Recordings/Discussions
Background Information
Performer Bios

Poet/Composer Bios

Additional Information

Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources


Cantata BWV 139
Wohl dem, der sich auf seinen Gott
Dansk kommentar [Danish Commentary]

Tid og sted
Treogtyvende søndag efter Trinitatis den 12. november 1724 i Leipzig.

Tekst
Salmen “Wohl dem, der sich auf seinen Gott” af Johann Christoph Rube (1692). Fra salmen er første og femte vers anvendt. Man ved ikke hvem der bearbejdede teksten fra de øvrige vers til 2., 3., 4. og 5. sats. Melodien er af Johann Hermann Schein (1628) og kendes også fra salmen ”Det livets ord vi bygger på”.

Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo

De enkelte satser

1. sats’ instrumentale indledning præsenterer den fløjlsbløde klang fra høje strygere og oboer d’amore – en sats, som kan minde om indledningskoret fra ”Wer da gläubet und getauft wird” (BWV 37) til Kristi Himmelfartsdag den 18. maj samme år. Det tema, som violin I spiller, indeholder de samme toner som lidt senere høres i sopranstemmens cantus firmus. En særlig lysende atmosfære opnås ved at den øverste obo d’amore samtidig spiller en rytmisk enslydende overstemme til violinens salmetoneinspirerede tema. Efter ti takters orkesterforspil sniger altstemmen sig ind med en indsats et par takstlag inden sopranernes melodi, som kort efter også støttes af tenor og bas med imitatoriske modstemmer. Salmemelodien er af Johann Hermann Schein (1586-1630), der tilbage i 1620’erne havde været Thomaskantor i Leipzig. Man kender den på dansk fra salmen ”Det livets ord vi bygger på”. I den tekst af Johann Christoph Rube, som danner grundlaget for Bachs koralkantate, handler hvert af de fem vers om alt det, som troen på Gud kan beskytte mod. Her i første vers er det alle farer. Korets tekst lyder da også: ”Tryg er dén, som på sin Gud /ret som et barn kan sig forlade!” Melodiformen er en barform med to stollen og en abgesang. Dette kan også beskrives som en AAB-form hvor de næste to strofer jo har samme musikalske form som de første. I næste tekststrofe fortsættes: ”Dén kan både synd, jord og død/og alle djævle hade.” Et kort mellemspil for orkestret høres inden salmeversets abgesang: ”Så forbliver han dog velfornøjet”, og efter nogle takters mellemspil: ”når blot han gør Gud til sin ven.” Som afrunding spiller orkestret otte takter fra satsens start.

2. sats er en arie for tenor, continuo og to obligate violiner. Teksten fortsætter med den bastante metafor fra afslutningen af 1. sats. ”Gud er min ven”, synger tenoren, ”hvad hjælper den rasen/som fjenderne har startet mod mig!” Det er en selvberoende person, der synger disse ord, for sætningen slutter ikke med et spørgsmålstegn, men et udråbstegn! Hvor 1. sats handlede om Gud som værn mod alle farer, er det her verdens vrede, Gud beskytter mod: ”Jeg er tryg overfor misundelsen og hadet.” Arien er en da capo arie, hvor det konstrasterende B-stykke har teksten: ”Ja, fremlæg kun sparsomt sandheden/vær altid svigagtig, hvad rager det mig?/Jeres spotten er ufarlig for mig!” Verdens rasen, misundelse, had og spotten høres i de to obligate violinstemmers indbyrdes mundhuggeri. Ikke mindst derfor er det vigtigt med to violiner. Bevaret for eftertiden er dog kun den ene violinstemme, men heldigvis har dygtige folk ud fra continuoet og den eksisterende violinstemme konstrueret fine løsninger så man kan spille satsen som den er tænkt. Blandt de gode bud er stemmer komponeret af William H. Scheide, Winfried Radeke og Robert Levin.

3. sats er et recitativ for alt og continuo. Recitativet er en slags time out, fordi Johann Christoph Rubes salme kun har fem vers, som skal strækkes til seks kantatesatser. Tekstligt er det derfor stadig salmens andet vers om verdens nid og spot, der danner grundlag for det korte og musikalsk set ganske anonyme recitativ: ”Frelseren sender sine lige ned midt i ulvenes rasen. Om ham har den vrede hob, til skadefryd og spot, listigt stillet sig op; men da hans mund taler så vise ord, så beskytter han mig også mod verden.”

