|
Tid og sted
Enogtyvende søndag efter Trinitatis den 10. november 1726 i Leipzig.
Tekstforfatter
Salmevers fra 1674 af Samuel Rodigast (1. sats), Christoph Birkmann (1703-1771) (2., 3., 4., og til dels 5. sats), én strofe fra et salmevers fra 1658 af Christian Keymann (5. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo I, II, taille, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor, som sættes an af et optimistisk tema i violin I, fulgt af en bevægelig continuobas. Violin II og bratsch akkompagnerer her med korte toner. Strygeorkestrets første seksten inledende takter er derfor domineret at violin I og continuobas. Den fyldige obogruppe med obo I, II og taille spiller i denne sats kun med som forstærkning af korets sopran-, alt-, og tenorstemmer. Koret synger første vers af Samuel Rodigasts salme fra 1674: ”Hvad Gud gør det er velgjort”. Sopranen har cantus firmus, men korsatsen er som helhed akkordisk homfon det vil sige uden de vildtvoksende løb og imitationer i alt, tenor og bas, man kender fra andre indledningskor. Gennem hele satsen veksles mellem salmens enkelte strofer og korte insstrumentale indslag. Teksten fra Samuel Rodigasts første vers fortsætter: ”hans vilje bliver opfyldt/hvordan han end handler på mine vegne/står jeg ham roligt bi/han er min Gud/som i al nød/véd, hvordan jeg skal forsørges/derfor lader jeg blot ham råde.” En række glædesmotiver høres fra førsteviolin, som også holder dampen oppe med akkordbrydninger. Seksten takters efterspil for den vitale førsteviolin, violin II og bratsch med korte toner og continuo som gående fundament afrunder satsen.
2. sats er et recitativet for tenor og continuo. Sangeren beder efter et indledende ”Ak, Gud!” over det dramatiske interval en lille sekst om at blive befriet lidelsens kvaler og ængstelse. ”Herren er altid nær ved dem, der stoler på hans nåde og magt”, beroliger sangeren sig selv og menigheden, og tenoren må helt op og tage et højt b1 for at ramme den himmelske ”Macht”. ”Derfor vil jeg alene bygge min tillid på Gud, thi han forlader ikke sine.”
3. sats er en arie for sopran, continuo og obligat obo. Det tema, oboen spiller i de første par takter, er afledt af koralmelodien i 1. sats. Desude blander dens smukke solo elegant hoppende glædesmotiver med sukkende seufzer-figurer, og det helt i overensstemmelse med den tekst, sopranens troende sjæl synger: ”Hold, I øjne, op at græde!” Også her høres tydelige grædefigurer på det tyske ord ”weinen”. ”For jeg bær’/mit tunge åg tålmodigt.” Herefter får oboen igen en længere solo midtvejs i satsen med både glædesmotiver og smil gennem tårer. Forklaringen får vi i den troende sjæls næste strofer: ”Gud, min Fader, lever end/og af sine/glemmes ingen/hold, I øjne, op at græde!” Christoph Birkmanns tekst er mere poetisk i den tyske original: ”Von den Seinen/lässt er keinen/hört, ihr Augen, auf zu weinen!” De tre rim på -einen kan lede tanken hen på Picanders tekst til 13. sats i Matthæus-Passionen (BWV 244), der gennemgås nedenfor. Poetisk er det, og arien her rummer en sjældent flot afbalancering af god tekst, fremdriftsrig musik, fin koralinspireret melodi og udtryksfuldt varieret obligat obostemme.
4. sats er et recitativ for alt og continuo. Det troende menneske forsikrer os: ”Gud ejer et hjerte med barmhjertighedens overflod og når munden vånder sig for hans ører og vi beretter om korsets smerte i troskab og tillid, da brister hans hjerte sådan, at han må forbarme sig. Han holder sit ord. Han siger ’Bank på, så skal jeg lukke op for Jer!’ Lad os derfor fremdeles, hvis vi befinder os i den største nød, opløfte vores hjerter til Gud alene!” Med dén forsikring kan en solosanger - og ikke et kor - udbryde:
”Jeg forlader Jesum ej” (på tysk ”Meinen Jesum lass ich nicht”), hvorved 5. sats indledningsvist sniger en enkelt strofe fra et salmevers fra 1658 af Christian Keymann ind. Først kommer der fjorten takters instrumental indledning skåret over sammen læse som 1. sats, idet den er domineret af violinerne, og her med violin I og II samlet på én stemme. Continuobassen er vital og driver foretagendet fremefter. Da denne kantate, som er en af Bachs korteste, begyndte med noget, der næsten var en koral, får vi i sidste sats en basarie med salmecitat. Bassens melodi er en variation over Andreas Hammerschmidts melodi. Som i 1. sats blandes sangstrofer med instrumentale passager for violiner og continuogruppe. Teksten – det vil sige den del der ikke er af Christian Keymann, men af Christoph Birkmann – lyder: ”… indtil først hans åsyn vil/hør’ mig og velsigne/for kun han/skal mit værn i alting vær’/hvad ondt der end kan ramme mig.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 671-674, John Eliot Gardiners teksthæfte til Soli Deo Gloria 168 p. 15, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 282
|
