|
|
Cantata BWV 56
Ich will den Kreuzstab gerne tragen
Dansk kommentar [Danish Commentary] |
|
Tid og sted
Nittende søndag efter Trinitatis den 27. oktober 1726 i Leipzig.
Tekst
Christoph Birkmann (1703-1771) (1., 2., 3. og 4. sats), salmevers fra 1653 af Johann Franck (5. sats)
Besætning
Bas, kor (SATB), obo I, II, taille, violin I, II, bratsch, violoncel, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for bas og orkester. Over lange toner i obo I, violin I, taille og bratsch, som i anden takt spiller seufzer-figurer, høres fra obo II og violin II et markant tema hvor en treklangsbevægelse i g-mol runder tonen cis, der leder op til et d. Da bassangeren efter seksten takters instrumentalt forspil sætter ind, er netop denne tone med et # for c placeret på ordet ”korset” i teksten: ”Jeg vil gerne bære korsets byrde”. Denne nodeskrivningssymbolik, hvor #’et ses som et kors, optræder i en anden form på det originale omslag til stemmematerialet, som er aftrykt på næste side. For det første afviges der i tallet under ordet Dominica. fra den almindelige norm at skrive med arabertal. Her er romertal valgt, og det er givetvis fordi tallet nitten skrives X I X. Det giver de to første kors. Det tredje findes i titlen, hvor ordet ”Kreuzstab” er forkortet til ”Xstab” (vi kender det fra forkortelsen ”Christmas” – ”Xmas”).
Således smykker de tre kors fra Golgata allerede forsiden til denne kantate, som ikke kun på grund af Tid og steden må opfattes i nær sammenhæng med de tre personlige alt-kantater, Bach komponerede i eftersommeren og efteråret 1726, ”Vergnügte Ruh, beliebte Seelenlust” (BWV 170), ”Geist und Seele wird verwirret” (BWV 35) og ”Gott soll allein mein Herze haben” (BWV 169). Den første fik synden som omdrejningspunkt, den anden forundring over Jesus, den tredje kærlighed til Gud, og her i den fjerde personlige kantate fra samme år beredvilje til ligesom Jesus at bære sit kort gennem livets rejse.
I bogen Bibel und Symbol in den Werken Bachs påpeger Ludvig Prautzsch i ”Et særligt tyngdepunkt udgør (…) året 1726 hvor han fuldendte sit 41. leveår. Tallet 41 er det omvendte af hans navns tal 14 [b=2, a=1, c=3, h=8] og det blev derfor af Bach set som symbolsk tal for hans død (…) Bach så denne symbolske forbindelse som anledning til i dette år at sætte et memento mori tænke på sin egen død.”
I basarien her i BWV 56 fortsætter teksten ”den kommer fra Guds kære hånd/den leder efter al min pine/til Gud i et forjættet land.” Teksten anvendes ikke blot gennem ét A-stykke men også gennem et let ændret A-stykke mere, der kan kaldes A’. B-stykket kendetegnes af triolbevægelser i solostemmen til teksten: ”Da lægger for altid jeg nøden i grav/da tørrer min frelser selv tårerne af.” Satsen afrundes med at orkestret sætter det indledende tema an og derved gentager de seksten takter fra begyndelsen.
2. sats er et recitativ for bas og continuo med en vigtig rolle til en cello, der illuderer bølgebevægelser. Dén idé har Bach fået fra tekstens Læs mere til sørejser, bølger, ankre og oprørt hav i en smuk tekst, der bæres godt frem af en lied-agtig skønhed i sangstemmen over celloens strømmende bølger: ”Min vandel her på jorden/er som et skibs sejlads/bekymring, kors og nød/er bølger som mig sluger/og for min død/mig dagligt skræmmer/men ankeret, der fastholder mig/er jo barmhjertigheden/hvormed min Gud mig ofte glæder/Han kalder på mig sådan her/Jeg er med dig/jeg vil dig ej forlade, ej for-sømme/og når de rasende skumtoppe/får ende/da går jeg fra mit skib og til min by/og dét er him-meriget/hvori jeg med de fromme/fra trænglser bort skal komme.” |
|
|
|
Det originale stemmeomslag til BWV 56 med tre kors i de øverste tekstlinjer .