4. sats er en arie for bas, violin I, oboer d’amore og continuo. Tempoet skifter en del gange undervejs, men grundlæggende består arien af tre dele, som kombineres på forskellige måder. Først hører man en truende del i firedelt takt, dernæst en blid konstrasterende del i 6/8, og endelig en del, hvor tempoet er andante, det vil sige mærkbart roligere. Efter tolv takters forspil i den truende atmosfære synger bassen: ”Uheldet vikler fra alle sider/blytunge bånd om mig.” Musikken rummer også den omvikling, som findes i teksten, for det er den rolle, de to oboer d’amore udfører unisont med deres musikalske snoninger, der aldrig synes at slippe grebet. Under dette høres continuoets skarpt punkterede rytme, som man kender fra den franske ouvertures højtidelige velkomst til herskerne. Samtidig med at ”uheldets blytunge bånd” omvikler os fra obostemmerne er hjælpen, himmelkongen, altså på vej, og det synges der om i det blidt konstrasterende 6/8-dels afsnit med teksten: ”Men pludselig viser en hjælpende hånd sig”. Det er også en meget sangbar del, nærmest en pastiche. I denne del har obo d’amorerne fået rollen som den hjælpende hånd, mens violin I udfører en barriolage og continuogruppen helt har forladt den franske ouverturestil til fordel for en basgang med kvintskridtssekvens, det vil sige trinvist faldende motiver i en række kvintvis faldende akkorder. Det lyder enkelt, og det skal det også være. Den tredje del i andante har et næsten recitativsik præg. Her tier oboer og strygere, mens bassolisten over continuoakkompagnement synger: ”Fra det fjerne skinner trøstens lys; først da lærer jeg, at Gud alene må være menneskets bedste ven.” Det siger sig selv at begrebet ”fra det fjerne” (på tysk ”von weitem”) synges over en fin melisme. Om hundene kan lide denne arie er usikkert, for de gik jo lige og troede at det var dem der var menneskets bedste ven.

5. sats er et smukt recitativ for sopran, strygere og continuo. Skønheden og roen indfinder sig både takket være melodien og arrangementet, for her har Bach ladet en strålekrans af strygerakkorder lysne klangen i de høje diskanttoner fra solisten. Hvor den til grund liggende salmes vers handlede om Gud som værnet mod alle farer (1. sats), mod verdens vrede (2. og 3. sats) og uheldet (4. sats), er det her i 5. sats’ recitativ den fjende, som lurer i vores egen sjæl, synden. Dette forklarer også, hvorfor det er sopranen, der synger. Satsen er ikke et indlæg om kvinders generelle syndighed, for på Bachs tid sang de slet ikke i kirken. Det var i stedet en drengesopran, der repræsenterede menneskets sjæl og fremførte recitativets tekst: ”Ja, selv om jeg bærer den største fjende inden i mig, syndens store byrde, så lader min Frelser mig finde ro. Jeg giver Gud, hvad Guds er, det allerinderste af min sjæl. Hvis blot han vil vælge at tage imod den, svinder syndernes skyldfølelse; da overvindes Satans kneb.” Med det lysende recitativs letfattelige gendigtning af det indsigtsfulde fjerde vers fra Johann Christoph Rubes salme er alle nu klar til et afsluttende koralvers i

6. sats, hvor sopranstemmen støttes af oboer d’amore og violin I, alt følges af violin II, tenor af bratsch og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. På Johann Hermann Scheins melodi synger koret: ”Derfor, trods Helvedshæren! /Trods dødens hævnakt! /Trods hele verden! Kan deres slag ikke længere/ gøre mig modfalden!/Gud er min beskytter, hjælper og rådgiver/Lykkelig den, der har Gud som sin ven!”

Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 690-694, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276

 

Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English)

Cantata BWV 139: Wohl dem, der sich auf seinen Gott for 23rd Sunday after Trinity (1724)
Discography: Details & Complete Recordings | Recordings of Individual Movements
Discussions: Part 1 | Part 2 | Part 3 | Part 4

BWV 139 Commentaries: English: BCW | Crouch | All Music | Emmanuel Music | Mincham | Bachipedia
Nielsen [Danish] | EvH [Dutch] | KL [Dutch] | Role [French] | Reyes [Spanish]


Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources




 

Back to the Top


Last update: Monday, September 05, 2022 10:11