsen handler om hvad der sker, når menigheden hører Ordet og hvad folk derefter bruger det til. Ved bassens tredje gentagelse af den første tekststrofe synges om de "ubestandige personer" (på tysk "Flattergeister") over en lang melisme, der illustrerer letsindighed og ubestandighed. Kort efter er det også solisten, der skaber overgang til satsens B-stykke. Belial introduceres i næste tekststrofe, mens orkesterledsagelsen havner på en disharmoni. Det lyder gyseligt i forhold til sangerens insisteren på at udpensle den unævneliges navn som en ildevarslende påkaldelse der derpå gentages tonetrinnet over. "Belial og hans børn prøver jo alligevel at lægge [Ordet] hindringer i vejen, så det ikke er til nogen nytte". Umiddelbart efter bassens strofe "er til nogen nytte" (på tysk "keinen Nutzen schafft") genoptager strygerne satsens hovedtema, men det er i en modereret form. Ligeledes er gentagelsen af stykket om "Belial og hans børn" ændret i forhold til første gang, og satsens overordnende form er derfor A - B - A*- B*. Der afsluttes med otte takters instrumentalt slutspil, som fuldkommen svarer til de otte takters indledning. Den version af arien, der oftest spilles i dag, har en tværfløjte og obo med på violin I-stemmen. De to høje træblæsere giver da også en fin understregning af det letsindigt flagrende når de er med på strygernes staccerede toner. Tilføjelsen af de to blæsere er imidlertid af noget senere dato, fra perioden mellem 1743 og 1746, hvor også Bachs kantatestil måtte tilnærmes den spirende rokokotids galanteri.
2. sats er et recitativ for alt og continuogruppe. "O, fordrejede sjæles ulyksalige tilstand", indleder alten en længere udredning om de små sædekorn, der er faldet på klippegrund. Recitativet bliver til en arioso, som flere gange lyder som duetten "The flock shall leave the mountain" fra Händels kammeropera "Acis og Galatea" fra årene omkring 1718. Da denne duet angiveligt også var inspiration for Carl Michael Bellmann, mens han skrev Fredmans Epistel nr. 12 "Gråt fader Berg och spela", vil man også let kunne genkende tonegange derfra. I altens recitativ er teksten dog hverken om hyrders kærlighed eller slagsmålet på Gröna Lund, men derimod om de letsindigt ubestandige personer, der ikke hører Ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte: "De bliver til stenhjerter, står ondskabsfuldt imod, forspilder deres frelse og vil en dag forgå". Udover altens fine melodi, der som nævnt kan genfindes både hos Händel og Bellmann, er der også en vigtig rolle til contiuocelloen. Der hvor alten synger om "Grabenstein" (på dansk "gravsten") benyttes celloens dybeste tone, den dybe C-streng som løs streng. Det er gravstenens jordnærhed, der markeres, her af tonen his, der svarer til et C.
3. sats er en arie for tenor og continuogruppe. Siden begyndelsen af 1960erne har man ment, at der må mangle en obligat violinstemme og flere forsøg er gennem tiden gjort for at udstyre arien med en sådan. Flere af dem lyder udmærket, men man ved strengt taget intet om hvad komponisten har tænkt sig med denne arie. Også forsøg på at lade continuoorganisten fylde ud, som eksempelvis findes på indspilningerne med Nikolaus Harnoncourt som dirigent, kan lyde udmærket illustrere teksten: "De skadelige tornes uenedelige antal, vellystens omhu med at forøge rigdommene, disse vil nære ilden i helvedets pinsler til evig tid!"
4. sats er et recitativ for sopran og continuogruppe. Teksten er opsummerende: "Af disse kvæles styrken, det ædle sædekorn ligger til ingen nytte". Recitativet afsluttes med bøn om, at vi som sædemanden i lignelsen, må berede jorden, så at Ordet alligevel vil tage bolig i vore hjerter og styrke os i dette og det næste liv. Kantaten har hidtil præsenteret både bas, alt, tenor og nu sopran. Den afsluttende 5. sats er for koret og orkestret.
5. sats' instrumentale forspil klinger i sin urform med den samme klarhed som de to pinsekantater "Erschallet, ihr Lieder" (BWV 172) fra maj 1714 og "Wer mich liebet, der wird mein Wort halten" (BWV 59) fra maj 1723, fordi trompeten sættes overfor den rene strygerklang uden træblæsernes farvning. Imidlertid er det i vore dage ofte Bachs senere version fra midten af 1740erne, der spilles, hvor tværfløjten og oboen, som medvirkede i 1. sats, også har fået stemmer til den afsluttende sats. Da træblæserne fordobler førsteviolinens stemme, er deres musikalske betydning minimal, og satsen klinger faktisk bedre blot med trompet, strygere og continuo. Og så naturligvis koret, som den engelske dirigent og korekspert John Eliot Gardiner her mener har en "madrigalsk lethed og finhed perfekt afstemt med teksten glædelige budskab". Netop denne lethed kunne være endnu en grund til at tilstræbe en lethed i orkesterakkompagnementet og spille den oprindelige version uden træblæsere. De første korstemmer, der høres, er sopran og tenor, men alt og bas føjer sig snart til i teksten "Giv os, Højeste, til alle tider hjertets trøst, dit hellige Ord". Placeret som her i sidste sats i en kantate hvor man strengt taget ville have forventet et salmevers som afslutning kan denne pragtfulde korsats let overses. Afvekslingen mellem letløbende korstemmer, trompet og strygere er betagende. Hertil kommer et B-stykke, hvor sopransolist og altsolist akkompagneret af continuo synger: "Kun du kan med din almagts hånd berede godt og frugtbart land i vore hjerter". De to solister, der begge måtte "nøjes" med recitativer i 2. og 4. sats, har her på falderebet mulighed for at vise stemmepragt. Efter duetdelen spilles A-stykket da capo så den festlige sats får lov at slutte med solotrompetens klare hyldest til Gud.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 272-274, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 228-230, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 269, 272 |
