|
Tid og sted
Femte søndag efter Trinitatis den 9. juli 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Wer nun den lieben Gott lässt walten” af Georg Neumark (1641) er brugt uændret i 1., 4. og 7. sats. Den tekstbearbejder, der har parafraseret dele af de øvrige vers til sats 2, 3, 5 og 6, er ukendt. Fem af versene findes på dansk i salmen ”Hvo ikkun lader Herren råde”. Disse salmevers citeres i det følgende.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor. Det sættes an af hele orkestret med de to oboer i front. Taktarten er en vuggende 12/8, en takt Bach også havde anvendt i indledningskoret til ”Du Hirte Israel, höre” (BWV 104) fra anden søndag efter påske samme år. Efter seks takters instrumental indledning hører man først en solosopran tæt fulgt af en soloalt med den første strofe af Georg Neumarks salme: ”Hvo ikkun lader Herren råde.” Ordet ”råde” (på tysk ”walten”) synges over en lang melisme. Så kommer hele koret på, men nu med en mere strengt firestemmig version af strofen på den velkendte melodi, der i øvigt også er af salmedigteren Georg Neumark. Det skal påpeges, at til trods for, at Bach gentagne gange lader denne oprindelige melodi skinne igennem sin kantate, er det i en firedelt takt modsat en tredelt, der er salmens originale takt, der også er brugt som den danske salmes melodi. Mange andre komponister end Bach har ladet sig inspirere af Neumarks melodi: Felix Mendelssohn Bartholdy har harmoniseret den med første strofe ”Mein Gott, du weisst am allerbesten”, Robert Schumann citererede salmen i den første sats af sin klaverkvartet i Es-dur opus 47, og Johannes Brahms citerede temaet flere steder i ”Deutsches Requiem”. I Bachs indledningssats fortsætter næste strofe med præsentation fra soloalten og snart efter solosopran, inden koret falder ind med: ”og sætter til ham al sin lid.” Intoneringen af den næste strofe kommer fra solotenor og solobas fulgt af korets: ”Den frier ham fra alskens våde,” og derefter i samme rækkefølge: ”og redder i al nød og strid.” Nu følger seks takters orkesterdel af samme karakter som den indledende orkesterdel, men med en ulmende fornemmelse af, at noget nyt er ved at ske. Næste strofe fremføres af solostemmerne kanonisk i rækkefølgen alt, tenor, bas, sopran, og derefter hele koret: ”Hvo al sin lid til himlen slår.” Efter orkestres korte mellemspil følger soloindsatsen fra tenor, alt, sopran og sidst bas, før koret følger trop med salmeversets sidste strofe: ”Hans hus på sandgrund ikke står.” Hvor solosangere og kor dermed er færdige, vender musikerne bladet og spiller satsens seks indledende takter som afrunding.
2. sats er et recitativ for bas og continuo. Melodien fra Georg Neumarks salme citeres flere gange. Mest markant i begyndelsen af recitativet, hvor teksten fra salmens andet vers synges uændret: ”Hvad hjælper al vor sorg og klage?” Tre andre strofer fra originalverset bruges i recitativets tekst, men sammenfattende kan man sige, at teksten – og de ledsagende toner – udvikler versets grundtanke, at det hverken nytter at gå rundt i evig bekymring, vågne op om morgenen og med et suk (på tysk ”Seufzer”, der altid synges over en sukkende tonegang), eller gå i seng om aftenen med tårevædet ansigt. Et retorisk spørgsmålstegn efter teksten ”…zu Bette gehn?” efterfølges nu af en reference til det kors Jesus bar: ”Wir machen unser Kreuz und Leid…” (på dansk egentlig ”Vi gør vores kors og lidelse…”). Strofen synges i begyndelsen på salmens oprindelige melodi, men da korset herefter også grafisk er med i noderne, forlades den melodi til fordel for et par nedadgående halvtonetrin cis, c, h. På cisset kan korset aflæses grafisk i noderne, idet krydset # også i ”Passio Secundum Joannem” (BWV 245) fra langfredag samme år stod som nodebilledets grafiske illustration af Jesu kors. Recitativets opfordring afsluttes med ordene: ”Derfor er det meget bedre for den kristne, hvis han bærer sit kors med ophøjet ro.” Det skal for god ordens skyld påpeges, at teksten i den danske salmes sidste strofer lyder: ” Vi fylder kun vor modgangs skål/med sligt unyttigt klagemål.” Det er ikke en ueffen gendigtning, men korset står centralt i recitativet, og derfor er det recitativets tekst, som er oversat direkte. Det kors, alle må bære, står da også som en grundlæggende forståelsesramme for 3. sats.
3. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. På overfladen er den yndefuld og sangbar som en lied, men for sangeren en ganske vanskelig sag i et højt, lyrisk leje. Desuden har Bach en ræv bag øret, for de første tre toner er jo unægtelig salmens melodi. I 1. sats’ korindledning klang den i c-mol, men citatnerne i 2. sats’ recitaitiv var i g-mol. Her i arien tror man en kort stund, at salmen nu er i es-mol, men violinerne spiller som den første tone i takt to netop ikke et ges, men et g: For første gang i kantaten er vi i dur. Folk på Bachs tid kendte naturligvis tredje vers af salmen ”Stå kun en liden stund stille” og kunne umiddelbart forstå pointen i at strygerne netop står stille ved at være tavse på treslaget i hveranden takt i hele forspillet. Betegnelsen for denne satstype er en passepied, en af de fransk hofdanse fra renæssancen, som tit høres i suiter fra barokken. Dansen er tredelt, typisk i 3/8 som her, men med fraser, der begynder med optakten på treslaget, hvilket denne arie ikke gør. Claude Debussy skulle i 1890 vælge Passepied som titlen på det afsluttende klaverstykke i hans ”Suite Bergamasque”, men satsen er sine kvaliteter til trods ikke en rigtig passepied eftersom den står i 4/4. Klaverstykke er snarere komponistens indtryk af renæsssancens dans.
I Bachs arie er der brug for en lyrisk tenorsanger med god højde, for melodien ligger ikke blot i det høje leje omkring tonerne es, f og g, men i slutningen af den sidste strofe skal en meget lang melisme på ordet ”sende” (på tysk ”senden”) afsluttes med et højt Bb. Muligvis en smal sag efter en vejrtrækning, men som her i slutningen af en frase alt andet end barnemad. I sin helhed fortjener den dejlige arie – en af Bachs smukkeste for tenor – en rekapitualation af teksten i sin helhed: ”Stå kun en liden stund stille/når korsets time er nær/for Guds sans for nåden/forlader os hverken i råd eller dåd/Gud der kender sine udvalgte/vil en dag al nøden vende/og sine børn hjælpen sende.”
4. sats er en duetarie for sopran, alt, strygere og continuo. Hvor sopran og alt væver sig mellem hinanden som var de instrumenter, er strygerne violin I, II og bratsch samlet på samme unisone stemme, der spiller melodien fra Georg Neumarks salme. Continuobassen udfører glædemotiver, og verset tekst (der ikke er med i Den Danske Salmebog) handler da også om glæden: ”Han kender ret de glædestimer/han véd vel, hvornår det er nyttigt/når blot han finder os trofaste/og ikke mærker noget hykleri/så kommer Gud før vi det ser/og sørger for hans vilje sker.” Med den ordrette brug af salmens fjerde vers, den tydelige melodi i strygerne og placeringen som 4. sats af syv er dette kantatens centrale sats, hvorfor der også må lægges en særlig vægt på budskabet i teksten. Som i andre syv-satsede kantater, eksempelvis ”Christen, ätzet diesen Tag” (BWV 63) fra juledag 1714, kan fjerdesatsen ses som spidsen af en pyramide. På hver side ligger på begge sider korsatser til salmens tekst (1. og 7. sats), to recitativer (2. og 5. sats) og to arier (3. og 6. sats). I øvrigt er solisterne her i 4. sats – sopran og alt – de samme sangere, som indledte salmestroferne i 1. sats.
