|
Tid og sted
Ellevte søndag efter Trinitatis den 12. august 1714 i Weimar. Kantaten blev også opført den 8. august 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Georg Christian Lehms (1684-1717), salmevers af Johann Heerman (1630)
Besætning
Sopran, obo, violin I, II, bratsch, continuo. I Leipzig-versionen fra 1723 medvirker en piccolocello.
De enkelte satser
1. sats er et recitativ akkompagneret af strygere og continuo. Igen må man sige at barokpoesien, og ikke mindst den af G. C. Lehms, virker bastant i sine metaforer. Direkte oversat betyder den tekst, som også har givet kantaten dens titel "Mit hjerte svømmer i blod", men for vores moderne øren lyder det som noget fra en gyserfilm. Vi kender til det at være let om hjertet og modsætningen at gøre noget med tungt hjerte. Her står individet frem med tungt hjerte: "Min samvittighed føler kvaler", synger solisten. Dramaet i kantaten er ikke om menneskehjerter i blodbad, men om det gennem de kommende satser vil lykkes for det samvittighedsplagede indvid at blive let om hjertet igen.
2. sats sættes an af oboen hvis store spring i melodien rummer håbløshedens afgrunde. Solisten synger: "Tavse sukke, stille skrig, røb min smerte, mens min mund er lukket i". Det er i sagens natur en hjerteskærende sats, hvor trillerne i sangstemmen mest lyder som bæven i stemmen, når musklerne omkring læberne trækker sig sammen kort før man bryder i gråd. Inden satsen spilles dacapo har solisten et recitativ, hvor det føles som om alting standser: "Mit hjerte er en tårernes brønd, øjnene hede kilder. Åh, Gud, hvem kan dog stille dig tilfreds?"
3. sats er et recitativ med strygere og continuo, hvor håbet så småt er ved at få plads: "Alligevel må Gud være mig nådig, mens jeg mit hoved med aske og ansigtet med tårer vil vaske". Det skal nævnes at det er et gammelkristent ritual at drysse aske på hovedet.
4. sats er en arie, som umiddelbart lyder som om den er komponeret af Händel til en opera eller et oratorium. Strygersatsen og den sangbare melodi i tredelt rytme har en lethed, som markerer et vendepunkt i kantaten, men teksten er den angrende synders: "Dybt nedbøjet, fuld af anger, ligger jeg, kære Gud, for dig. Bekender min skyld, men hav dog tålmodighed, hav dog tålmodighed med mig!", lyder bønnen, der bliver særligt intens i slutningenaf B-stykket, hvor sopranen i en gentagelse af teksten "jeg bekender" synger det på samme tone som om der messes lige på dette sted.
5. sats er et ganske kort recitativ på kun tre takter. Teksten "I denne smerteanger stiger dog dette trøstens ord ned til mig" lægger op til Johann Herrmanns salmetekst i
6. sats, der er noget så sjældent som en koralsats, hvor solisten synger salmemelodien akkompagneret af continuo og en obligat bratsch. I senere versioner er bratschen blevet erstattet af cello, gambe og sågar en såkaldt piccolocello, men har man mulighed for at lade bratschen spille denne stemme, er det absolut en både smuk og klangfuld løsning.
7. sats er et recitativ, igen med strygere og continuo, der lægger op til det for sine synder tilgivede menneskes glædessang i
8. sats, som begynder med oboen, der har været tavs siden 2. sats. Her med en frejdigt vuggende melodi. Da strygerne overtager temaet, kan oboen juble med en lang festlig trille, hvorefter sopranen udbryder: "Hvor glad er mit hjerte, thi Gud er forsonet og lukker mig for min anger og sorg ikke længere ude fra saligheden!" Sådan klinger lettelsen og med transformationen af et skyldplaget individ til at være frejdigt syngende slutter kantaten.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 546-550, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 443, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 129, 160, 163. Det skal nævnes, at Wolff anser kantaten for at være komponeret tidligere end august 1714. Partituret til denne kantate findes på Det Kongelige Bibliotek i København. |
