|
Tid og sted
Syvende søndag efter Trinitatis den 4. august 1726 i Leipzig.
Tekstforfatter
Salme 104 vers 27-28 i Salmernes Bog (1. sats), Matthæus-evangeliet kap. 6 vers 31-32 (4. sats), to salmevers fra 1563 af Hans Vogel (7. sats), ukendt (2., 3., 5. og 6. sats). Man mener at tekster til 2., 3., 5. og 6. sats stammer fra hoffet ved slottet Elisabethenburg i Sachsen-Meiningen hvor Bachs fætter, Johann Ludwig Bach, fra 1711–1731 var violinist og hofkapelmester. Ved hoffet i Sachsen-Meiningen brugtes kantatetekster med to skriftsteder; ét fra Det Gamle Testamente, ét fra Det Nye Testamente.
Besætning
Sopran, alt, bas, kor (SATB), obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor, der sættes an af strygere og continuo men ret hurtige overtages af de to oboer i toppen af lydbilledet. Næsten som i en dobbeltkoncert af Albinoni dominerer oboernes klang skift mellem duetter i tertsafstand og passager, hvor de spiller kanonisk. Også strygerne bidrager til den instrumentale indlednings skiftende klanglige schatteringer. Omtrent halvandet minut inde får vi den første indsats fra korets altgruppe, så tæt fulgt af sopraners bassers og tenorers indsatser, at alle stemmers kanoniske indsatser sker inden for to takter. I fri polyfon stil synger de tekst fra Salme 104 vers 27 i Salmernes Bog: ”Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid.” Inden næste strofe fra Salme 104 spiller orkestret derpå sytten takters instrumentalt mellemspil af samme karakter som indledningen, men forkortet og noget ændret en anelse. Så fyrer korets basgruppe op under en fuge med teksten: ”Når du giver dem, så samler de”, hvor ordet ”samler” (på tysk) ”sammlen” bredes ud over en lang melisme af sekstendedelsnoder før fortsættelsen af teksten ”Og når du åbner din hånd, da mættes de med gode gaver”. Også tenorerne har nu indfundet sig i fugaen, og derpå høres alter og sidst sopraner. Kortvarigt er det som denne tekst om milde gaver oven fra bringer oboerne og violin I i en ekstase, der får dem til at samles på et lille prægnant motiv, mens tenorerne lige runder fugaen af. Nu overlades scenen til menneskesjælens repræsentant sopran, der i en stort set uakkompagneret del synger ”når du giver dem, så samler de, og når du åbner din hånd, da mættes de af gode gaver”, men alternes indsats røber, at en ny fuga er blevet sat i gang ovenfra og ned i rækkefølgen sopran, alt, tenor og bas. I denne følger orkestret først korstemmerne, men begiver sig efterhånden ud i motiver fra den instrumentale indledningssinfonia. Efter fugaen tror man, at der kommer en instrumental afrunding, men her finder korstemmerne deres plads i orkestersatsen, såkaldt Choreinbau. Koret ”indbygget” i orkestersatsen. Samlet synger og spiller hele ensemblet frem til den fortryllende sats’ afslutning i dur.
2. sats er et recitativ for bas og continuo. Efter indledningskorets fokus på jordens spiselige afgrøder bryder bassen – repræsentaten for det jordnære – ud i begejstring over skaberværkets undere. Det er en koncentreret opregning af skabelsesberetningen i Første Mosebogs kap. 1 versene 6-31, og det er givetvis derfor mange – blandt andre John Eliot Gardiner – har sammelignet ”Skabelsen” af Haydn.
3. sats er en arie for alt, strygere, continuo og obo I, der følger førsteviolinerne. Som repræsentanten for det troende menneske lovsynger alten også skaberværket, men her med en ny vinkling i retning af årstiden, fordi kantaten fik sin første opførelse i begyndelsen af august - det vil sige den tidlige høsttid: ”Kun du, Herre, kroner året med din godhed/velsignelser og fedt/drypper hvor din fod træder/og det er kun din nåde, der gør gode ting.” Med takten 3/8 er det en fejringsdans for rigdommen af afgrøder.
Med altariens dansende takkesang for frugtbarhed, modning og overflod afsluttes kantatens første del.
4. sats er en arie for bas, continuo og alle violiner på én stemme. Teksten er fra Mattæus-evangeliets kap. 6 vers 31-32 og synges af en vox Christi: ”I må altså ikke være bekymrede og spørge hvordan I får noget at spise eller drikke, eller hvordan I får tøj på kroppen. Alt dette søger hedningerne jo efter, og Jeres himmelske fader véd, at I trænger til alt dette.” Malende motiver i den sonore strygerstemme sikrer satsens enhedspræg, mens salighedsrytmen i continuogruppen akkompagnerer Jesu beroligelse.
5. sats er en arie for sopran, continuo og obligat obo. Den indledes af obo og continuo i stilen fra den franske ouvertures karakteristiske punkteringer, og lyder i de første fem takter som en stolt triosonate. Usædvanlig er sopranens majestætiske overtagelse af solooboens indledende tema, for i betragtning af Bachs hidtidige brug af denne stemmetype som repræsentant for det sjælelige plan – menneskets sjæl – er valget af sopran et stilbrud. Udelukkelsesmetoden kan måske give et fingerpeg om hvorfor. Med et omfang fra d1 til g2 ligger arien for højt til en alt. Bassen i kantaten er Jesu stemme, og normalt vil omfanget også udelukke andet end en høj basbaryton. Arien kunne være placeret i en tenor, men en tenor medvirker ikke i kantaten, så sopranen har fået den atypiske tekst: ”Gud sørger for alt liv/alt der ånder her på jord/skulle han da ikke give mig/hvad alle andre er blevet lovet?” Derpå skifter tempoet til 3/8 – næsten som en tilbagevenden til høstfesten i altarien i 3. sats. Teksten er: ”Vig, I sorger, hans trofasthed/omfatter også mig/og bliver dagligt fornyet/gennem mangen gave af faderlig kærlighed.” Til sidst afrundes med fem stolte og virtuose takter for obo og continuo i samme stil som indledningen.
6. sats er et recitativ for sopran, strygere og continuo med den morale, at sorger og bekymringer jo er meningsløse, når Gud så rigeligt har påtaget sig at sørge for os. Med strygernes lange toner rumdt om sopranstemmen (stemmen bevæger sig midt i strygernes klange) er det nærliggende som Alfred Dürr har gjort det at se et symbol for den beskyttelse, som Guds nåde og kærlighed er for menneskesjælen.
7. sats er kantatens afsluttende koral med to vers – det fjerde og det sjette – fra en salme fra 1563 af Hans Vogel ”Singen wir aus Herzensgrund” (på dansk ”Lad os synge af hjertets grund”). Sopranen følges af obo I, II og violin I, alten af violin II, tenoren af bratsch, og continuobassen følger basserne mens akkordinstrumenterne spiller becifringer. De to vers fra Hans Vogels salme handler om Guds godhed ved at skabe verden og sørge for næring (et) og en bøn om at holde os på den rette vej (to).
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 503-507, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 282, John Eliot Gardiner i teksthæftet Soli Deo Gloria 156, pp. 16-18 |