5. sats er et recitativ for tenor og en continuogruppe, hvor ikke mindst cellisten får muligheder for at illustrere lyn og torden. Det sker i anden strofe efter den indledende direkte fra originalsalmen (hvor heller ikke dette vers er med i Den Danske Salmebog): ”Tænk ej på al din kummers hede…”, der her fortsætter med ”… når lyn og torden brager”. I et elegant samarbejde mellem tenorsolist og cellospiller levendegøres tordenvejret bedre end mangen stumfilmspianist ville kunne illustrere det. Man kan også aflæse i noderne, at tordenen trækker sig væk og blivertil buldren i det fjerne vist med gentagelse af en stribe dybe fisser i cellostemmen. Den omfattende tekst i recitativet handler om at sætte sin lid til, at alt nok skal gå, selv når hjælpen (Gud) synes længst væk. Lidt over midtvejs synges det pudsige bibelciatet ”Død i gryden” (på tysk ”Tod im Töpfen”), som stammer fra Anden Kongebog kap. 4 vers 40: En af de mere håndfaste profeter, Elisa, får sin tjener til at koge en ret uspiselig suppe af vilde agurker og ukendte ranker, hvorpå hans spisegæster udbryder ”Gudsmand, der er død i gryden!” Derefter tilsættes lidt mel, og så smager det hæderligt. Fra kokkeprogrammet går recitativet videre til vejrudsigten, idet de to sidste strofer lyder: ”Efter regn kommer sol og enhver sætter sig sit eget mål.”
6. sats er en arie for sopran, obligat obo og continuo. Ligesom sammenspillet melle tenor og cellist måtte være i topklasse for at forløse lyn- og tordenscenerne i 5. sats’ recitativ, er dette også en arie, der vil vinde betydeligt ved fint samarbejde mellem sopran og oboist. Efter otte takters indledning for obo og continuo synger sopranen: ”Jeg vil rette mit blik mod Herren”, som straks kommenteres af obo, men kort efter er sopranen med i frasens afslutning med en gentagelse af tekststrofen tilføjet ordene ”og altid sætte min lid til Gud”, som oboen pointerer med en opadgående akkordbrydning. Sådan fortsættes med udvekslinger mellem sanger og instrumentalist, der aldrig ligger helt som man forventer det, selv om det lyder enkelt. Da man véd, at et salmevers normalt vil følge i syvende og sidste sats og alle de andre satser har indholdt mere eller mindre tydeligere citater af Neumarks melodi, kunne man tro, at arien her er uden den slags, men der kommer både et direkte citat fra salmens originale sjette vers ”Han er den rette underets mand”, som sopranen også synger over toner fra salmens næstsidste strofe. Første gang med starttonen a, og lidt senere med det d som starttone, som også vil kunne høres i kantatens afsluttende salmevers i den 7. sats.
7. sats er det afsluttende salmevers med Georg Neumarks melodi fra 1657 i enkel firestemmig stil. De to oboer og violin I følger sopran, violin II er med på altstemmen, bratscher på tenor og continuogruppen med udgangspunk i bassen. Teksten lyder: ”Med sang og bøn gå Herrens stier/og røgt med troskab du dit kald/velsignelsen da på dig bier/og ny hver morgen dale skal/hvo al sin lid til Gud har sat/han vorder ej af ham forladt.” Der er ikke andet end godt at sige om denne salme: Melodien er dejlig, teksten indholdsrig og fordanskoningerne ved Frederik Rostgaard i 1693, N.F.S. Grundtvig i 1856 og en anonym bearbejder i 1885 har også givet en god dansk tekst. Man kan heller ikke tro andet end, at Bach var glad for salmen.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 478-482, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 303-304 + pl. 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