3. sats er en arie for bas, continuo og obligat obo. I forbindelse med de instrumentale sinfoniaer i 1. satserne til henholdsvis ”Geist und Seele wird verwirret” (BWV 35) og ”Gott soll allein mein Herze haben” (BWV 169) er det blevet påpeget, at Bach næppe selv ville have syntes om rekonstuktioner, hvor det, der i de pågældende sinfoniaer var orgelstemmer, mere eller mindre ukritisk er skrevet om til obo. Netop obosoloen, der indleder denne arie, viser hvor idiomatisk og velklingende, Bach skrev for instrumentet, og den instrumentbehandling, man hører her, kan ingen rekonstruktion leve op til. Allerede i første takt fornemmes glædesmotivet, og det er som om obostemmen både rummer kamp og befrielse, som der også synges om i den utæmmede glæde, som solostemmen må kunne udtrykke: ”Endelig, endelig, skal mit åg/nu blive vristet fra mig/da henter jeg styrke fra Herren/da får jeg ørnens egenskab/da letter jeg fra verden/og løber uden at bli’ træt/åh, gid det skete i dag!” Som en skytsengel svæver oboen over den frisatte sangstemme, mens continuogruppen sørger for jordisk forankring i en af Bachs mest strålende ariekombinationer for træblæserklangene i diskanten og solosanger i baslejet.
4. sats er et recitativ for bas, strygere og continuo. Indholdet taget i betragtning må det være på sin plads at kalde strygerklangene for strygerglorie. Sammenligningen af strygere med en glorie stammer helt fra 1840’erne, hvor den tyske musikvidenskabsmand Carl Georg August Vivigens von Winterfeld introducerede denne rammende betegnelse i sin afhandling Der evangelische Kirchengesang und sein Verhältniss zur kunst des Tonsatzes (bd. III s. 372). Teksten i recitativet: ”Jeg står nu færdig og beredt /min arvelod af salighed/med længselsfulde ønsker/at modtage fra Jesu hånd/hvor godt er det, der for mig sker/når hvilens port jeg snart skal se…”. På dette sted sker en delvis tilbagevenden til B-stykket i slutningen af 1. sats: ”Da lægger for altid jeg nøden i grav/da tørrer min frelser selv tårerne af.” Man kan næsten høre tårer blive tørret bort i de seufzerfigurer fra strygerne, der i fire takter slutter satsen. Gentagelse af materiale fra kantatens første sats etablerer en særegen helhed i det, Albert Schweitzer beskriver med ordene: ”Dette værk hører til de herligste, som arven efter Bach rummer for os, men der stilles meget store krav til sangerens dramatiske udformingskraft, som må kunne illustrere både resigneret venten på døden og jublende dødslængsel.”
5. sats er kantatens afsluttende koralvers med sjette vers fra Johann Francks salme fra 1653 ”Du, o schönes Weltgebäude” (på dansk egentlig ”O, du skønne verdens-konstruktion”). Sopranstemmen følges af obo, I, II og violin I, alten af violin II, tenoren af taille og bratsch, mens continuogruppen tager udgangspunkt i korets basstemme. Også teksten her danner ligesom 4. sats’ citat fra 1. sats en helhed: ”Kom, oh død, du søvnens broder/kom og før mig bort til gavn/løsn blot min skudes årer/ bring mig til en sikker havn/de, der vil, må dig forsmæde/mig langt mer’ er du til glæde/gennem dig jeg kommer til/denne skønne Jesulil.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 645-648, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven, p. 466, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 282, Ludvig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs, pp. 128 ff. |
| |
|
Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English) |
|
|
