|
Tid og sted
Pinsedag den 20. maj 1725 i Leipzig.
Tekst
Johannes-evangeliet kap. 14 vers 23 (1. sats), kap. 14 vers 28 (4. sats), Romerbrevet kap. 8 vers 1 (6. sats), Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760) (2., 3., 5. og 7. sats), salmevers fra 1653 af Paul Gerhardt (8. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas (vox Christi), kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II, obo da caccia, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats sættes an af den trestemmige strygergruppe violin I, II og bratsch, besvares straks af trompeter og derpå af en trestemmig obogruppe med to almindelige oboer og en obo da caccia. I forhold til den tidligere version af denne indledningssats, som kunne høres ved pinsetid i 1723, har Bach tilføjet både tre oboer og en trompet udover de to i originaludgaven. Hermed opnåedes en symbolsk treenighed i alle orkestergruppener. Også sangstemmerne er omarbejdet i forhold til originalværket for sopran og og bas. Alle fire korstemmer sætter samlet ind med det tema, som er overtaget fra strygere, trompeter og oboer. Det er et karakteristisk tema, som tager hensyn til talesprogets rytme i sætningen ”Den, der elsker mig" (på tysk ”Wer mich liebet"), der udføres "weer mi-i-ich liebet". Understregningen markerer at netop verbet ord, elsker, er placeret på det betonede taktslag. Teksten er fra Johannnes-evangeliets kap. 14 vers. 23 "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham". Man kan næsten se for sig hvordan pinsesolen danser en tidlig morgen majmorgen, når trompeterne kommer som budbringere fra det høje. Satsen igennem veksles mellem korindsatser, trompetgruppe med pauke, oboer og strygere med continuoet som fundament, og det markante ”wer mich liebet”-motiv er en hyppigt opdukkende påmindelse om kærlighedsbudet i alle kor- og orkesterstemmer.
2. sats er en arie for sopran, continuo og obligat obo da caccia. Satsen i sin urform udgør den sidste arie i kantaten ”Wer mich liebet, der wird mein Worth alten” (BWV 59) fra pinsen 1723, hvor den blev fremført af en bas med violin som obligat instrument. Hvor den originale basarie tekstligt havde verdens kongeriger sammenlignet med Guds himmerige som omdrejningspunkt, er det klart, at den nye tekst af Christiane Mariane von Ziegler, der handler om sjælen, der er beredt til at modtage Jesus. Derfor er det i bedste fald misforstået, når en forfatter som William Gillies Whittaker i The cantatas of Johann Sebastian Bach fra 1959 brokker sig over arien med skudsmålet ”an extraordinary lapse”. Det er teksten, ikke komponistens forsøg på at skjule sporene, der har afgjort valget solostemmen og det obligate instrument, idet sopranen symboliserer menneskets sjæl, mens obo da caccia’en står for Jesu virke for at vinde menneskene for Guds rige. ”Kom, kom, jeg har åbnet mit hjerte for dig/ak, lad det være din bolig/jeg elsker dig, og må da håbe/at dit ord opfyldes i mig/for den som søger dig, elsker og ærer dig/han er Faderen hengiven/jeg tvivler ikke på at han hører mig/så jeg vil finde trøst hos dig”, synger sopranen i en arie, som netop har en ganske anden betydning og atmosfære end originalarien.
3. sats er et kort recitativ for alt og continuo. Teksten er ganske lig indholdet i arien i 2. sats, men det er nu en anden symbolsk repræsentant end sjælen, der taler, da alten står for det troende menneske.
4. sats er en arie for bas og continuo, hvor ikke mindst celloen får sig et par travle minutter. Teksten i den melodiøse arie er fra Johannes-evangeliets kap. 14 vers 28, og bassen er her en vox Christi: ”Jeg går bort, og jeg kommer til Jer. Hvis I elskede mig, ville i glædes derved.”
5. sats’ arie for tenor, strygere og continuo hænger indholdsmæssigt sammen med 4. sats, da satserne handler om Jesu forudsigelse af sin himmelfart og dens glædelige implikationer for menneskeheden. Arien har en livlig førsteviolinstemme, der foregriber de glædesstrømmende melismer, som solisten også får lov at eksekvere til teksten ”Kom, skynd Jer, stem nu streng og sang/i munter og glædesfyldt tone.” Valget af strygergruppen som akkompagnement og udsmykninger giver sig selv ud fra teksten, der fortsætter ”Selv om han forlader os, kommer han igen/den højlovede gudssøn.” En kontrastfuld midterdel advarer om, hvad Satan vil give sig til mellem himmelfart og genkomst: ”Imens vil Satan forsøge/at forbande dine/han er min hindring/og derfor tror jeg, Herre, på dig.” Om sin oplevelse af at synge netop denne arie skrev den fremragende tyske tenor Christoph Genz: ”Det er en arie af en så positiv og glædelig karakter og med springende energi; jeg havde det rigtig sjovt med at opføre den.”
6. sats er et ganske kort recitativ for bas, tre oboer og continuo. Det er nu ikke en vox Christi, men en vox Pauli, da teksten stammer fra Paulus’ Romerbrev kap. 8 vers 1: ”Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Jesus Kristus.” Obogruppens to oboer og obo da caccia tilføjer dramatiske klange til bassens ord.
7. sats er en arie for alt, obotrio, strygere og continuo: ”Intet andet kan redde mig/fra helvedes lænker /end dit blod, Jesus”, synger solisten i en herligt teatralsk arie der kun bliver bedre jo mere krukket en solist er i stand til at fremføre den. Med violinbariolager og stikkende akkordlænker fra de tre oboer er den mere showpræget end de fleste Bach-arier, og kunne sikkert have gjort fyldst på operahusene i Dresden eller Hamburg. Man kan i arien ane effekter som dem en Christoph Willibald Gluck skulle komme til at bruge, til trods for at han, da arien her blev skrevet, gik rundt som kun tiårig knægt nede i Bayern. Også den operaagtige da capo aries B-stykke er dramatisk, om end de fleste instrumenter er lidt mere diskrete, mens alten synger: ”Din lidelse og din død/er mine til arv/jeg ler af [Satans] vrede.” Arien spilles naturligvis da capo: ”Intet andet kan redde mig/fra helvedes lænker /end dit blod, Jesus.”
8. sats er kantatens afsluttende koral med andet vers fra Paul Gerhardts salme ”Gud Fader, send din ånd” (på tysk ”Gott Vater, sende deine Geist”). I en gendigtet version lyder teksten i dette salmevers: ”Af men’skebørn på jorden er/ej ét den ædle gave værd/fortjent den har vi ikke;/her gælder nåde, kælighed/som Kristus har os skaffet ved/sin bod og sin forsoning.” Sopranstemmen forstærkes af trompet I, obo I og violin I, alten af obo II og violin II, tenoren af obo da caccia og bratscher, mens basstemmen støttes af continuogruppens basintrumenter, og orglet spiller akkorder. Trompet II, III og pauke medvirker ikke i slutkoret, og kan derfor forlade scenen og gå tidligt hjem lige efter 1. sats.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 399-402, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, p. 338, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 278 |
