|
Tid og sted
Pinsedag den 20. maj 1714 i Weimar, og også brugt som pinsekantate den 28. maj 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Philipp Nicolai (1597)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo, fagot, violin I, II, bratsch I, II, cello, continuo
De enkelte satser
1. sats begynder med at de tre trompeter med pauker som basinstrument kundgør helligåndens komme i et kort forspil. Med klangfulde harmonier sætter koret ind med opfordringen "Giv genlyd, I salmer, lyd klart, I strenge!". Et karakterisktisk træk ved indgangskoret er netop, at strygernes strenge her får lov til at klinge frit. Nok er de styrkemæssigt sat op mod kraftigere instrumenter som trompeter og pauker, men i denne sats medvirker der hverken blokfløjter eller oboer. Det giver en tydelig strygerklang, fordi der ikke høres den farvning af klangen, som høje træblæsere der spiller samme toner ellers ville medføre. De to violinstemmer og de to bratschstemmer forstærket af continuocelloen og fagotten har gentagne indsatser, som træder tydeligt frem og flere gange spiller førsteviolinerne højere toner end førstetrompeten. Overgangen til satsens B-stykke føles som en opbremsning idet den indledende opfordring erstattes af teksten "O, lyksaligste tider!" Det kontrasterende mol-farvede B-stykke med teksten "Gud vil selv berede sjælene til templet" er en fuga, hvor strygerne støtter koret, mens trompeter og pauke har en pause inden satsen spilles da capo og trompeternes mundtøj igen kommer i beskæftigelse.
2. sats er et basrecitativ med tekst fra Johannes-evangeliets kap. 14 vers 23: "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham". Bassen har en usædvalig udfordring på sin sidste tone, som er et dybt C. Kun basser med god volumen kan få det til at klinge. I opførelser med originalinstrumenter, som typisk er stemt med et A der svinger på 415 hz, er tonen faktisk endnu dybere, svarende til en cirka halv tone, det vil sige det dybe H. Her skilles fårene fra bukkene, kontorbasser fra rigtige "bassi profundi".
3. sats giver efter udfordringen med den dybe sluttone bassolisten en majestætisk arie i et mere komfortabelet leje. De tre trompeter og paukerne er som de eneste udover continuoet med i en sats, hvor de største virtuose krav stilles til førstetrompeten. Den skal både spille galopperende fanfaremotiver i det høje leje, spille triller på lange toner og får ikke mange pauser til at få pusten. Men også de to andre trompeter må stramme sig an i den fyrstelige basarie med ønskerne om at den hellige treenighed må tage bolig i os.
4. sats er en tenorarie med alle strygerne, både violiner og bratscher udførende samme strømmende modstemme over continuots stabile akkorder. "O, sjæleparadis som Guds ånd strømmer igennem", synger tenoren i en melodi, der kun sjældent bevæger sig ud i hurtige nodeværdier.
5. sats er en dramatiseret duet mellem sopran og alt i rollerne som Sjælen (sopran), som bereder sig til at tage imod Helligånden (alt). Det er en meget yndefuld sats, men som moderne lytter skal man abstrahere fra barokkens sprogdragt. Sjælen synger: "Kom, lad mig ikke vente længere. Kom, du blide himmelvind. Blæs igennem hjertets have!" Og Helligånden svarer: "Jeg vederkvæger dig, mit barn". Derpå synger Sjælen: "Kæreste elskede, som er så sød, al vellysts overflod, jeg forgår uden dig! Dette besvares af Helligånden: "Modtag nådens kys fra mig!" I sidste omgang synger Sjælen: "Vær i troen velkommen hos mig, højeste kærlighed kom herind! Du har stjålet mit hjerte!" Fra Helligånden kommer svaret "Jeg er din og du er min!" Med andre ord har Sjælen nu modtaget Helligånden. Samtidig spiller en obo melodien fra den gamle pinsehymne "Kom Helligånd, Gud Herre from", dog med talrige udsmykninger af melodien der derfor ikke helt lyder som en cantus firmus men snarere fremtræder som en diskret obligatstemme.
6. sats er kantatens afsluttende salme, men ikke en gentagelse af pinsehymnen, som oboen spillede under duetten i 5. sats. Her er det fjerde vers af Philipp Nicolais salme "Wie schön leuchtet der Morgenstern" På dansk kender vi den fra salmen "Af højheden oprunden er, en morgenstjerne klar og skær". Også denne sats har Bach forsynet med diskantstemmer. Her i satsen er det førsteviolinerne som udsmykker pinsesalmen, mens andenvioliner støtter sopran, bratsch I alt, bratsch II tenor og fagot og continuocello er med på bassernes stemme. Usædvanligt er det at oboen fra 5. sats og trompeterne, som satte præg på 1. og 3. sats helt tier i afslutningssatsen.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 392-396, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162-163 |
